”Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart gammel.

Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro, at jeg nødvendigvis
må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.

Fri mig fra trangen til at forsøge at ordne andres affærer.
Gør mig eftertænksom ,men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam
ikke at bruge det fuldt ud, men du ved, herre, at jeg
helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op
og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen.
Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer & smerter, de bliver
flere og flere, og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går.

Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, men om større
ydmyghed, når mine erindringer synes at være i
modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg
kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer intet
ønske om at være helgen, nogle af dem
er meget svære at holde ud – men et surt & tvært
gammelt menneske er et af djævelens mesterværker.

Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har hentet det
og gode sider hos mennesker jeg ikke har hentet det hos.
Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.