Jeg husker ikke rigtigt hvordan jeg kom hjem eller hvordan pokker det lykkedes mig at overleve min første natlige spritkørsel, men trangen til at besøge det lille hus i haven meldte sig, så snart jeg åbnede øjnene den næste formiddag.

Sandt at sige, tror jeg faktisk at det startede allerede mens jeg sov, og at den umådeholdne indtagelse af Fenni nok ikke var en helt uvæsentlig faktor i mine tarmes ubønhørlige krav om umiddelbar udtømning. I hvert fald for’ jeg op og foretog turen fra sengen til toilettet på Olympisk rekordtid.

En flok små gekkoer, som havde siddet og sovet på væggen, flygter over hals og hoved op under taget, da jeg med et brag smækker dobbeltdørene op, og farer ind på dasset. Jeg når dårligt at trække underbukserne ned, før ringmusklen forventningsfuldt har antaget samme form og størrelse som et traktordæk, og gårsdagens haj nærmest eksploderer ud i evigheden. Intensiteten i den korte men magtfulde salve får sveden til at springe frem på panden og under armhulerne, og et lettelsens suk sniger sig ud mellem mine sammenbidte tænder.

Jeg nåede det lige akkurat.

Efter hvad jeg har erfaret, får de fleste turister hernede, et ganske intimt forhold til deres afføring og jeg vil endda gå så vidt som at påstå, at de særligt uheldige vil pådrage sig en betydelig ømhed i en del mavemuskler, som de, før de tog af sted, måske ikke engang anede at de var i besiddelse af. Joh, i Indien lære man bestemt at værtsætte en regelmæssig afføring, på en ganske anden måde end der hjemme.

Mit toilet er et lille hvidkalket hus med teglstenstag og stampet kolorte-gulv, som er placeret længst nede i haven. Den bageste del af gulvet er hævet godt ti centimeter. Der er lavet et net lille, ovalt hul i midten af gulvet, flankeret af to rillede plader som man placere fødderne på. Man trækker bukserne ned, sætter sig på hug over hullet og lader tyngdekraften klare resten.

Det der, med hugstillingen og de dybe knæbøjninger, var ikke noget som jeg havde øvet mig voldsomt meget på i forvejen, og efter ganske kort tid bliver stillingen temmelig ubekvem. Jeg har fæle tømmermænd og flytter skiftevis vægten fra højre til venstre fod, og forsøger at støtte den ene hånd mod væggen bag mig. Det bliver det nu ikke meget bedre af og i modsætning til toiletbesøgene derhjemme, opfordre situationen lige nu, ikke ligefrem til langvarige hyggeseancer, hvor man ryger smøger og i fred og ro læser lokalaviserne mens naturen går sin gang. Jeg fordriver tiden med at klø på de mange myggestik jeg har fået i nattens løb, og undgå at få krampe i lægmusklerne. Lidt efter begynder jeg at spytte til måls efter nogle ondskabsfuldt udseende myre, som kravler rundt på døren, alt imens jeg uinteresseret kikker mig om.

Nede på gulvet, lige ved siden af min højre fod, står en stor, blå vandspand og en tom plastikflaske. Der er også anbragt en bunke småsten, og op ad væggen står en lang, tynd pind.

- Underligt, mumler jeg og glor eftertænksomt på de øjensynligt fuldstændigt malplacerede effekter. Jeg griber forsøgsvis fat om pinden og svinger den et par gange. Pludselig høre jeg noget bevæge sig rundt uden for i haven. Et større dyr nærmer sig toilettet. Det pruster og grynter, lyder både sultent og truende. Jeg flytter uroligt vægten fra den ene fod til den anden, skal lige til at sætte slåen på døren, da jeg i det samme bliver angrebet fra en ubevogtet vinkel.

Et uhyre er i færd med at mase sig op gennem hullet i gulvet!

Jeg udstøder et vræl af rendyrket rædsel og springer op i stående stilling. Et stort, pelset hoved, en bjørn, nej, en ulv eller, eller… Noget snapper efter mig, snøfter grådigt og smækker hidsigt kæberne sammen. Jeg, jeg…?

Og mens hjertet i mit bryst hamre højt nok til at kunne give udslag på rictor-skalaen i Bombay, går det op for mig at jeg står og glor på en grisetryne. Naboens store orne, et sort hængebugsvin, har fanden gale´ me stukket næsten hele hovedet op gennem hullet i gulvet.

Jeg kan næppe tro mine egne øjne. Svinet øffer glad, og trækker trynen tilbage. Jeg kan se det begynde snuse rundt i pladderet under toilettet, og må holde en hånd op for munden da smaskelydene begynder. Efter et øjebliks paralysering ser jeg rødt. Med et er jeg fuldstændig klar over hvad småstenene skal bruges til, og kyler af al kraft en håndfuld af dem ned i hovedet på den. Grisen hviner og tager omgående flugten, og når at forsvinde i en sky af støv og halvt spist genbrugsmad, før jeg får punkteret dens øjne med pinden som jeg hamre ned gennem hullet.

Tanken om alle de svinekoteletter og røde pølser som jeg i tidens løb har gnasket i mig, får min mave til at vende sig og kun ved at mønstre en viljestyrke ud over det sædvanlige, lykkes det mig at undgå et tovejs udslip.

Jeg sender en medfølende tanke til Hannibal som sikkert stadig sidder på tønden, og vogter som en høg over hullet mens jeg gør mig færdig; heldigvis kommer grisen ikke tilbage.

Jeg har stadig myrekryb over hele kroppen, da jeg rækker ud… efter… noget… toiletpapir…

- Åh nej!

Der findes absolut intet papir på toilettet. Jeg har ikke engang nogle småruppies på mig og mærker panikken brede sig.

Så er det at jeg begynder at tænke nærmere over den fyldte, blå vandspand.

Jeg ku tude.

Efter at have siddet lidt og overvejet samtlige, mere eller mindre anvendelige alternativer, tager jeg en dyb indånding, bøjer mig fremover, og fylder plastikflasken med vand. Jeg kikker længe og skamfuld på min venstre hånd, som efter i dag aldrig vil blive helt den samme, og håber at jeg, om ikke andet så i det mindste indirekte, er med til at bevare regnskovene.

At skylle sig ren er lige så besværligt (og sikkert også en lige så svinsk affære) som at skifte en baby for første gang og jeg føler at jeg er sølet ind i unævneligheder, op til begge øre.

I hvert fald er jeg våd langt op ad ryggen.

Mine knæ protestere højlydt da jeg rejser mig og trækker underbukserne op. Jeg går som en gigtplaget halvfemsårig, med stive og klodsede skridt. Jeg er højrød i hovedet af skam og stirrer stift ned i jorden, hele vejen gennem haven og hen til hoveddøren. På badeværelset vasker jeg hænder og renser negle med samme grundighed som en kirurg der netop skal forestå en større operation, men lige meget hvor meget jeg skrubber og skurer, har jeg stadig fornemmelsen af at lugten hænger ved.

Bagefter sætter jeg mig ud på verandaen og ryger en hårdt tiltrængt smøg.

Med højre hånd!

Mit forhold til min egen krop et med et slag blevet forandret, men jeg føler alligevel at jeg er ved at få brudt nogle grænser.

Og det var vel egentligt det jeg lovede mig selv den aften på Gateway, at flytte grænser, opleve eventyr og lære mig selv at kende fra en helt ny side?

- Jo, siger jeg højt, - jo gu’ var det så, og skide være med både facaden og onkel Asgers penge!

Med et føler jeg mig fuldstændigt på toppen og sender med et overlegent knips resten af cigaretten ud i en halvbue, tværs gennem haven.

Jeg smiler som en idiot over hele hovedet, er bedøvende ligeglad med den våde plet i mine underbukser og har næsten allerede glemt tømmerbamserne."