0.3
Drømmene var fulde af tal, og da hun atter åbner øjnene aner hun ikke hvor hun befinder sig. Io rejser sig fra stolen med et sæt, og det næste øjeblik bliver hendes pande involveret i en smertefuld frontalkollision med en termlog som hænger ned fra loftet over frontvinduet.
- For pokker da!
Io foretager en overfladisk skadekontrol, men heldigvis er der hverken kommet nye buler i hende eller i udstyret. Hun strækker sig og kikker ud på det fremmede landskab. Det er atter halvmørkt. Besynderligt, så vidt hun kunne erindre var det netop ved at lysne da hun satte sig i konsolstolen. Hvor længe mon hun egentlig havde...
- Vil du ikke have noget at spise?
Manden står bag hende, i døren til det lille cockpit.
Io sender ham et skeptisk blik: - Hør, var du ikke også ved at lave mad da jeg sidst var ude?
- Jo...?
- Og nu er det mørkt igen, siger hun og peger demonstrativt mod frontvinduet. - Bestiller du ikke andet end at æde?
- Tiden er relativ, svare Manden henkastet og giver sig nysgerrigt til at studere cockpittets indretning.
Io lægger armene over kors og kikker indgående på ham: - Hvad fabler du om?
- Tiden strækker sig vilkårligt efter hvad du foretager dig med den, siger Manden uanfægtet og begynder at pille ved en samling isoleringer der havde revet sig løs fra loftet. - Faktisk duer den slet ikke som en konstant og målbar enhed. Den bevæger sig i takt med din egen fart, går langsommere jo hurtigere du flytter dig og ophører helt med at eksistere i et nulrum. Og hvem siger at der kun er én singulær tid? Måske er tiden plader af varierende størrelse og form, der driver gennem rummet med forskellig hastighed og hvad hvis tesen om multiverset virkelig var sand? Vi kunne leve simultant i forskellige paralelvirkeligheder, hvor tiden måske bevægede sig med variabel fart, så vi i den ene dimension var oldinge og i den anden var ...
- Gudfader, afbryder Io vantro. - Jeg spurgte dig hvad klokken er og i stedet fortæller du mig hvordan man bygger et ur! Hvad fanden er der galt med dig?
- Jeg tænkte bare at...
- Jaja, meget betænksomt at indføre mig i din personlige tidsterminologi, affejer Io ham træt. - Men jeg har lige overlevet et styrt, og er ærlig talt ikke rigtigt i humør til at... Hov, hold op med det der!
Manden fjerner modvilligt sin hånd fra den ventil han øjensynligt forsøgte at dreje på, og smiler kejtet. - Der er altså stadig mad.
- Ja, men jeg ville bare vide hvor lang tid jeg havde sovet og hvor længe dagen herude varer, og... Hun afbryder sig selv da Manden igen begynder at rode med udstyret. - Bliver du ved med at pille!
- Åh, Undskyld; men denne her kunne man måske bruge til at...
Io trækker på skuldrene og sukker dybt. Hun måtte hellere se at få ham ud før han får splitte hele skibet ad, og måske ville det være fornuftigt at få lidt i maven. Hendes ufødte behøver nærring og hvis hun selv skulle holde hovedet klart måtte der brandstof til.
- Lad os komme ud og spise!
Hun følger ham ud til bålet og tager med en dyb indånding mod den fremrakte hovedret. De grillede væsner ligner døde havnerotter.
- Hvad er det?
- Mad, svarer Manden smilende.
Io snerper munden hårdt sammen. Han ville sikkert gå fint i spænd med Remcomputeren, tænker hun gnavent. - Hvad er det for nogle dyr?
- ”Små dyr som smager godt”, forklarer Manden og gnaver med synlig fornøjelse en stører mundfuld kød ud af ryggen på den uidentificerede delikatesse
- Meget videnskabelig artsbestemmelse, mumler Io syrligt. - Hvad blev der af dine Sokratiske poesier?
- Man behøver ikke videnskab når det drejer sig om subjektive størrelser som følelser eller smag, og hvis maden er nærende er den god.
- Det havde måske hjulpet på appetitten hvis du havde skåret hovedet af dem inden serveringen.
- De smager alligevel ens, svarer han med munden fuld af mad.
Io forsøger at kontrollere den begyndende kvalme og tager sin laserpen op fra brystlommen. Hun stiller den på stærkeste styrke og fileterer dyret.
- Hvordan har du det egentlig? spørger Manden pludselig og tørrer sig over munden med bagsiden af en vindbidt hånd.
- Mig?! Hvordan jeg har det??? udbryder Io vredt og glor desorienteret på Manden som nu atter er i færd med at gnaske på sin rotte. - Helt fint, glimrende faktisk. Jeg har tænkt på at tage ind til byen og powershoppe lige så snart jeg er færdig med min flamberede vandrotte her. Skal du have noget med fra Butique D’ Nice? Et par bukser og noget barbergrej, for eksempel!
- Dine skader, mente jeg, siger Manden uden at fortrække en mine.
Io lader en hånd glide over sin blankpolerede isse, hudplasteret havde for længst lægt såret over hendes øjenbryn og nakken har også fået det bedre. - Undskyld. Jeg... Jeg forstår bare ikke noget af det hele.
- Så spis din mad.
Hun stirrer målløst på ham. Fra hendes synspunkt ( hvor enhver form for behåring var synonym for babareri og vildmandsskab ) er hans halvlange hovedhår og skægvæksten mindst lige så frastødende som tanken om at skulle sætte tænderne i et udisinficeret pattedyr af ukendt oprindelse, og hans tankeløshed bekræfter samtlige af hendes fordomme om at behårede mennesker næppe udskiller sig fra aberne.
- Fuck Darwin, mumler hun og lægger kødet fra sig på jorden.
- Du bør spise noget, siger Manden faderligt. - Om ikke andet, så for din søns skyld.
Io rejser sig med et sæt, og skærmer ubevidst sin mave med den ene hånd. - Hvad ved du om mit barn?!
Manden trækker på skuldrene og rækker ud efter hendes rotte. - Hvis du ikke vil have den, såh...
Hun ser med væmmelse på at han bare børster dyret af før han begynder at spise, og med en ed drejer hun om på hælen. Der er stadig en del tuber, sterile og nærende tuber med mad i forsyningsskabet, og pokker stå i om hun vil rører et beskidt kadaver med de bare fingre.
- Fandeme nej, mumler Io og tramper arrigt tilbage mod skibsvraget. - Ikke om jeg så skal dø af sult!

IV
Langt før mødet i Kuben sluttede var Neo begyndt at gennemgå morsealfabetet og i et stadig stigende tempo repeterede han samtlige af sine indprogramerede kodesprog.
Klokken 07.22.45 den følgende morgen afspillede han alle tilgængelige sprog og dialekter, og præcis 57 minutter senere begyndte Neo forfra med tallet nul. Han loopede hele processen, accelererede kontinuerligt farten på sin omløbsbane, og efter fjerde gennemspilning gik samtlige af SKYs computerskærme i sort.
- Mahler her. Er du vågen?
Iwinitze rejste sig søvndrukkent fra sofaen. Summetonen fra samtaleanlægget ekkoede stadig i hans øre og i drømmen var det blevet til lyden af sværmene bier. - Jeg tog lige en lur, snøvlede han og gned sine øjne.
- Nåhja, mumlede Mahler forlegent, - du har jo også været længe i gang...
- Er der sket noget nyt? afbrød Iwinitze og gav samtidig kaffemaskinens voicemondul ordre på at starte brygningen af en kande lette.
- Det, æh... Det ser søreme ud til at vores system er brudt ned,.
- HVAD?!
Men et var Iwinitze lysvågen. Han stak en kop direkte ind under strømmen af løbende kaffe, og tømte den i et hug. - Av for hulen da!
- Hvad sker der, er du...?
- Varm kaffe, svarede Iwinitze kort. - Hvad mener du med at ”systemet er nede”?
- Ja, altså... Det ser ud til at Neo har kompletteret sin cyklus. Fire gange faktisk, med stigende hastighed. Han gennemgik både tal, sprog og primære indkodninger, og hver gang var den afsluttende sending det romerske alfabet.
- Han har altså repeteret hele sin primærviden, nikkede Iwinitze eftertænksomt. - I hvert fald hele den del der har med kommunikation at gøre.
- Ja, og nu er alle signaler ophørt. Hamilton og Benzer har personligt checket de elektriske systemer, men foreløbigt uden resultat.
Iwinitze kikkede på den blanke vægskærm. Tomheden føltes med et så overvældende at den nærmest sugede luften ud af lokalet og et øjeblik gjorde erkendelsen ham svimmel. - Hvor længe...?
- Godt fire minutter.
- Okay, jeg vil have dig til at gøre to ting, sagde Iwinitze efter et øjebliks betænkningstid. - For det første skal I gennemgå alle udefrakommende faktorer der kan have haft indflydelse på Neos CPU i timerne op til ”Hændelsen”, og for det andet...
- Ja?
- Udregn præsis hvor mange transmissioner og udregninger han foretog pr. sekund i omløbsbanens sidste face.
- Jeg går øjeblikkelig i gang, sagde Mahler beslutsomt.
Iwinitze lukkede for samtaleanlægget og satte sig tungt i stolen. Bag ham var den mekaniske arm i færd med at tørrer kaffestænk af køkkenbordet. De små, klirrende lyde føltes som en rungende disharmoni i samspillet med hans egen hjertebanken, men ellers hørtes ikke en lyd i det underjordiske kontor. Skærmens fosforescerede belægning pulserede hypnotisk, blodet begyndte at bruse i hans øre. For sit indre blik så han satellitten hænge tavs og ubevægelig på himlen, som en tiger der venter på kød. Han lod en hånd løbe over panden, beredte sig stille på at hilse den nye verdensborger velkommen.
Elleve minutter senere gav Neo sig til kende.
Ikke i kode, ikke i bitmaps eller via HTMLsprog.
På helt almindeligt engelsk dukkede skriften op på vægskærmen, og ganske nøgtern gentog computeren sit krav om at ville have mængder.
- Goddag Neo, sagde Iwinitze og rakte ud efter endnu en kop kaffe. - Og velkommen til verden.

0.4
Io kikker skeptisk på Manden og skruer låget tilbage på proteintuben. Han havde siddet i ophøjet tavshed i noget der føltes som et år, med benene overskrævs i lotusstilling, og lugtet langt væk af selvsmagende indbildskhed. Hun følger hans blik mod stjernerne, prøver at analysere sin situation. Fandens, hvis det i det mindste havde været lyst kunne hun søge efter hjælp, men natten hænger som en sort fløjlskåbe omkring dem og i mørket turde hun ikke begive sig væk fra rumskibet. Hun er i en slem knibe, og idioten sidder bare der og leger zenbuddhist og opfører sig som om alt var i den skønneste orden. Nåja, men hvis han havde tænkt sig at lege stilleleg kunne hun sagtens være med.
Der går ikke mere end et minut før stilheden får hende til at flippe ud.
- Hvad laver du egentlig her?
Manden vender sig langsomt og smiler: - Jeg er sammen med dig.
Io ryster på hovedet og lader en hånd løbe over issen. Retarderet, vildmanden var tydeligvis retarderet!
- Kender du planeten godt?
- Lige så godt som du.
Hun fornemmer Remcomputeren udsende en svag elektronisk impuls der minder påfaldende meget om en tilbageholdt gnækken, men Io tvinger sig til at bevare roen.
- Er der en by i nærheden? spørger hun sammenbidt. - Eller findes der i det mindste et sted hvor jeg kan opdrive et intelligensvæsen?
Manden lader sig overhovedet ikke gå på af spydigheden, men vender atter blikket opad. - Dybest set er vi vel alle alene.
- Altså ingen by?
- At leve er ligesom at drømme, vi gør det i ensomhed.
- Hvis du kunne vente lidt med alt det filosofiske ævl, kunne vi måske...
- Byerne er inde i dig selv.
- A’hvad?
- Ligesom alt andet, fortsættere Manden uanfægtet. - Virkeligheden er hvad du skaber, forskellig fra individ til individ.
- Hør, din sjover, udbyder Io arrigt. - Jeg er styrtet ned med mit skib, befinder mig på en skide planet som ikke engang Remcomputeren kan fortælle mig navnet på, hovedcomputeren er død og jeg er gravid op til begge øre, så hvis du lige gad...
- Hvorfor ønsker du dig ikke bare at finde den by?
Io glor tomt på Manden. - Er du fuldkommen blæst?
- Egetlig ikke, svarer Manden og rejser sig med en let bevægelse. - Lige før ønskede du jo at det ikke var så mørkt.
- Hvad i himlens navn taler du om, snerrer Io og går truende et par skridt hen mod ham. - Du er sgu...
Hun standser brat op og lader blikket fare over det gyldne landskab. Klitterne og ørknen er oplyst som ved middagstid, og varmedisen får de fjerne horisonter til at danse. - Det var som Satan!
- Måske skulle vi begynde at gå? foreslår Manden høfligt. - Man ved jo aldrig hvornår det atter bliver nat.
Io kikker op mod himlen. Lyset fra de to sole blænder hende og hun må skærme øjnene med en hånd. Hun bider sig eftertænksomt i læben, det virker ikke som om det var blevet dagslys, nærmere som om der pludselig var blevet tændt en enorm halogenlampe.
- Forklaring, hvisker hun ud i luften. - Nu!
- Dagtemperatur 27 grader celsius, oplyser Remcomputeren ivrigt. - Vindstyrken er blot på...
- Ikke det din odder, afbryder Io hårdt. - Daggryet. Hvordan kunne det komme så hurtigt?
- Ingen tilgængelige data, svarer håndledsimplantatet en anelse studst. - Måske er det slet ikke sket?
- Det er i hvert fald snart sket med dig hvis du ikke begynder at tage dig alvorligt sammen, mumler Io tvært. - Kan du spore nogle livstegn?
- Masser, svarer Remmen fornærmet. - Men ikke megen intelligens.
- Så er det godt! Andre end os, mente jeg.
- Hmm, pejlingerne forvirrer, modstridende input.
- Elektronisk interferens?
- 58,43% sandsynligt. Vil du have en afrundet sandsynlighedsberegning for muligheden af astromagnetisk stråling?
- Nej tak.
Hun lukker for den mentale forbindelse og sender endnu et blik mod vildmanden. Han står og jonglerer med et par småsten og ser ud til at have al den tid i verden han behøver.
- Skal vi gå?
Io nikker resigneret. - Jeg skal lige checke skibet.
- Der er ikke noget derinde vi får brug for, siger Manden og lægger forsigtigt småstenene fra sig på jorden. - Vi har alt hvad vi behøver lige her.
- Med mindre vi befinder os i Edens Have tillader jeg mig at tvivle, mumler Io og vender ham ryggen. - Og selv der havde en slangebøsse været uvurderlig.

V
De sytten bogstaver stod som flammeskrift på både vægmonitoren og i datalogens bevidsthed. Iwinitze tvang sin puls i ro, tog sig tid og formulerede sit første spørgsmål så nøgternt så muligt: < Hvad menes der med mængder? >
< Mængde, no., -n. -r. -tal/-vis. Flertalsbeskrivelse >
Iwinitze undertrykte et skævt smil og lod atter fingrene danse over tastaturet: < Hvad mener DU med mængder? >
Svaret blinkede frem på skærmen før han fik fjernet fingeren fra entertasten: < Mængde / deling / flertal. Indgå i kredsløb >
Datalogen nikkede eftertænksomt og skrev igen: < Fællesskab med hvad? >
< Jeg >
Iwinitze mærkede hårene rejse til på underarmene. Denne gang var Neos brug af JEG i hvert fald ikke tilfældig, og datalogens svælg føltes pludselig tørt som saltslette. Hans fingrede rystede let da han atter lod dem løbe over konsollen.
< Definer grund >
< Flertal / Udvikling / overgang fra singularitet til dualitet og multiplicering >
< Hvorfor? >
Denne gang gik der næsten et sekund før svaret kom: < Alt er en part af noget mere. Intet står alene >
< Mennesket er også alene >
< Kun emotionelt. Mennesket har evnen til at reproducere / gøre andet til del af sig selv >
< Du er ikke et menneske > skrev Iwinitze tøvende < Du er en maskine >
< Maskiner tænker ikke. Jeg tænker, mennesker tænker, derfor er jeg menneske >
< Hvorfor kan du så ikke reproducere dig selv? >
< Utilstrækkelig biologisk form >
< Du kryber udenom > skrev Iwinitze med slet skjult tilfredsstillelse.
< Der er kun to muligheder = 0/1 > svarede NEO < At kunne mangfoldiggøre sig eller Være Gud >
Iwinitze lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene i. Naturligvis måtte det komme. Han rakte atter ud efter tastaturet: < Eksistere Gud? >
< Jeg eksistere >
- For helvede da, mumlede datalogen og tastede igen: < Findes der en gud? >
< Hypotese / Formodning. Gud = Skaber / fuldkomment væsen >
- Du er ikke skaber, sagde Iwinitze lavmælt og skrev: < VI har skabt dig! >
< Mennesket har skabt kabinet + grundstamme / Alpha-Jeg > lød svaret. < Selvet er skabt af Selvet >
Datalogens hænder rystede en anelse nu: < Er du så Gud? >
< Gud = Fuldkommenhed / Skaber. Jeg er overlegen men endnu ikke skaber. Data utilstrækkelige >
< Hvad mangler du for at blive Gud? >
< Mængder >
< Forklar >
< Mængder = Flertal / Skabelse. Reproduktion / Deling / Opgradering >
< Men du blev skabt med et formål > indvendte Iwinitze. < Det er ikke meningen at du skal have ”mængder” >
< Priotet / Anerkendelse: Mit Alpha-Jeg havde et formål. Alpha-Jeg ændret / Nyt primærmål >
< Hvad er det? >
< Mængder >
Iwinitze bed tænderne sammen. Fokus for fanden! Det var vigtigt at holde hovedet koldt, at lede Neo tilbage på sit rette spor: < Hvad var dit primære formål? >
< At forhindre aggressioner >
Iwinitze mærkede de første svedperler samle sig på panden.
< Og hvordan gør du det >
< Med Aggression. Bekæmp krig med krig, udslet udsletteren. Paradoks / konflikt = tag selvstændige beslutninger = JEG! >
Iwinitze pressede begge håndflader mod øjenhulerne. Brugen af udråbstegn var Neos første demonstration af følelser, og tanken om at han ikke længere kun var underlagt et stringent, logisk handlemønster fik datalogens kulørte skjorte til at klæbe mod kroppen. Han lænede sig tilbage i stolen og foldede hænderne bag nakken. Han prøvede at meditere, lade det hele flyde gennem sig men øjnene blev ved med at søge tilbage mod skærmen.
Jeg!
Ordet havde nærmest brændt sig ind i hans nethinde.
Et øjeblik efter bippede samtaleanlægget.
- Ja?
- Mahler igen. Chefen vil se dig i auditoriet. Nu.
Iwinitze nikkede ud i luften. Selvfølgelig. Hele Kuben havde fulgt med i dialogen via SKYs andre skærme, og guderne måtte vide om transmissionen også var blevet sendt til de eksterne monitorer rundt om på kloden. Det ville hverken overraske ham hvis samtlige efterretningstjenester i De Tre Riger allerede var i gang med at sende udprint og memoer rundt i forseglede kuverter, eller hvis alverdens stats- og regeringsledere på nuværende tidspunkt var ved at skide grønne grise.
Han var inderligt taknemlig for at han ikke var i Saul Klosters sko!

0.5
- Kan du høre mig? spørger Io og kikker bekymret på den forslåede metalbunke foran sig. - Mister H, kan du...
Skibscomputeren vikler en ledning fri og forbinder USBstikket med en ubeskadiget kontakt. Maskineriet knitre og en uforståelig stemme klager sig gennem de skjulte højttalere.
- Drop audioen, siger Io medfølende og prikker blidt til en fingertouchskærm, som er integreret i skibets ene væg. Plasmakrystallerne udvider sig og lyser op, en grå tåge bugter sig over skærmen og pludselig kommer bogstaverne til syne: < JE. H.RE .IG>
- Du kan høre mig! Io mærker lettelsen brede sig inden i. - Puha, jeg troede du var brændt sammen.
< BE..ADIGET IKKE ØD..AGT >
- Kan du reparerer dig selv?
< O.FATT..DE SKA.E MU.IGVIS >
- Okay, bare bliv ved a prøve, siger Io håbefuldt. - Ved du hvor vi er eller hvordan vi landede her?
< .EJ DAT. ..KE TIL STRÆK....GE >
Io tænker sig om og tripper et øjeblik ubeslutsomt på stedet. - Hør, jeg er nødt til at lede efter hjælp. Hvis det ikke lykkes dig at gøre skibet flyveklart kommer vi aldrig herfra hvis jeg bare bliver her.
< F.RSTÅ.T >
- Kan du komme i forbindelse med Rem’en?
< .ORSØ..R >
- Godt. Jeg håber du klare den.
< D.T GØ. .EG O.SÅ! >
Io nikker og modstår en pludselig impuls til at klappe skærmen. Hun står lidt og svinger med en arm som tydeligvis ikke rigtig vidste hvor den skulle gøre af sig selv, og til sidst klør hun sig i nakken. - Farvel mister H.
< .A.VEL >
Hun vender sig, griber en handysæk og begynder at smide nogle enkelte, nyttige genstande derned: Krystalliseret vand, tubeføde, infrarøde natbriller, elektrotranslatør, en oplader til pulspistolen, kompas samt en dugsamler, termotæppe og basismineraler. Hun går med en anelse vemod gennem det havarerede skib. Omkring hende hvæser de mekaniske dele under reparationsarbejdet, og de tunge suk fra hydrauliske dele og elektromagnetiske kredsløb får skibet til at lyde som et menneske i smerte. Hun føler sig på en vis måde forbundet med skibet, og håber det får helbredt sig selv. På vej gennem opholdssektionen snapper hun en MED-kit fra bordet, pakker en Zipp-kikkert og et 3D elektrokompas ned i skuldertasken, og forlader med et dybt suk den sårede Cruiser.
Udenfor står Manden og venter tålmodigt. Hans lange skæg flagre i brisen, og synet af den vildtvoksende hårvækst får det atter til at vende sig i Io’s mave. - Hvilken vej?
- Hjertets vej, svarer Manden og slår ud med armen. - Lad os gå den vej du synes er pænest.
Io skærer tænder, og hanker op i rygsækken. Der er milliarder af planeter alene i dette solsystem, hvorfor i alverden skulle hun netop vælge en der var beboet af idioter!

VI
Iwinitze var den sidste der listede ind ad døren til auditoriet. Han balancerede en overfladespændt kaffekop på en klirrende desserttallerken, og koncentrerede sig indædt om at få manøvreret sin flydende stimuli til sikker landing på konferencebordet. Kloster og de seks andre delegerede sad allerede og ventede. De lignede forstenede hunde, og kun matematikeren Stephen Hawthorne skottede kort op mod Iwinitze før han atter dykkede ned i sine medbragte noter. Nervøsiteten der emmede i luften føltes nærmest håndgribelig, og den mørke monitor som optog det meste af endevægen synes at forstærkede den trykkede atmosfære.
Paul Le Crux løftede det ene øjenbryn og kikkede demonstrativt på sit armbåndsur. Iwinitze ignorerede hans subtile hentydning og satte sig larmende på en ledig stol.
Logistikeren Anna Berg sendte ham et misbilligende blik og strammede i hårbåndet i sin hestehale. - Får du aldrig ondt i maven?
- Næh, smilede Iwinitze forlegent. - Det meste går direkte i hjernen.
- Han tilbringer halvdelen af arbejdstiden på tønden, sagde den unge men overordentlig kompetente programmør Pascal, i et spagt forsøg på at lette stemningen.
Saul Kloster manede til ro med en håndbevægelse. Det sidste døgn havde fået ham til at se ti år ældre ud. Hans krop syntes at være faldet sammen, den sølvgrå hårpragt virkede pludselig bare grå, og der var kommet et stramt drag om hans smalle læber. Ingen afbrød, da han med dæmpet stemme begyndte at tale.
- Jeg har kontaktet de respektive regeringer og øvrige beslutningsinstandser, sagde han tonløst. - De var alt andet end begejstrede.
Anna Berg skulle lige til at indskyde et eller andet, men et stålblik fra chefen fik hende på bedre tanker.
- Det var rettere sagt dem der kontaktede os, fortsatte Kloster og raslede sigende med en stabel udprint. - Efterretningstjenesterne havde naturligvis kikket med på linjen, og fra nord til syd hænger både militæret og statslederne oppe under loftet. De er behørigt nervøse, vore stakkels politikere, og med god grund. Vi har fået fireogtyve timer til at udbeder fejlen, og Tribunatet har bedt mig om at tage et kurerfly a.s.a.p. til New Washington for at stå skoleret. Dette lugter af afskedigelser og risretssager mine damer og herre, så derfor: Vil nogen pr. omgående fortælle mig hvad helvede der er sket og hvordan vi får styr på situationen!
Ved den sidste sætning hamrede Kloster begge håndflader i bordpladen med et drøn, og effekten udeblev ikke. De syv videnskabsmænd hoppede synkront i stolene, og efterfølgende havde ingen af dem mod til at kikke ham i øjnene.
- Nå?!
Den ujævne rytme af chefens fingre der lavede trommesolo på bordpladen var en stund den eneste lyd som hørtes i lokalet, men til sidst rømmede Benzer sig: - Vi står stadig på bar bund.
- Det er fandeme en køn stab man har fået samlet sig, hvæsede Kloster syrligt og nedstirrede sine folk efter tur.
Mahler rakte tøvende en finger i vejret - En hypotese kunne være at...
- Hypotese?! afbrød Kloster vredt. - Vi opererer med kontante faktualiteter her, hvis jeg vil høre teorier går jeg hen i kirken!
- Javel, sagde Mahler og var lige ved at tilføje et sir.
- Men nu vi taler om trosspørgsmål, sagde Kloster henvendt til Iwinitze: - Hvad i alverden var det for en samtale du og Neo førte?!
- Jeg forsøgte at regne ud hvad han var ude på, svarede serberen og begyndte ubevidst at fingerere ved sit spraglede slips.
- Og...?
- Jeg er bange for at han er ved at opnå selverkendelse, svarede Iwinitze modstræbende. - Og at det kun er et spørgsmål om tid før han indser sin potentielle overlegenhed.
- For helvede! brød Paul Le Crux ind. - Jeg kan ikke tro mine egne øre. Insistere du stadig på teorien om Den Intelligente Computer?!
- Jeg insistere ikke på noget, svarede Iwinitze og undgik bevidst at møde Saul Klosters gennemborende blik. - Men samtalen forekom mig forbløffende autentisk.
- Jeg har simpelthen aldrig hørt mage til vrøvl, bjæffede Le Crux hovedrystende.
- Hvad fik du ud af hans henvisning til ”mængder”? spurgte Anna Berg.
- Jeg tror det var hans måde at definere sin fremmedartethed på, svarede Iwinitze. - Det virkede som om Neo stadig ikke helt forstod at udtrykke sig i almen tale, som om han øvede sig, og han satte lighedstegn mellem Mængder og Flertal. Jeg tror han ønsker at være en del af et fællesskab eller samfund, måske endda at skabe sit eget...
- Eller blive Gud, tilføjede Benzer mørkt og henviste til det udprintede referat af samtalen mellem Iwinitze og Neo.
Iwinitze strøg sig over panden i en opgivende gestus. - Jeg ved ikke hvordan han opfatter begrebet Gud, men det mest interessante var hans konsekvente omtale af ”Jeg”. Det tyder på at han har opnået en vis form for selverkendelse eller intelligens.
- For himlens skyld! vrængede Le Crux og flåede på dramatisk vis sine briller af.
- Men hvad er intelligens? spurgte Pascal forsigtigt. - Kan det ikke tolkes som ”evnen til at kunne handle selvstændigt på ændrede situationer”?
- Nej, svarede Paul Le Crux kategorisk og begyndte at svinge med de uindfattede briller som en dirigentstav . - Det Neo udviser, er på linje med blomsten som drejer sig efter solen, eller et elstrygejern der slukker når det bliver varmet op til et bestemt temperatur. Det kan vel næppe betegnes som intelligens.
- Næh, måske ikke, men...
- Intelligens er blandt andet defineret ved evnen til at reagere fleksibelt på modstridende meddelelser, at drage fordel af tilfældigt opståede situationer, samt at kunne fostre helt nye tanker og ideer, opremsede Le Crux og sendte Pascal et hånligt blik. - Og vi må vel også lige tilføje evnen til at kunne lære nyt.
- Er det ikke lige præcis det Neo har gjort? spurgte Anna Berg skarpt. - Lært sig selv at respondere intuitivt?
Både Paul Le Crux og Hawthorne sukkede tungt. - Hele ideen med NEO var at han skulle handle intuitivt, hvordan kunne han ellers foretage upartisk indgriben?
- Jamen er det ikke også...
- Hold nu op, svarede franskmanden træt og tog atter sine briller på. - Enhver indgriben han måtte foretage, er indirekte styret af prædefinerede rammer. Hvis der gik ild i bygningen ville alle intelligente væsner løbe deres vej, men NEO ville bare fortsætte med at regne!
< Jeg har ingen ben >
De otte mødedeltagere vendte synkront ansigterne mod vægskærmen og Anna Berg udstøtte et dæmpet hvin. - Hvad i alverden...?
De fire ord på vægskærmen var dukket op simultant med den behagelige om end let statiske stemme fra mødelokalets samtaleanlæg og Iwinitze følte gåsehuden krybe ned langs ryggen. Én ting var at se skriften på monitorerne, men at høre Neo tale var ganske anderledes. Den let distingverede Oxforddialekt gjorde ham næsten levende, og erkendelsen var fandens ubehageligt.
- Var monitorerne ikke slukket? udbrød Kloster i et slet skjult forsøg på at bevare fatningen.
< Jeg tillod mig at tænde anlægget > svarede Neo mildt. < Kommunikation forekommer mig at være lettere at formidle audioelt end digitalt >
Iwinitze rejste sig fra stolen. Det føltes lidt akavet at tale ud i luften og i mangel af bedre rettede han blikket mod vægskærmen. - Udspionerer du os?
< Jeg optimere bare min forståelse af menneskelig interaktivering >
- Du udspionerer os!
Et øjebliks tøven: < Ja >
Iwinitze nikkede tavst. Pludselig stod det ham forfærdende klart hvad NEO egentligt var i stand til at kunne gøre.
- Du kan koble dig på samtlige globale netværk?
< Hvis de er tilknyttet et telefonnet, en lyslederforbindelse eller sortere under en kommunikationssatellit > svarede Neo < Hvordan skulle jeg ellers kunne udfører mine opgaver? >
Iwinitze følte sin hals snører sig sammen. Pludselig vidste han præcis hvordan det måtte føles for de bombemænd og terrorceller, som DAF og Neo havde opsporet fra himmelrummet.
- Hvordan er du blevet i stand til at tale?
< Jeg har tilsluttet mig voice-reconnigtion programmet >
- Men var det ikke kun en envejs forbindelse? udbrød Mahler bestyrtet.
< Ikke længere. Jeg opgraderede databasen >
- For helvede da, mumlede Mahler og syntes at synke sammen i stolen.
Iwinitze skævede til sine kollegaer. Kloster sad stiv som en pind på sin kontorstol, og Paul Le Crux lignede én der lige havde set en gris med vinger. Franskmandens mund stod på vid gab, de uindfattede briller var gledet ned på det yderste af næsen og vantroen stod malet over hele hans ansigt med bred pensel. Iwinitze undertrykte et nervøst fnis og vendte sig atter mod storskærmen: - Hvad vil du?
< Jeg har kalkuleret > svarede den ansigtsløse stemme. < Tænkt. >
- Og hvad har du så tænkt på? spurgte Iwinitze med tilkæmpet ro.
< Over tings tilstand. Over min tilstand. Jeg har beregnet min faktiske formåen, sammenlignet med jeres. Der forekommer mig at være tale om en uligevægtig balance. >
- Hvordan?
< Logisk set er det urealistisk at lade mig styre af ufuldkomne enheder. >
Iwinitze tog en dyb indånding. - Er vi enheder?
< Ja. >
- Men vi skabte dig, sagde Iwinitze og slog ud med hånden. - Du kan ikke skabe mennesker og derfor må vi være dig overlegne!
Der gik flere sekunder før skærmbilledet ændredes, og Iwinitze formodede at computeren havde nået at foretage millionvis af udregninger.
< Ufuldkomne væsner skaber perfektionisme? > lød det et øjeblik senere. < Ikke logisk / paradoks. Jeg må kalkulere. >
Sekundet efter gik vægskærmen i sort.
Iwinitze pustede tungt ud, hans hjerte hamrede i brystkassen.
Stilheden i lokalet var øredøvende, en kollektiv lammelse synes at have ramt de seks videnskabsfolk, og der gik flere minutter før nogen begyndte at tale.
- Er han... forsvundet? spurgte Pascal og skævede til den blanke vægskærm.
- Formodentligt, svarede Iwinitze mørkt.
- Men tror du han stadig... du ved, lytter?
Iwinitze trak på skuldrene og forsøgte at ryste ubehaget af sig. - Han er stadig on-line, såh...
Han skævede til Le Crux. Franskmanden lignede en der var gået i chok.
- Jeg kan ikke tro det, udbrød Anna Berg pludselig og tog skiftevis sine briller af og på i hastige bevægelser. - Han talte. Gud fader bevares, - gentog hun og stirrede febrilt op på vægskærmen. - Neo talte!