"Hvis bare Fido selv kunne sige, hvad der var galt!"

Nu må det være tid til endnu et indlæg, der har været en smule stille her.

Det kommer til at handle om helbred og helbredsproblemer, for det er en ting som til evig tid vil forvirre og frustrere dyreejere. Jeg tænkte tit, før jeg selv lærte at tale med dyr, at ”bare de dog selv kunne sige hvad der var galt!”. Det ville gøre så mange ting meget nemmere.

Det er aldrig sjovt når ens dyr bliver syge. For det første fordi man jo er bange for, om det er noget alvorligt, men også fordi man meget hurtig kan blive fattig i dyrlægeregninger, og ikke mindst fordi det nogle gange er som at finde en nål i en høstak, når man skal finde frem til hvad dyret fejler.
Jeg har selv haft en pony, som blev syg nogle måneder efter jeg fik ham. Først haltede han dagen efter han havde haft smed, og det viste sig at det var noget med sømmet til skoen, der var sat forkert i. Det blev ordnet, men den var gal igen nogle uger efter, hvor han blev rykket til et andet opstaldningssted. Først fik han øjenbetændelse på grund af de mange insekter der var på den nye fold, og pludselig begyndte han at halte igen. Jeg fik først af vide af en anden fra stalden, som mente at have forstand på det, at det var noget med musklen i bringen. Jeg masserede det 3 gange om dagen med tigerbalsam, men det hjalp ikke, så vi måtte have dyrlægen ud. Han sagde at det var en hovbyld, og at vi skulle have fat i smeden. Så fik vi smeden ud, som ikke var vildt begejstret over dyrlægen, som faktisk ikke havde undersøgt hoven – for en hovbyld var det bestemt ikke. Det endte med at jeg fandt ud af at min pony som ung havde været sprunget alt for meget, og derfor var blevet opereret i begge forben, hvilket sandsynligvis var det der stadig drillede. Jeg fik af vide af dyrlægen at det for ham enten var aflivning eller et liv som hyggehest. Jeg valgte at finde en sød familie til ham, hvor han kunne gå og hygge sig på folden med nogle andre heste.

Det var noget af en jungle at finde rundt i, men det jeg var mest ked af var at det det gik ud over min pony, det var jo ham det gjorde ondt på. Allerede dengang overvejede jeg at finde en der kunne tale med ham, for jeg havde hørt om det dengang, men det blev ikke til noget. Nu hvor jeg ved hvordan det kan hjælpe, ville jeg ønske jeg havde gjort det, for jeg tror min pony ville have rigtig mange ting at sige. Måske ville problemet været blevet løst meget hurtigere, hvis bare jeg havde spurgt hvordan det var at være ham.

Selvom jeg har lært at tale med dyr, så kan jeg stadig være meget forvirret over dyr med helbredsproblemer, ikke mindst mine egne. Når jeg spørger et dyr om helbred, vil det oftest svare ved at vise mig en følelse. Jeg kan fornemme hvor problemet er og hvordan det mærkes, men det kan stadig være svært at finde ud af, hvad det præcist er – jeg er jo ikke dyrlæge, og aner af gode grunde ikke hvilken følelse der hører til hvilken sygdom eller problem. Jeg kan godt gætte, men efter omgangen med min pony har jeg erfaret, at det er en særdeles elendig idé at gætte.

I går morges, da jeg var nede for at fodre mine kaniner og lukke dem ud, var min ene kanin meget sløv. Han lå ned, gik kun få skridt, og lagde sig igen. Normalt vil han gerne kæles når han ligger ned, men denne gang kunne jeg også røre hans ben, og det plejer han ikke at ville have, så jeg var bange for at der var noget galt der. Det samme skete i foråret, hvor han nægtede at spise og drikke, og dyrlægen sagde at det var noget med maven. Jeg er lidt af en kontrolfreak der skriver alting ned, så jeg skyndte mig ind for at hente hans kaninbog så jeg kunne se hvornår han sidst var til dyrlæge og hvad vi gjorde.
Da jeg kom ud igen, hoppede han lystigt rundt som han plejede og havde også kastet sig over både sine kaninpillet og grønt.
Nå, tænkte jeg så.  Så er han måske ikke syg alligevel? Og dog… hvad nu hvis jeg kommer ud igen om et par timer, og han er blevet helt blå og oppustet, men grøn tunge og gule prikker i ørerne?

Det er ikke til at blive helt klog på, det dér med helbredsproblemer hos dyr.
Selvom det kan være svært at sige præcist hvad det er – vi mennesker ved jo heller ikke altid hvad det er, når vi mærker en bestemt smerte eller følelse – så er min erfaring at det i mange tilfælde hjælper en hel del at få lokaliseret problemet. Som det var med min pony troede jeg jo først det var bringen, og så hovene, når det i virkeligheden hele tiden var forbenene.

Når jeg taler med dyr, sker det også ofte at dyret fortæller om problemer, som ejeren måske slet ikke var klar over. Det er ikke så tit jeg møder dyr med alvorlige problemer, for de fleste ejere er opmærksomme på deres dyr og gode til at se hvis noget er galt, men ”små” ting som tandproblemer, øreproblemer eller for mange hestes vedkommende stivhed i fx hals eller ben, er ikke nemt at opdage.
Det er heldigvis også ting som i de fleste tilfælde er rigtig nemme at gøre noget ved, men det kræver jo først at man ved at de er der.
Derfor syntes jeg det er fantastisk at tænke på at vi kan spørge dyrene selv, og jeg håber at selvom det lyder som en virkelig mystisk ting det her med at tale med dyr, så vil flere begynde at bruge det fremover. Det gør virkelig nogle ting meget nemmere, når dyrene selv får lov at tale!