I dag har jeg været på Modul 4, hvor jeg har fået genopfrisket det jeg har lært på de andre kurser og har fået en masse gode tips, som jeg glæder mig til at bruge fremover. Siden jeg startede har fået telepateret med en masse dyr, og det falder mig efterhånden naturligt at stille spørgsmål til dyret, jeg skal ikke tænke så meget over det som i starten, men det er alligevel skønt at få nogle nye inputs. Jeg kan tydeligt mærke at der er en helt masse ting som jeg havde brug for at blive husket på, og hvor jeg tænkte ”nårh ja, aha, det kan man også gøre!”. Der findes ikke én løsning på problemerne, men uendelige muligheder alt afhængig af dyret. Alle dyr er forskellige, og derfor gælder det om at tage udgangspunkt i de enkelte dyr for at kunne hjælpe bedst muligt. I dag har jeg fået nogle tips til hvad der hjælper for forskellige typer af personligheder, for selvom alle dyr er forskellige, så kan de alligevel alle sammen puttes ind i nogle ”kategorier”.
Nogle dyr er for eksempel meget glade og energiske, mens andre er rolige og har brug for at tingene foregår i et langsommere tempo. Andre igen er meget selvstændige, mens nogle helt modsat er uselvstændige og har det bedst når de er omgivet af personer eller dyr de kan støtte sig op af.
Det er sjovt at opleve hvor detaljerede personligheder dyr kan have. Jeg har aldrig været en af dem der mente at en hund bare var en hund, og derfor per definition kan lide at løbe efter bolde, eller at en kat bare er en kat, og derfor absolut må være helt vild med at fange mus – men selvom jeg altid har ment at dyr har personlighed, så er jeg efter at have gået i dybden med dem via telepati, alligevel blevet overrasket over hvor meget personlighed de har. Jeg forsøger at undgå at tillægge dyr menneskelige følelser når jeg skriver samtalen ned, men oftest føler jeg at det kommer meget tæt på. Jeg mener ikke at dyr kan være jaloux og bære nag som mennesker gør det, sådan er de efter min opfattelse ikke ”indrettet” mentalt, men de kan (især katte!) sagtens være irriterede over at andre dyr får mere opmærksomhed, og de kan vælge at holde sig på afstand af bestemte personer fordi de føler at de en gang er blevet udsat for uretfærdig behandling af denne person. Nogle dyr er hurtige til at beslutte sig for hvem de kan lide og hvem de absolut ikke gider, mens andre dyr elsker alle de kommer i nærheden af med det samme.
En gang imellem bliver jeg overrasket over hvor meget dyr ved. Især heste er meget følsomme og indsigtsfulde, og har ofte en detaljeret mening om deres ejere. Jeg har flere gange oplevet at heste kom med råd til deres ejere – det kan for eksempel være at de er bekymrede over at deres ejer er for stresset, og derfor beder mig fortælle at han/hun skal være bedre til at slappe af og passe på sig selv.
Generelt er alle dyr meget påvirkede af hvordan deres ejer eller de personer de omgives af har det. For mange dyr er det meget vigtigt at alle omkring dem har det godt, og nogle dyr kan godt give dem selv ansvaret for at deres ejer er glad. Mange dyr trives ikke, hvis deres ejer ikke har det godt, og så er det lige meget om de ellers bliver passet og plejet til perfektion. Hvis man virkelig vil sørge for at ens dyr har det godt, skal man sørge for også selv at have det godt. Vi knytter os til vores dyr, ligesom de knytter sig til os, og derfor mærker de med det samme hvis vi ikke er glade.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg