Her er to uredigerede kapitler fra Regnum Mortis del 1.
.............
Liget var blevet bragt ind på Amb1 og Janof Blatt havde selv forestået obduktionen. Han lagde skalpellen fra sig på et rullebord og trak sine latexhandsker af.
- Nå...?
Overlægen trak på skuldrene. - Liget stammer fra en ung kvinde. Hun har været død i omkring fire dage og blev formodenligt dræbt da hendes hals brækkede.
- Og hullet... deromme? spurgte Mats Ravn og pegede på det gabende krater i Sue Lunds baghovede. - Jeg mener... det ser ud som om...
- At hun er blevet udhulet, afsluttede Janof lidenskabsløst. - Ja, der er ganske rigtigt blevet gravet i kvindens hjerne. Henne ved væggen gned løjtnanten sig utilpas over hagen og Nina og Carmen vekslede et indbyrdes blik. Synet af et menneske der havde fået revet hjernen itu vakte alt for åbenlyse assusiasioner. Løjtnanten ønskede at han lige som Augustust havde bedt sig undskyldt allerede før Janof trak det grønne ligklæde til side, men han følte det som sin pligt at overvære obduktionen.
- Er der blevet fjernet noget? spurgte han uden at ville høre svaret.
Janof nikkede. - Hypothalemus.
Nina kikkede ned. Det var det sidste hun havde brug for at høre. Lige siden Fergusonfarmen blev angrebet og hendes venner og familie dræbt, ja faktisk langt før det, havde hun hadet de udøde og alt hvad de repræsenterede. Afskyen var kun vokset da hun fandt ud af at Teknokratiet havde brugt zombieblod til livsforlængelse, og hun ville med glæde dræbe enhver der havde aktier i Lazerus Sacramentum eller Væksthusene. - Kan mordet været begået af et kadaver?
Ordene syntes at blive hængende i det kølige lokale som en em, ingen svarede og ingen mødte hendes blik.
Til sidst rømmede Janof Blatt sig modstræbende. - Jeg troede at alle kadavrene blev udslettet da Gregers udløste Nødbræmsen... I hvert fald alle som befandt sig inden for de nærmeste hundrede kilometer?
- Det regnede jeg også med, svarede Nina, - og hidtil har intet tydet på at nogen overlevede.
- Kunne det være en uddød som kom langvejs fra? spurgte Carmen. - Vores Løbere er jo endnu ikke nået de sidste områder og der må vel stadig findes zombierne længst nede på kontinentet og i de endnu fjernere egne... Nogle kunne måske være drevet over oceanet og...
- Nej. Nødbræmsen var luftbåren og har så vidt jeg forstår en halveringstid på flere hundrede år. Lige som atomaffald vil dens virkning vare ved i en mindre evighed, så selv om en zombie kom fra en af sydzonerne, ville den dø når den nærmede sig byen, svarede løjtnanten. - Desuden skulle den både forbi Rikers tropper samt gennem laserkuplen, såh...
- Dette er gjort af et menneske, afbrød Janof tørt. - Kvindes hovedskal er blev åbnet med en kniv og der er skrabemærker langs indersiden af kraniet.
Mats Ravn bøjede sig en smule fremover og kikkede ned i såret. - Dele af hjernen ser ud til at være fjernet med omhu, så vi er vel enige om at mordet, eller i hvert fald den efterfølgende handling, er blevet foretaget af et intilligensvæsen?
- Ja. Mats bed sig eftertænksomt i kinden. - Så tror jeg at der er en morder løs i C-byen.
Løjtnanten rettede sig op og begyndte ubevidst at fingerer ved sit lommeur. - Det er der vist ingen tvivl om, spørgsmålene er nærmer hvem der har gjort det og hvorfor.
- Nej, svarede Mats Ravn med en hovedrysten. - Svaret på hvorfor det blev gjort er indlysende. Morderen ville have noget i offerets hjerne... Så spørgsmålet er snarere Hvad han ville have og hvad det skulle bruges til. Jeg har undersøgt Sue Lunds baggrund og afhørt både Helmut Weiss der anmeldte forbrydelsen, samt et par som kendte den afdøde. Frøken Lund havde ingen fjender og levede efter sigende en ganske anonym tilværelse. Hun havde intet af værdi, ingen mystiske bekendskaber eller plettet fortid. Hun var bare en helt almindelig ung kvinde som opholdt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
- Kan det være en seksuelt relateret forbrydelse? forslog Carmen. - En voldtægt der løb løbsk?
- Motivet er for så vidt ligegyldigt i første omgang, svarede Mats og strøg ubevidst en finger over sit lange ar på kinden, - det vigtigste er at vi finder ud af hvorfor gerningsmanden fjernede dele af offerts hjerne og hvad han skulle bruge det til.
- Fandt teknikerne noget? spurgte løjtnanten uden megen håb.
Mats rystede på hovedet. - Der var ingen spor i vaskekælderen og doktor Blatt her har uden held gennemgået offerets klæder for DNA, samt testet hende for sæd- og spytaflejringer. Mine mænd har desuden banket døre i det meste af gadens ejendomme under påskud af at lede efter en indbrudstyv, men beboerne har intet bemærket. Vi er groft sagt på bar bund.
- Lad os håbe at det var en enkeltstående hændelse, sagde løjtnanten dæmpet. - Fortsæt undersøgelserne, men lad os satse på at det bare var en galning som ville beholde en sovenier eller handlede i impulsiv vrede.
Politichef Ravn nikkede udtryksløst. - Ja, man har jo lov til at håbe på at det kun var en enlig svale.
Det var det naturligvis ikke, men på det tidspunkt havde man jo heller ikke fundet de andre lig.
Mathilde Lauritzen troede først at lydene på bagtrappen var indbildning, men alligevel greb hun en kost og listede ud i entreen. Siden befrielsen havde hun dårligt forladt sit hjem og syntes at kvarteret var blevet meget usikkert. Hendes Match var en af de mange der forsvandt under kampene og hun savnede ham forfærdelig. Hun kom fra en god familie, havde aldrig behøvet at bekymre sig unødigt over tilværelsen og havde oprigtigt været glad for sit liv og sin familie. I hendes øjne var de nye byherrer en flok simple forbrydere, der ikke haft nogen ret til at komme og lave om på et velfungerende system og stod det til hende burde man stille dem op ad en mur og skyde dem ned som hunde. Det var simpelthen utilstedeligt at en flok bevæbnede bøller havde gjort sig til herre over byen og var begyndt at ændre ordentlige folks tilværelse. Før i tiden havde hun aldrig været nødt til at forholde sig til andre end hendes egen kaste og sine venner, nu var byens slum begyndt at trænge sig på som en kjole der var krøbet i vask.
Hun kunne næsten lugte dunsten fra fattigzonerne og fornemme stanken af grov latter og uværdig opførsel. Skyggerne fra lavkasterne nåede efterhånden helt ind i hendes opgang og stue, hvor de formørkede både udsigten og hendes humør som en uhelbredelig og hastigt voksende svulst. Det var ikke naturligt at blande sig med folk under egen stand, og hun væmmedes ved at se pøblen valse gennem gaderne, gennem hendes gade, som de ejede eller i hvert fald var en del af de finere kredse. Det var skammeligt og faktisk følte Mathilde at luften bogstaveligt talt blev forpestet af lavkasternes blotte eksistens.
Hun skævede mod et vægspejl, man kunne endda måle virkningen af klasseopløsningen på sin egen krop. Hendes ansigtshud virkede slap og hærget, og der var begyndt at vise sig aldersryker og poser under begge øjne. Nok havde hun ikke taget LS i de sidste mange dage men...
Nu var lyden der igen. En svag puslen og et skarpt knæk.
Hun håbede ikke det var rotter. Nok var hun bange for indbrudstyve og lavkaster som sikkert kunne finde på hvad som helst nu da ordensmagten var blevet kraftigt reduceret, men tanken om at der kunne være rotter på bagtrappen fik det næsten til at vende sig i hende. Ikke at hun nogensinde havde set en rotte inde for bymuren, men de kunne jo være fyldt med Smitte og bystyret, det rigtige bystyre, havde gjort sig store anstrængelser for at forhindre at der kom utøj og skadedyr ind i byen, men hun havde set billeder af de små afskyelige kryb og...
Og med et knald sprang bagdøren op.
Mathilde tabte den kost hun havde grebet for at forsvare sig med, og vaklede et skridt baglæns. Manden var næsten skaldet, huden farveløs og sygelig, men de sorte øjne rummede både liv og umenneskelig vildskab.
-Shh, sagde han og trådte ind i hendes hjem, - kæmp ikke imod.
Lige bag ham fulgte et andet væsen, langt størrer, umenneskeligt og uhyrligt.
Mathilde stod som forstenet og så det nærme sig målrettet. Så lagde væsnet en hånd over hendes næse og mund og trods et symbolsk forsøg på at modstå, sank Mathilde Lauritzen bevidstløst sammen på gulvet.
Da hun vågnede, befandt hun sig i en kælder med reb om hænder og fødder.
Hun var bundet til en bjælke i loftet og hun var langt fra alene.
