Kan man også tale med vilde dyr?

…er et af de spørgsmål, jeg flere gange er blevet stillet. Og ja, man kan tage kontakt til alle dyr. Men jeg har faktisk mest bare talt med tamme dyr i form af heste, hunde, katte, et par enkelte kaniner, en høne, en slange og en øgle. Jeg synes jeg oplever at kontakten varierer meget, alt efter hvilken art man tager kontakt til. Det er for eksempel noget helt andet at tale med en slange sammenlignet med en kat, fordi de er dyr der lever meget forskelligt.

Derfor satte jeg mig for at prøve det, fordi jeg også selv var nysgerrig på hvad jeg ville få ud af at tage kontakt til et vildt dyr. En medkursist/kollega havde oplevet at en krage fulgte tæt efter hende og hendes veninde, når de gik tur - på trods af at de havde hunde med. Det var sket på flere gåture, med den samme krage. Den var endda fløjet op og havde sat sig på venindens skulder en dag. Hun havde taget et billede af kragen, og var nysgerrig på, hvad den ville?

Det jeg først bed mærke i da jeg tog kontakt, var at kragen havde en enormt selvstændig personlighed. Den var kun interesseret i at tale med mig, så længe den selv fik noget ud af det, og det virkede som om at den accepterede mig mest af den grund, at den var enormt nysgerrig. Den havde et behov for at undersøge ALT hele tiden. Nysgerrigheden var ikke så meget et personlighedstræk, som det var et instinkt; en overbevisning den selv havde om at jo mere nysgerrig den var, jo bedre klarede den sig i livet. Den forklarede, at: ” Når jeg opsøger og undersøger ting, finder jeg også ting jeg kan bruge.”

Det var også grunden til at den kom så tæt på mennesker og hunde. Den kunne mærke at min kollega og hendes veninde accepterede dens tilstedeværelse, og at hundene også gjorde det, så derfor fik dens nysgerrighed den til at følge efter dem, og til at komme så tæt på som muligt – det kunne jo være de havde noget, den kunne bruge. Kragen var altså ikke interesseret i venskab eller kontakt, men kun i at undersøge om de havde noget der kunne være nyttigt for den.

Jeg spurgte også ind til kragens hverdag, hvad den lavede. Den viste, at den ofte hvilede sig i høje træer, på grene der ikke var alt for tætte. Det var vigtigt for den med frit udsyn. Den sov som sådan ikke, men hvilede sig i korte perioder af flere omgange. I hverdagen ”strejfede” den rundt, på evig jagt efter mad eller ting at undersøge, og derfor fløj den fra sted til sted i samme område. Det virkede som om der i det område var høje træer til den ene side (hvor den hvilede sig), og derfra kunne den se ud over et stort åbent område, som var lidt bakket/ujævnt. Den havde sine faste steder rundt omkring i området og ved træerne, og de steder fløj den rundt imellem i løbet af dagen. Den var lidt det ene sted, så fløj den en tur og var lidt det andet sted. Det følte den sig godt tilfreds med.

Generelt var min oplevelse, at jeg skulle bruge mere energi på at opretholde kontakt til kragen, end jeg skal med de dyr jeg normalt har kontakt til, dvs. primært hunde, heste og katte. Der får jeg ofte både billeder, følelser og en gang imellem ord/sætninger, men kragen var langt mere neutral og det føles mere ”tomt”. Den fortalte ikke af sig selv, men svarede meget kort når jeg spurgte, på en enkel måde; dvs. et enkelt billede eller en enkel fornemmelse af noget, men ingen sammenhængende billeder som jeg ellers ofte synes jeg får, når jeg har kontakt til andre dyr. Jeg kunne mærke, at jeg hele tiden var nødt til at gøre mig interessant, ellers mistede den tålmodigheden. Men ellers gik det faktisk fint, og jeg kunne sagtens få en sammenhængende og meningsfuld samtale ud af at tage kontakt til den – så konklusionen må være, at ja, man kan godt tale med vilde dyr

.