Kronik
Vi mennesker har udnævnt os til at være den stærkeste art på jorden. Vi har sat os på naturen og alt der er i den, og forbruger lystigt af dens ressourcer - også de levende, dyrene, som vi udnytter i landbruget og har lukket indenfor i vores hjem. Men kan man overhovedet tillade sig at eje andre? Mon ikke det i stedet er på tide med en ny indstilling, og en revidering af den danske dyreværnslov?
Danmark er et landbrugsland, og derfor er dyr en naturlig del af vores industri. Alle ved hvor kød kommer fra, men ved køledisken i dagligvarebutikken skænker de fleste nok prisen en del flere tanker end velfærden for det dyr, som har leveret kødet.
Jo billigere det bliver for os at købe ind til aftensmaden, jo højere en pris må landbrugsdyrene betale. Kikker man for eksempel ind i en svinestald, vil man se mange dyr klemt sammen på alt for lidt plads, i omgivelser der absolut ingen sammenhæng har med deres naturlige liv. Der skal større kuld og hurtigere vækst til at dække vores forbrug, og for at imødekomme det, designer vi søer til at føde langt flere grise end de kan magte, som var de maskiner man kan modificere som man ønsker.
Vi har fundet ud af at fremavle de egenskaber hos dyr som vi gerne vil have, men vi glemmer at tænke på omkostningerne. Ikke de økonomiske, men de omkostninger det har for de dyr som skal leve op til vores enorme forbrug. Hvis svinene i danske stalde højt og tydeligt kunne udtrykke deres mening om forholdene, så ville staldene uden tvivl se anderledes ud. Men det kan de ikke, og vi bilder os ind at det er i orden. Vi vil hellere vende det blinde øje til, for at kunne få et billigt stykke kød, end vi vil gå på kompromis med vores egen høje levestandard.
Mange internationale dyrevelfærds-organisationer kæmper for, at dyr får flere rettigheder. I Danmark har vi Dyreværnsloven, som fastsætter regler for hvordan dyr skal behandles. Den er dog kun en løs ramme, for der er ingen konkrete retningslinjer for, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt.
I dyreværnsloven står der, at: ”dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe” - men hvem sætter grænsen for, hvad der er uforsvarlig behandling? Zoofili, sex med dyr, er for eksempel tilladt i Danmark. Vi har også omkring 1,6 millioner høns klemt ind i bure der svarer til et A4-ark plus et postkort per høne, selvom dyreværnsloven lyder på, at: ”rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses (…) det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed”.
Vi mennesker vil langt hellere tilpasse omgivelserne til os, end vi vil tilpasse os selv til omgivelserne. Vi føler et behov for at ændre det vi lever af og med, for at det kan passe bedre til vores moderne liv. Det er ikke kun landbrugsdyrene som mærker det behov på egen krop, men også vores kæledyr. Vi ønsker at vores dyr skal være søde, bløde og nuttede, og det er ikke til at se at nutidens racehunde nedstammer fra ulve. Vi syntes at store øjne og hængeører er det mest bedårende, og det bliver kun endnu bedre når hunden har en størrelse der lige passer ind i en taske. Konsekvensen er at mange hunde er født med alvorlige helbredsproblemer, og vi besværliggør kropssprog for dem. Det er en vigtig del af en hunds liv, men uden hale, og med ører der hverken kan pege den ene eller den anden vej, har vi frataget dem evnen til at tale deres eget sprog.
Landets internater er fyldt med hunde, katte og andre dyr, som ikke formåede at leve op til vores forventninger. Vi henter en sød og blød hvalp, men bliver ofte skuffede når lille Fido bliver voksen. Man havde forestillet sig at få en glad kammerat, der energisk hilste når man kom hjem og som lydigt hentede avisen hver dag, men i stedet har man fået en uregerlig firbenet teenager, som hyler ved døren og som har en umættelig trang til at tygge farmors fine persiske tæppe om til en ubestemmelig klump frynser.
”Øv, hvad gik galt?” tænker man - men så er det heller ikke værre, end at Fido kan afleveres på internatet med en undskyldning om at ”kemien ikke lige var helt rigtig alligevel.”
Vi glemmer at dyr bliver vores ansvar, når vi lukker dem ind i vores hjem. Mange anskaffer sig dyr uden at vide hvad de går ind til, og uden at tænke på at de ligesom os kræver stimulering for ikke at kede sig. Der findes ikke gode eller dårlige hunde, kun gode eller dårligere ejere, for det er os der skaber rammerne for det liv som vores dyr lever, og dermed også os der skaber forudsætningerne for deres opførsel.
Vores ejerskabsfornemmelse og vores måde at behandle dyr på er blevet så indgroet i os, at ingen stiller spørgsmålstegn ved det. Vi tænker på alle dyr som noget der tilhører os, og har det på samme måde med naturen. Der er klare grænser for hvor den ene have stopper og hvor den anden starter, og vi gør meget ud af at tydeliggøre hvem der bestemmer. Det er enhver haveejers ret at skyde naboens kat, hvis den bliver ved at spankulere rundt på den forkerte side af hækken. Men har vi overhovedet ret til på den måde at dele verden op, og bestemme hvem der må være hvor? Tager man de helt lavpraktiske briller på, er vi mennesker jo også dyr, og vi har gennem millioner af år udviklet os side om side med alle andre arter der er på jorden i dag. Der er ingen art der har mere ret til at være her end en anden. Dyr er ikke skabt til at tjene mennesker, ligesom kvinder ikke eksisterer for at tjene mænd, sorte ikke for at tjene hvide, fattige ikke for at tjene rige, eller svage for at tjene stærke.
Vi har gjort dyr til en del af vores liv, og er afhængige af dem. Derfor bliver vi nødt til at tænke over hvordan vi lever, for i sidste ende er det dyrene der betaler prisen for vores overforbrug. Dyr har ikke en stemme som os, men de har lige så meget ret til at have rettigheder som vi har. Vi er vant til at tænke på hvad dyr kan gøre for os, men måske skal vi i stedet begynde at tænke på hvad vi kan gøre for dem. Vi kan starte med at ændre dyrværnsloven, så den passer til den verden vi har i dag. Hvis mennesket virkelig er ophøjet over andre arter, som mange mener, må vi vise at vi også er vores ansvar bevidst - inden det er for sent!
Opdateret 15-11-2014
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg