Kafka

Om Kafkalatte:

Miles Macdonald er en plaget mand. Ikke alene svigter hans daglige vitaminforsendelse, men Velværestyrelsen anklager ham også for at indgive falsk anmeldelse. "Systemet fejler ikke, hr. Macdonald!"

Men kan det virkelig passe?

Miles vågner gradvist til live i en virkelighed som efter nærmere eftersyn slet ikke er så rosenrød som medier og politikere ellers giver udtryk for, og efterhånden går det op for ham alle faktisk bliver tilført kunstig tilfredshed.

Og da han begynder at grave går det først rigtig galt.

------------------------------

 

"Velværekonsulenten rørte pertentligt rundt i sin kop.

  - Nå, hr. MacDonald, hvor kom vi fra?

  - Det er ikke helt let at forklare, begyndte han tøvende, - men forestil Dem hele den samfundspolitiske situation som en festmiddag. Gæsterne går vældigt op i borddækning og menu-sammensætning, og om vinglas og bestik er fremstillet af de rigtige designere, men ingen interesserer sig længere for råstoffer eller næringsværdi. Man ser mere på form end på indhold, og alt er blevet så uigennemsigtigt og kompliceret. Få politiske emner er ”sexede”, men reelt interesserer det os ikke længere, hvad der foregår omkring os, for mulighederne for at forstå er blevet indskrænkede, og chancerne for at ændre noget er minimale. Vi går bare rundt med tunnelsyn og stive smil, og bilder hinanden ind, at vi er rigtige mennesker.

   Velværekonsulenten fik et stramt drag om sin næsten læbeløse mund. - Vi lever i et demokratisk samfund med både stemmeret og mulighed for at demonstrere. Vi kan endda skrive til både aviser eller vores folkevalgte, hvis vi er utilfredse. Hvad mere kan man ønske sig?

   - Det er jo netop problemet i en nøddeskal, udbrød Miles, og med ét var al forsigtighed glemt. - Vi tror, vi har indflydelse, men i virkeligheden betyder vores meninger ikke en pind. Folk har mistet overblikket over, hvordan det hænger sammen, spørgsmål bliver besvaret med undvigelser eller andre spørgsmål, og konkrete løfter fra politisk side bliver udvandede og ændret, uden at vi reagerer. Ingen rører efterlønnen, Unionen er stendød, og vi respekterer de fire nationale forbehold. Sikke en gang øregas.

  - Der blev stemt om forbeholdene, husker De nok!

  - Ja ja, Maastricht, Edinburgh, får man ikke det udfald, man ønsker, stemmer man bare igen. Tag for eksempel euroen, den trives forretningsverdenen og politikerne, som sidder med internationale forbindelser og foretager mange rejser, udmærket med, men flertallet af de almindelige vælgere vil gerne have kronen tilbage, så burde det egentlig ikke være rimeligt at tage en ny runde om vores nationalmønt? Vi har kun pseudodemokrati, en tabt afstemning er kun bindende, til den næste sniges ind ad bagdøren, og er det måske folket, som bestemmer, hvad der skal stemmes om?! Nej, det besluttes på Borgen, og en folkeafstemning kommer kun på tale, hvis man ikke kan få nok jurister til at fastslå, at et forslag muligvis kunne være en grundlovsstridig beslutning, og man i øvrigt forventer et ja. Jeg ville for eksempel gerne have stemt om dansk deltagelse i krige, hvor vore soldater mister livet på fremmed jord, og omvendt så jeg gerne, at et nej vedblev at være et nej, selvom det ikke passer regeringen.

  - Vores samfund er dynamisk og ikke stationært, man må acceptere, at de politiske parametre justeres i forhold til...

  - Jeg har læst, at Jens Otto Krag engang udtalte, at ”man har et standpunkt, til man tager et nyt!”, afbrød Miles bittert, - men der er forskel på ændringer og spin!

  - Så må De jo stemme på andre til næste valg, sagde konsulenten en anelse defensivt og rettede diskret på sine briller. - Det er jo hele essensen af demokrati.

  - Demokrati er bare et dårligt synonym for ansvarsflugt, fnøs Miles en anelse hånligt. - En flertalsafgørelse giver blot alle delansvarlige mulighed for at vaske deres hænder og sige, at det var de andre, der blokerede et valgløfte eller gennemtvang en besparelse. Ingen sidder med det endelige ansvar, og stemmeret er ikke det samme som at have medbestemmelse. Almindelige borgere kan jo hverken beslutte, hvem der bliver spidskandidater for de enkelte partier, eller hvem der efter et valg alligevel holdes uden for indflydelse.

  - Demokrati er en god garanti mod totalitarisme og undertrykkelse, sagde konsulent Møller kort.

  - Jaså? Forstil Dem en folkeafstemning, hvor man kunne vælge mellem fascisterne og Hamas eller Hitler og Stalin. Det ville jo også kunne anskues som et demokratisk valg.

  - Hør...!

  - Se, det er jo et meget spændende paradoks, fortsatte Miles ufortrødent, - for er det overhovedet tilladt at stemme på nogen, som søger at afskaffe demokratiet? Vil man kunne lade sådanne mennesker opstille, eller ville man forbyde en demokratisk organisation, hvis dens formål var at indføre diktatur eller Sharia-lovgivning? Man ville måske forsøge at tie bevægelsen ihjel, lige som man gjorde med nynazisterne, men hvad nu, hvis et udemokratisk parti virkelig voksede sig stort nok, på ganske lovlig vis?

  - Anslag mod retsstaten ville naturligvis blive taget alvorligt, svarede velværekonsulenten skarpt, - og det er ganske utænkeligt, at et sådan dilemma ville kunne opstå.

  - Jah, De har nok ret, indrømmede Miles og følte sig pludselig træt. - Min pointe var vel også bare, at det lige nu ingen forskel gør, hvem der regerer, for i sidste ende tager alle partierne de samme beslutninger, og det hele drukner i ord. "

litteratursiden.dk / jette holst

En morgen vågner Miles MacDonald og opdager, at der mangler en pille i hans daglige dosis fra Velfærdsstyrelsen. Den manglende pille forstyrrer dagligdagens harmoni, og snart begynder Miles at stille spørgsmålstegn ved, om Velfærdsstaten virkelig er den bedste løsning for mennesket.

Patrick Leis er en forfatter med meninger. Han er en flittig læserbrevsskribent og har ikke det mindste imod at provokere for at få sit argument slået fast. I "Kafkalatte" ser han på tendenserne i det danske samfund og lader dem kører helt ud i en politisk fremtidsthriller, hvor velfærdsstaten har overtaget alle beslutninger og styrer Danmark med jernhånd skjult bag en velmenende humanistisk maske.

Romanen kan læses som en forløber til Patrick Leis Necrodemic-saga og "Psykonauten", men man skal ikke forvente en fortælling i samme stil. Både Necrodemic-sagaen og "Psykonauten" indeholder flige af samme samfundskritik som "Kafkalatte", men hovedvægten er lagt på en stigende spændingskurve. I "Kafkalatte" er de filosofiske betragtninger/postulater essensen af romanen, hvis påstande delvist er baseret på artikler, paragraffer, folketingets vedtægter osv., og delvist er frit opfundne.

Det er tydeligt, at Patrick Leis har lagt et stort researcharbejde i "dokumanen", som han kalder den i sit efterord, men det er desværre også det, der til dels bremser læseoplevelsen. Leis vil rigtig gerne få læseren til at tænke, og vi kommer både omkring religion, indvandring, racisme, rygelov, overvågning, EU, adfærdsregulerende medicin osv. osv. Og hvor Leis normalt er fabelagtig til at lade handlingen flyde med en støt stigende spændingskurve og integrere sine filosfiske tanker i plottet, så bremses plottet i "Kafkalatte" af de mange "mini foredrag" som hovedpersonen giver.

Jeg vil rigtig gerne kunne lide "Kafkalatte", for jeg har stor respekt for Patrick Leis' synspunkt, at åbenhed altid må være bedre end skjulte dagsordener, og at alt bør kunne diskuteres i et demokrati. Men "Kafkalatte" bliver efter min mening for lang, og formmæssigt kan den ikke beslutte sig for om den vil være en spændende fremtidsthriller eller en interessant debatbog, hvorved begge dele tabes lidt. Så selvom jeg gerne vil give point for idéen, så halter udførelsen desværre for mig.

Kafkalatte er både en samtids og nær-fremtidsthriller om hvordan staten langsomt men sikkert omklamre borgerne. De sidste år har jeg skrevet et utal af avisklummer & læserbreve af samfundspolitisk karakter, men nu kommer så den store, grumme historie om en mand som forsøger at komme til bunds i hvad staten egentlig pådutter os. Og det er ikke for sarte sjæle, den politiske korrekthed er lysår borte men mange af de rævekager der er blevet bagt i det politiske cirkus de seneste år, er nådesløst hudflettet og hele historien bygger på aktuelle og virkelige facts.

Thriller funderet i virkelige begivenheder