Spejlporten er en gyser/fantasy serie for unge, der består af fire bind:
 
I landsbyen Vejby sker der sjældent noget udsævanligt. Livet går sin stille gang men en dag begynder den 3-årige dreng Lucas at synge. Alle undre sig, for knægten har aldrig før sagt et eneste ord.
Og hans sang er mere end bare toner.
Lyden får spejle til at sprække og "noget" fra en anden verden kryber gennem glasset.
Og det er bare begyndelsen, for hvad der starter nogenlunde fredeligt udvikler sig til en kamp på liv og død. Ikke kun mellem menneskene og blodædere, men også fra helt andre væsner som finder vej gennem Drømmepassagen til Vejby.
--------
Spejlporten har også en lille spin-off. Jeg har bygget videre på min tidligere roman "Når mørket kommer", men denne gang i en langt mere kompleks historie. Og man behøver ikke at have læst NMK for at få det fulde udbytte af Spejlporten.
 

Spejlporten

  
Uddrag af forrygende lektørudtalelse fra bibliotekerne:
 
Se flere anmeldelser ved at scrolle længere ned.
 
Spejlporten 1 / Månebarnet
Lucas er tre år gammel. Han taler ikke, han siger aldrig et ord. Men han synger. Med en høj, klar stemme af overjordiske toner. Og når Lucas synger åbner spejlene sig og noget fra en anden verden kryber gennem revnerne i glasset. Og selv om hans storebror Mark og hans venner fornemmer at noget er frygteligt galt i Vejby, synes de voksne intet at bemærke. Men de tror jo heller ikke på hverken hekse eller vampyrer.
-------------------
Spejlporten 2 / Drømmepassagen:
Funarenes dronning er stadig fast besluttet på at udnytte Månebarnets evner til sine egne formål og indsatserne bliver hævet. De unges evner vokser og da Peter besættes må de drage til vampyrernes hjemplanet for at tage kampen op. Men snart står Praxos tre måner på linje og en ny, forfærdelig fjende melder sin ankomst.
-----------------
Spejlporten 3 / Tågefolket:
Da de tre måner stod på linje dukkede en ny og endnu farligere fjende op på Praxos og først i sidste øjeblik nåede Mark og hans venner at undslippe gennem Drømmepassagen. Men hvem er det mystiske barn de havde med sig tilbage på jorden og var der mon andre væsner som uset smuttede med? Nye venner og fjender ankommer og snart begynder det sidste slag om Spejlporten.
---------------
Spejlporten 4 / Blodherskeren:
Fjenden fra universets dybeste mørke er ankommet og hemmelige planer foldes ud. Profetien om Blodherskerens tilbagevenden går i opfyldelse og venner kan vise sig at være fjender. Mark og Månebarnet hvirvles ud i en dødbringende kamp om Vejbys skæbne og snart sænker der sig en ugennemtrængelig kuppel over byen. De unges eneste mulighed er at holde sammen og at håbe på, at legenden om Væverne er sand.
---------
ANMELDELSER:
 Fra Politiken/Bøger 3/1/2016
-----------------
En nyere serie er "Spejlporten" af Patrick Leis. Første bind hedder "Månebarnet" og her introduceres de fire bind følges teenagerne Mark, Peter, William og Sille fra den lille by Vejby. Det er intet mindre en menneskeracens overlevelse det gælder. Vampyrer har invaderet jorden og Marks llillebror, som er født under en måneformørkelse, har særlige evner som måske kan redde menneskeheden. Nervepirrende og med højt tempo. Kan læses fra 12 års alderen.
-------------
http://www.bookeater.dk/vbforum/splatter-gys-and-gru/18833-spejlporten-patrick-leis.html
 
Bogen kort fortalt: Gyser/fantasiserie for unge
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Valeta
Serie: Spejlporten
Samlet bedømmelse: 7/10
Sprog: 6/10 Handling: 7/10
Underholdningsværdi: 7/10
 
I landsbyen Vejby sker der sjældent noget usædvanligt. Livet går sin stille gang men en dag begynder den 3årige dreng Lucas at synge. Alle undre sig, for knægten har aldrig før sagt et eneste ord.
Og hans sang er mere end bare toner.
Lyden får spejle til at sprække og "noget" fra en anden verden kryber gennem glasset.
Og det er bare begyndelsen, for hvad der starter nogenlunde fredeligt udvikler sig til en kamp på liv og død. Ikke kun mellem menneskene og blodædere, men også fra helt andre væsner som finder vej gennem Drømmepassagen til Vejby.

Min beskrivelse:

Serien Spejlporten om vennerne fra Vejby rummer både fantasy, gys og genkendelige motiver. Forfatteren blander kampen mellem det onde og gode, mellem mennesket og monstre fra fremmede planeter med almindelige teenageproblemer. Gruppen står ikke kun over for det fremmede i form af rumvæsner og overnaturlige kræfter, men også den følelse af fremmedhed man kan føle i forbindelse med ens medmennesker. Temaet omkring følelsen af at være forkert kan både være i forhold til ens krop og følelser.

Leis beskriver disser følelser på en genkendelig måde. De almindelige problemer, som opleves i teenageårene, bliver godt inkorporeret i fortællingen. Selv læste jeg især efter dette spor i serien. Karaktererne udvikler sig i løbet af serien, hvilket også indvirker på plottet.

Selve plottet er sammenhængende igennem de fire bøger. Handlingen i værkerne foregår over forholdsvis kort tid. Begivenhederne er presset sammen, hvilket skaber spænding. Der sker noget hele tiden. Kapitlerne er ligeledes korte. Dette gør tilsammen, at man hurtigt kommer gennem bøgerne. Sproget er letlæseligt - det er i plottet, kræfterne er lagt. Spænding og action har været i centrum for forfatteren.

Brugen af lokalitet fungerer på sin vis i serien. Dog havde jeg lidt svært ved, at forestille mig det ske i Danmark, men ideen er god. Der er desuden et kort over byen bagi bogen, som giver et visuelt præg til historien.

Kort min mening:
Serien kan varmt anbefales. Jeg kunne sagtens se den filmatiseret! Historien er god, og universet er fint udtænkt. Særligt karaktererne gør serien værd at læse.
------------------
Twitteranmeldelse
Bogens titel er spejlporten, der findes 4 bøger i denne serie.
1. Månebarnet 2. Drømmepassagen 3. Tågefolket 4. Blodherskeren.
 
Forfatterens navn er Patrick Leis. Patrick har skrevet rigtig mange gyserhistorier.
Han har f.eks. skrevet hvisken fra dybet som er en rigtig god gyser bog.
 
Spejlporten handler om en dreng ved navn Lucas som er 3 år gammel. Lucas har aldrig sagt et ord. Men han synger. Lucas synger en slags overjordiske toner, fra en anden verden, som gør at der åbner sig protaler i spejlene fra en anden verden. Verdenen kaldes praxox og verdenen er i en anden dimension. Der kryber funarer og kyfæer ud af spejle.
Funarerne kan tage form som dyr, og kyfæer er vampyrer.
 
Og selv om Lucas storebror Mark, og hans venner fornemmer, at noget er frygteligt galt i Vejby, synes de voksne intet at bemærke. De tror jo heller ikke på hekse eller vampyrer.
 
Bogens temaer er Venskab og det gode mod det onde. Bogen tekst er rigtig god. Man bliver revet rigtige meget ind i teksten, og man skal læse mellem linjerne i denne bog.
 
Når jeg læser teksten kommer jeg til at tænke på gyserfilm og mest af alt scary movie. Scary movie foregår nemlig også inde i et hus det meste af tiden, ligesom denne bog.
 
Jeg giver bogen fem ud af seks stjerner.
 
--------
 
http://eibesbogblog.blogspot.dk/ Spejlporten 1 / Månebarnet
******
Spejlporten 1 / Månebarnet
Det hele starter på Lucas' tre års fødselsdag. En kæmpe havefest hvor Marks lillebror bliver fejret på bedste manér. Men noget er galt, men der er ikke andre end de fire venner; Mark, Sille, Peter og William, der ænser at tingene ikke er helt som de skal være. Store flokke af fugle forsamles og det er som om der er noget trykkende i luften. Så meget at Sille får næseblod og de andre får dundrende hovedpine. Efterfølgende sker der flere mystiske hændelser, der får børnene til at ænse at der snart vil ske noget grimt i den lille, rolige provinsby.
 
Månebarnet er den første bog af fire i bogserien Spejlporten, og det er vist første gang jeg stifter bekendtskab med Patrick Leis, selv om jeg har set hans navn poppe op flere gange. Nok også i forbindelse med illustrationer og det er da også forfatteren der har stået for den skræmmende illustration på forsiden her. Skræmmende er den i hvert fald, for jeg har flere gange måtte tage mig i, ikke at lade den ligge med forsiden opad i nærheden af min datter, så hun ikke skulle få mareridt. :-)
 
Bogen henvender sig først og fremmest til de yngre læsere som både kan lide gysende fantasy, for der er virkelig nogle passager, der nok skal få de yngre til at sidde med puden foran øjnene. Den er også fint opbygget, igen til den unge læser, der ikke gider at vente lang tid på at der sker noget.
Der er fart over feltet allerede fra første side og det fortsætter lige til den bitre ende, hvor de fire unge mennesker ganske vist får has på den umiddelbare fjende, men man ved godt at noget ikke helt er som det skal være.
 
De der spejle der ... fik de nu lukket dem helt? Og hvad med Peter ...? Er alt som det skal være? I hvert fald greb jeg med det samme den næste bog i serien (fik dem heldigvis til anmeldelse alle sammen på samme tid), som jeg nu er i gang med. :-)
 
Personligt er jeg nok langt over målgruppen til disse bøger, og stiller lidt større krav til både opbygning og sprog, men til den yngre læser der vil have fart over feltet, uhygge og spænding, tror jeg den rammer rigtigt fint.
 
------
Spejlporten 2 / Drømmepassagen
******
Så fik jeg læst 2. bog i serien Spejlporten mens jeg var på ferie.
Jeg nåede Drømmepassagen og næsten halvdelen af bog nr. 3 (Tågefolket) og jeg må sige at forfatteren fortsætter i samme stilsikre, actionprægede stil.
 
De 800(ish) indbyggere i den lille rolige og søvnige landsby; Vejby, har ingen anelse om hvilke farer de undgik i den første bog, hvor børnene William, Sille, Mark og Peter vandt første omgang mod Funarernes dronning.
Men det var kun første omgang.
 
Dronningen havde held med at besætte Peter og derfor bliver hans opførsel også mere og mere besynderlig i denne bog nr. 2. Samtidig bliver de andres kræfter stærkere og børnene prøver at forene disse kræfter med den virkelighed, som de (på trods af deres oplevelser) stadig er en del af.
Deres prøvelser er dog langt fra forbi ... der sker mærkelige ting i Vejby og børnene bliver snart igen suget ind i kampene.
 
Denne anden bog er fuldt på højde med den første. Måske endda lidt bedre, da der ikke bruges tid på forhistorie, men at der bare er knald på fra første side af. Det vil især tiltale de yngre fantasylæsere, der ikke er så tålmodige. :-)
 
Alligevel er den ikke overfladisk. Der er nogle gode tematiske problemstillinger mellem de fire, om venskaber og om spirende kærlighed.
Jeg vil med glæde kunne give disse bøger videre til "Læs for livet" når jeg er færdig med dem, for jeg er sikker på at de unge kan få stor fornøjelse af dem.
--------
 
Spejlporten 3 / Tågefolket
******
Tågefolket er tredje del af serien Spejlporten, og Patrick Leis fortsætter i samme gode stil.

Først var jeg lidt frastødt må jeg tilstå. Jeg har det temmelig svært med insekter som invaderer mennesker (i bogstaveligste forstand) og derfor var jeg lidt lang tid om at komme igennem første del,
Det er SÅ klamt!

Leis skruer desuden også op for uhyggen her i bog nr. 3 da fjendtlige væsner smuttede med børnene gennem Spejlporten og med tilbage til Vejby.

Landsbyen står på den anden ende på grund af den kommende byfest. Her skal de store mystiske statuer, der er blevet fundet ved en udgravning, afsløres og selveste TV2 vil være til stede og endelig sætte Vejby på Danmarkskortet.
Der er bare det, at de der statuer ikke er helt almindelige oldtidslevn. Der er noget underligt ved dem, og hvad der er også er underligt er al den sygdom, der synes at brede sig mellem byens borgere.
Det er som om der er så underligt affolket alle steder.

Og hvad er der galt med Sille? Siden de vendte tilbage til Praxox er hun slet ikke som hun plejer.

Det der vil gøre det mere skræmmende for de unge læsere er helt klart at uhyggen nu endegyldigt at vendt tilbage til vores verden. Nu kan man ikke foregøgle sig at det uhyggelige befinder sig langt, langt væk, nu er det trådt nærmere og sniger sig ind gennem de åbentstående vinduer derhjemme.
Nu kan man ikke længere føle sig sikker.

Leis fortsætter stilsikkert og uden dikkedarer og fører læseren videre til seriens kulmination og afslutning i bind 4: Blodherskeren.
--------
 
Spejlporten 4 / Blodherskeren
******
Så nåede jeg til afslutningen af serien Spejlporten af Patrick Leis. Et fantasy-epos på fire bind, der udspiller sig i en lille dansk, fiktiv landsby ved navn Vejby.

Hele byen er ved at forberede sig til den store byfest hvor man vil afsløre de fantastiske statuer, som man har fundet ved en udgravning. Men de statuer er ikke helt almindelige statuer og er det ikke lige som om de skifter stilling af og til. Bare en lille smule?

Marks mor er en af hovedorganisatorerne ved vejfesten og hun styrter rundt for at få alt til at klappe, men det er som om at der er flere og flere der falder fra. Folk bliver syge og lader ikke høre fra sig igen.
Og er det ikke også som om der er flere insekter i byen, end der plejer at være?

Det hele kulminerer til byfesten, hvor Blodherskeren endelig slår til.

Jeg har egentlig været godt underholdt gennem hele serien. Den har været velskrevet og der har været fart over feltet. Den har berørt nogle punkter, der har givet bogen et lidt dybere lag, men alligevel ikke nok til at det ville kede den unge læser.
Men her i bog fire må jeg indrømme at jeg synes at forfatteren går lidt let hen over nogle ting, eller ... måske nærmere har et ønske om at få flettet nogle de dybere lag ind, uden egentlig at give tid til uddybning.
Jeg savner også lidt følelser omkring visse ting - nu skal jeg jo passe på med at sige hvad det er, ellers spoiler jeg det hele. :-) - men blandt andet forældrenes reaktioner på visse børns forvandlinger og i det hele taget manglende forældre-bekymring omkring deres børn i en ret atypisk (håber jeg da :-)) situation.

Men det er måske den voksne læser der taler. Det er ikke sikkert at den unge læser - som jo trods alt er målgruppen - overhovedet vil skænke det en tanke.

Under alle omstændigheder er der stadig masser af action i denne afsluttende bog i serien. Trådene samles og det kommer til det helt store (og blodige) opgør ved byfesten.

Meeen ... er bogen nu helt afsluttet alligevel, for der er jo alligevel lige det med Lucas ... Og hvad med Sille?

Nu kan jeg læse ud fra forfatterens efterskrift at der er ofte er en sammenhæng i hans bøger, så måske er det ikke helt utænkeligt at vi får svarene en dag i en anden bog.
---------
http://himmelskibet.dk/anmelderblog/?p=4605
Patrick Leis – Månebarnet
Udgivet den september 19, 201
Månebarnet
– Spejlporten 1
Roman af Patrick Leis
Valeta, 2015, 190 sider
 
En krig der hører til på et fremmet plan, er ved at finde sin vej igennem til vores verden. Først skal der dog åbnes en adgang igennem en drømmepassage, som kan opstå igennem et spejl; en passage som man skal bruge det specielle månebarn til at oprette.
For at finde dette barn er der sendt vogtere til vores verden. Der er dog også nogle der er draget af sted for at forpurre vogternes opgave.
 
Mark er en fjorten år gammel dreng, der egentligt ikke er noget specielt. Til gengæld så er hans tre år gamle lillebror Lucas speciel. Lucas virker intelligent nok, men han siger aldrig en lyd.
Dette undrede selvfølgelig forældrene, men da den ældre kvinde Fru Berger en dag dukker op og tilbyder at passe Lucas, ender de lidt med at glemme det specielle ved deres barn.
 
På Lucas tre år fødselsdag begynder han dog at synge eller messe. Mark kan høre dette, men det virker ikke til at det er alle der kan høre lillebroderens sang. Fuglene kan dog, og de flokkes om ham.
Mark er ikke den eneste der oplever specielle ting. Hans ven­inde Sille lægger en dag mærke til en pige som sniger sig rundt i nærheden af Marks hus. Det er dog kun Sille der ser pigen, alle andre ser en kat der sniger sig rundt.
 
Sille og Mark sætter sig for at undersøge disse hændelser sammen med et par venner, og hurtigt går det op for dem at de er fanget midt i en større konflikt som vil kunne medføre at jorden vil blive lagt øde af en invaderende styrke som kun har til formål at bruge jorden og dens indbyggere som føde.
 
De fleste af Patrick Leis ungdoms bøger har været forholdvist korte og har holdt et meget højt tempo.
Denne gang har han kastet sig ud i et fire binds dystert fantasy-værk, hvad der betyder at han også har givet sig selv muligheden for at vise os læsere at han også formår at bygge karakterer op og gøre dem interessante, uden at det går ud over spændingen.
 
Bind ét er for så vidt afsluttet, på sammen måde som man kan sige at det indledende slag i en krig er afsluttet, for selvom den ene part kan trække sig tilbage med en sejr, så er det også tydeligt er krigen stadig ligger forude.
På samme måde stifter man her i bind ét bekendtskab med et fortælleunivers, som man kun kan tro bliver endnu mere spændende og actionfyldt, og jeg vil da også bestemt glæde mig til at få læst de efterfølgende tre bind.
 
Patrick Leis har til forskel fra mange andre forfatterne valgt at udgive alle fire bind samtidig, og det betyder at man ikke skal sidde og vente fra man har læst et bind til det næste udkommer; man kan blot straks gå videre.
 
Jeg havde dog en deadline jeg skulle overholde, så derfor dækker denne anmeldelse kun bind ét, men jeg vil straks herefter kaste mig over de efterfølgende bind Drømmepassagen, Tågefolket og Blodherskeren.
 
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 45
-------------