7-7-2010 -
DR1 bringer udsendelse om Nydambåd-byggeietPå lørdag den 10. juli, kl 17.20, bringer DR1 en kort udsendelse om Nydambådens Laugs byggeri af Nydambåden.
Udsendelsen bringes i forbindelse med lottotrækningen i pausen mellem trækningen og meddelsen om hvor i Danmark lottokuponen er indløst.
Efterfølgende kan udsendelsen ses på Danske Spils Hjemmeside, www.Danske Spil.dk, klik på bjælken for oven "om Danske Spil" klik "Tipsmidler" og gå ud i kolonnen til højre og klik "Nydambåd".
Vi har fået tilsagn fra Friluftsrådet om 250.000 kr til byggeriet af båden. Friluftsrådet finansieres af lottomidlerne. Derfor bringes udsendlesen.
20-6-2010 -
Nyt værksted til tovværkBådelauget havde i tirsdags indvielse af sit nye værksted til fremstilling af tovværk til bådbyggeriet.
Værkstedet ligger i nabobygningen til værftsbygningen. Det er blevet et dejligt lyst, stort rum med god plads.
Vi vil fremstille lindebasttovværk til nydambåden, som skal bruges til surring af spanter til klamperne på bordplankerne, og til surring af kejperne.
Vi vil også fremstille tov og rebstykker på samme måde som det der er fundet i mosen, og eksperimentere med det for at se, hvordan det har været brugt inden det blev ofret i jernalderen.
Vi har dannet et basthold som glæder sig til at komme igang.
12-4-2010 -
Paul Hansen Adam støtter byggeriet af NydambådenC. Engelhards arbejdsmand, Paul Hansen Adam, der i sin tid boede i Nydamhuset, har en direkte medvirken til at støtte byggeriet af kopien af Nydambåden.
En af Paul Adams direkte efterkommere har nemlig "købt" en årekejpe og en klinknagle.
Elin og Carl Christian Sjøholm, Nordborg, har ønsket at Carl Chr.s forfar mindes på denne måde og bestemt, at det skal være kejpe nr 10, som er Paul Adams fødselsdag, den 10. april.
Nydamselskabet & Nydambådens Laug er taknemlige, og synes at det er meget fint at byggeriet får en ekstra dimension på denne måde.
24-1-2010 -
Bastdag på NydamværftetI går havde vi en vellykket og hyggelig dag med Sif Egefolkene, se nyhed nedenfor.
Vores møderum var fyldt med ivrige, der lærte fra sig, og lige så mange der tilegnede sig viden og færdigheder udi kunsten at fremstille lindebast, og slå liner, reb og tovværk af dette.
Tak til Sif Egefolkene for deres beredvillighed.
21-1-2010 -
Vikingeskibslauget Sif Ege, FrederiksundVi får besøg af Sif Egefolkene fra Frederikssund den 22-24. jan, 9 mand i alt, som vil vise og fortælle os, hvordan man fremstiller basttovværk.
De har tilegnet sig viden fra Ole Magnus, en viden som vi er meget interesserede i at lære at kende.
Vi vil fremstille tov og reb af lindebast, og vi vil bruge udtegninger i 1:1 af de mange fund af lindebasttovværk, som Nationalmuseet har gjort i Nydam Mose i 1990erne.
Vi har indrettet at værksted i nabobygningen til Nydambådens Værft, hvor vi kan sidde og slå reb.
Vi har dannet en tovværksgruppe, og det ser ud til at den interesserer mange, så det bliver spændende at se gode resultater.
Inger Albrechtsen, tlf 7465 9538, ia@nydamskolen.dk er formand.
7-1-2010 -
Første donation i 2010 fra Sønderjysk ForsikringAllerede den første dag i året 2010 begyndte med den glædelige nyhed, at Sønderjysk Forsikring har "købt" en kejpe til Nydambåden som økonomisk støtte til byggeriet med 25.000 kr.
Igen en flot opbakning fra det sønderjyske til projektet.
29-10-2009 -
Ege fældes til NydambådenVi har været 11 bådbyggere på Sjælland for at se tre store egetræer blive fældet til vores bådbyggeri. Vores leverandør, Preben Øland, havde udsøgt tre 30 meter høje, ranke egetræer i Vedeskoven på Kongsdal Gods ved Holbæk. De skal bruges til vores 16 meter lange egeplanker.
Imponerende at se dem blive fældet. Det blev til 16 m3, og de er 150 år gamle. De bliver nu kørt til savværk til opskæring.
24-9-2009 -
Fornemt køb af åre/tofte fra SlesvigVerein zur Förderung des Arch. Landesmuseums, Schleswig har betalt 10.000 euro til køb af en åre/tofte til vores byggeri.
Vi er meget glade for denne donation, dels fordi vi lægger stor vægt på det gode samarbejde vi har med museet, dels fordi vi betragter byggeopgaven som et anliggende i regionen Sønderjylland/Schleswig.
1-4-2009 -
Køl- og stævnstrækning blev fejretI går fejrede vi den store begivenhed køl- og stævnstrækning på egebåden - fuldskalakopien af Nydambåden.
Nydamselskabets protektor, Hans konelige Højhed Prins Joachim, foretog den officielle handling og slog to trænagler i samlingen mellem kølbjælken og stævntræet til forstævnen.
Vores æresgæst, formand for Fabrikant Mads Clausens Fond, Peter Mads Clausen, slog ligeledes to trænagler i samlningen mellem køl og agterstævn.
Forinden gav formanden for Nydamselskabet&Nydambådens Laug, Vincent Jessen, symbolske gaver i form af bronzefibulaer til donatorerne til byggeriet. Representanterne fra fonde eller firmaer, der har købt en åre&tofte, fik overrakt gaven af H.K.H. Prins Joachim.
Protektor, æresgæst, gæster, laugets byggefolk og Nydamselskabets bestyrelse havde en hyggelig dag som sluttedes af med simpel sømandskost - skipperlabskovs.

H.K.H. Prins Joachim slår trænagle i samlingen kølbjælke-stævntræ i forstævnen

Peter Mads Clausen slår trænagle i samlingen kølbjælke-stævntræ i agterstævnen.

Formanden for Nydamselskabet/Nydambådens Laug, Vincent Jessen, forklarer principperne i at rekonstruere en bådkonstruktion efter at den har ligget i vandmættet jord i 1500 år.

H.K.H. Prins Joachim overrækker en fibula i bronze. Den er en tro kopi af en tilsvarende fundet i Nydambåden da den blev udgravet af C. Engelhardt for ca. 150 år siden.

Formanden peger fingre, kun for at forklare detalje på kølbjælken!
24-3-2009 -
Køl- og stævnstrækning på NydambådenNydambådens Laug holder køl- og stævnstrækningshøjtidelighed tirsdag den 31. marts.
At lægge kølen på er træskib er en meget gammel skibsbygningstradition, og den er en meget stor begivenhed.
Det er markeringen af at et skib er født. Det er indledningen til et mægtigt, næsten magisk byggearbejde. Her benyttes alle gode skibsbygningserfaringer og traditioner, indhøstet gennem mange generationer.
Nydamselskabet protektor, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, kommer og foretager den officielle handling med at slå en trænagle i i samlingen mellem kølbjælken og stævntræet til forstævnen.
Nydambådens Laugs æresgæst, Peter Mads Clausen, kommer og slår en tilsvarende en trænagle i i samlingen mellem køl og agterstævn.
16/6/2008 -
Sønderborg Kommunes Ildsjælpulje giver igen 75.000 kr Sønderborg Kommunes Udvalg for Kultur og Fritid har igen givet 75.000 kr. fra Ildsjælpuljen til Nydambådens Laug. I 2007 fik vi også 75.000 kr.
Støtten til byggeriet af en fuldskalakopi af Nydambåden må ses i lyset af at Sønderborg Kommune har kultur og historie som et af sine fyrtårne.
Vi er meget glade for støtten, og beløbet giver grønt lys for bådelaugets opstart til bådbyggeriet. Vi er færdige med at indrette bådværftet til køllægning. Vi har indkøbt råtræet til kølplanken, og er begyndt tildannelsen, se den foregående nyhed i nyhedsarkivet.
27-06-2007 -
Økonomisk tilsagn fra FriluftsrådetVi har fået meddelelse fra Friluftsrådet, at Friluftsrådet vil yde et tilskud til byggeriet på 250.000 kr. Tilsagnet er fra tips- og lottomidlerne til friluftslivet. De er givet på basis af vores ansøgning til projektet i fase 2, bygningen af en fuldskala-kopi af Nydambåden. Beløbet skal dække en 1/3 del af udgifterne til træ.
Vi er utrolig glade for dette tilsagn. Vi er i en vigtig fase med at finde frem til, hvordan vi kan få opbakning og økonomisk støtte til fase 2-byggeriet.
22-03-2007 -
Status på bådbyggeriet marts 2007Vi er i fuld gang med at færdiggøre agterstævnssektionen. Vi er i gang med at indlægge dørken (bundbrædder og bjælker mm). Vi er også ved at fremstille årekejper efter model af de af Nationalmuseet funde i 1990´erne i Nydam. Endelig vil vi fremstille flere af de funde årer.
Kaj Jørgensen og Flemming Petersen diskuterer dørkdetaljer.
Claus Olsen er i gang med en årekejpe.
På gulvet ligger en flækket askestamme klar til forarbejdning til årer.

Jesper Tvede er i færd med at tilhugge en bjælke til dørken.

Arbejdsaftenen afsluttes med snak, kaffe, te og kager i brændeovnens skær.
15-06-2006 -
Skibet skal sejleEgnsspillet SKIBET SKAL SEJLE er nu sejlet. Skuespillet er opført og Nydambåden har nu gennemlevet sin skæbne endnu engang - ialt 5 gange!.
Det har været en stor succes. Der har været mere end 1500 tilskuere, og de har været meget engagerede og oplevet dramaet i de dejligste omgivelser og med sol og fuglefløjt. Der var mange gribende scener. Slutscenen var at en stor trucker kommer kørende ind med en transportkasse med pressenningen brugt til transporten at Nydambåden rejse Gottorp - København tur-retur i 2003-2004.
"Skibet skal sejle i nat"
19/05/2006 -
Nydambådstykkerne er nu i Cahthrines MindeNydambådens Laug har i denne uge kørt sine to prøvestykker af Nydambåden til Cathrines Mindes Teglværksmuseum så de kan indgå i egnsspillet SKIBET SKAL SEJLE, se også nyheden den 7. maj 2006.
De er nu anbragt på skuespilstedet - og tager sig flot ud. Instruktøren, Kristian Hald, er meget tilfreds med opsætningen.


07/05/2006 -
Nydambåden bliver hovedaktør i skuespilNydambåden bliver hovedaktør i egnsskuespillet SKIBET SKAL SEJLE, som Cathrines Mindes Venner opfører på teglværkmuseet Cathrines Minde på Broagerland.
Nydambådens 1700årige omtumlede skæbne bliver gennemspillet på to timer. Det bliver det ikke mindre dramatiskt af.
Nydambådens Laug stiller sine to prøvestykker til rådighed. De bliver hovedkulisser, og hele spillet foregår i og omkring dem. De sættes i to huller så vandlinien svarer til det grønne græs.
60 skuespillere vil opføre egnsspillet 5 gange fra lørdag den 10. til tirdag den 13. juni i sommer. Det bliver værd at se.
29/03/2006 -
Rebslageraften med Ole MagnusVores aften sammen med Hjortspringfolkene, hvor Ole Magnus kom og fortalte og viste alt om historisk rebslageri, var meget vellykket. Vi var mange og iveren og spørgelysten var stor, så det blev sent inden vi var færdige. Du kan se mere om denne aftens program i den foregående nyhed i nyhedsarkivet.
8/3/2006 -
Invitation til historisk aften med reb og tovDet er lykkedes at få Ole Magnus til at komme og besøge Nydambåden Laug og Hjortspringbådens Laug tirsdag den 14. marts 2006 kl. 18.30 på Lindeværftet i Holm ved Nordborg. Ole Magnus vil fortælle om historisk reb og tovværk, og hvordan det blev fremstillet i tidligere tid.
Ole Magnus er professionel rebslager, og han har specialiseret sig i rebslageri for historiske skibe. Ole har i mange år stået for udviklingen af tov og reb til bygningen af fuldskalamodellerne af de historiske skibe og både på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. For tiden har Ole et års arbejde i Stokholm med gennemgang af alt fundet tovværk til Vasaskibet.
08/02-2006 -
Nydambådens Laugs nytårsbrev 2006Nydambådens Laug har også sendt sit årlige nytårsbrev til sine medlemmer. I nytårsbrevet fortæller vi om de nyheder som også kan ses på denne hjemmeside.
Som en nyhed fortæller vi i nyhedsbrevet, at Nydambåden er på rollelisten i et egnsspil. Hvem skulle tro det, men det er rigtigt. Nydambåden skal deltage som hovedaktør i et stort og flot egnsspil til sommer.
Cathrinesminde Teglværksmuseum’s Venner på Broagerland har besluttet at opføre et egnspil, ”Skibet skal sejle”. Det er et skuespil med 60 aktører, hvor historien om Nydambåden fortælles med al den dramatik, der knytter sig til egebåden. Først hvordan den ofres for 1500 år siden, og siden hvordan den for 150 år siden bliver fundet og udgravet, for derefter at indgå i den nationale kamp om Slesvig, og til sidst hvorfor den nu står i Frederik den 7. eksercitsridehal på Gottorp Slot i Slesvig.
Vore to forsøgsstykker, midterstykket og agterstævnen, indgår i skuespillet. De bliver sat i deres indbyrtes rigtige positioner og forbundet interimsmæssigt med planker. De bliver sænket i terrænet så de ses i vandlinien. Hold øje med dagspressen - spillene opføres medio juni i år - så hvis du/I har lyst til at lade fantasien stige til store højder fra jernalder over krigen, hvor Slesvig blev tysk, til 2. verdenskrig og til i dag - ja så se "Skibet skal sejle".
15/8/2005 -
Nu er vi flyttet fra Holm til SottrupskovI går kom en stor lastbil med kran og løftede vores agterstævnstykke op på ladet og kørte det til vores nye værftsbygning i Sottrupskov.
Transporten gik gladt, og nu står den ved siden af midterstykket i en tom hal. I den kommende tid skal vi færdiggøre agterstykket med spanter, dørk, årekejper og styreåren. Forinden skal vi have indrettet vores arbejdsplads med arbejdsborde, belysning mm.
I første omgang bliver det primitivt, men vi håber på, at vi en nærmere fremtid får afklaret muligheden for økonomisk støtte til vores videnskabelige projekt for bygningen af en fuldskalamodel af den rekonstruerede Nydambåd.
8/11/2005 -
Vi flytter på søndagNydambådens Laug har nu monteret styrbords og bagbords rælingsplanke på agterstævnssektionen. Det er to kraftige stykker egeplanker som man ikke bare lige trækker på plads. Først blev begge planker fæstnet til stævntræet og den første halve meter til den underliggende bordplanke med klinknaglerne. Derefter kunne vi i den anden ende trække plankerne på plads med en kraftig talje og fæstne med klinknaglerne til færdig position. Trækforbindelsen skal bibeholdes.
Med dette kan vi nu flytte sektionen til vores fremtidige værftsbygning i Sottrupskov, se nyhedsteksten fra den 21/06/2005. Vi flytter søndag den 14. august om eftermiddagen.
21/06/2005 -
Tre historiske bådes træf i SottrupskovHjortspringbådens Lau, Sebbe Als og Nydambådens Laug arrangerer eet historisk træf for de tre historiske skibe, Hjortspringbåden fra jernalderen, Nydambåden fra jernalderen og Sebbe als fra vikingetiden. Alle tre både/skibe er hjemmehørende i Alssundområdet.
Træffet er fra fredag den 24. til søndag den 27. juni.
Lørdag fra kl. 14 til kl. 16 er alle interesserede meget velkomne til komme og se og høre om bådene og de tre bådelaug.
20/06/2005 -
Nydambådens Laug flytter Nydambådens Laug flytter sit forsøgsbyggeri med agterstævnen af Nydambåden fra Lindeværftet i Holm ved Nordborg til Sottrupskov på Sundevedsiden. Vi har haft en god og fin tid med Hjortspringvennerne, men nu skal de selv bruge pladsen på deres værft.
Vi har truffet en aftale med Erik Eriksen, Sottrupskov 13, om et midlertidigt lejemål. Såfremt vi får fondsstøtte til vores ønske om at bygge en fuldskalakopi af den 23 m lange Nydambåd, har vi mulighed for at forlænge lejemålet.
Vi lejer os ind i ejendommens landbrugshal, hvor vi selv foretager de nødvendige indretninger.
15-02-2005 -
Status februar 2005 for nydambådbyggerietNydambådens Laugs byggeri af prøvestykket af Nydambådens agterende er i god gænge. Vi har stadig megen glæde af at være gæster på Hjortspringbådens Laugs Lindeværft i Holm ved Nordborg.
Vi opfordrer alle medlemmer til at komme og se vores byggeri.
Vi har udarbejdet den endelige projektbeskrivelse for bygningen af hele båden. Projektbeskrivelsen indeholder det videnskabelige grundlag, vi bygger på i samarbejde med Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Den nærmeste fremtid er afgørende for os - om vi må stoppe, eller om vi har en udfordring med en kæmpeopgave foran os.
Sektionen af agterstævnen er ved at få monteret bordplanke nr 3
15-02-2005 - Naust
Vi er ligeledes i færd med at udarbejde et forprojekt for en naust, et bådehus til vinteropbevaring af en færdigbygget Nydambåd II, som vi meget gerne vil opføre for at kunne opbevare en færdigbygget Nydambåd om vinteren. Nausten ønskes placeret på stranden ved Sottrupskov.
Sundeved Kommune har anbefalet ønsket og videresendt det til Sønderjyllands Amt med henblik på at få det med i et regionsplantillæg.
10-02-2005 - Egnsspil om de slesvigske oldsager
Teglværksmuseet Cathrinesmindes Venner har fortalt os at de har et nyt historisk egnsspil på bedding. De har valgt emnet omkring de nationalpolitiske dramatiske begivenheder som fulgte efter fredsslutningen i 1864.
Nydambåden og de øvrige slesvigske oldsager vil indgå i spillet som aktører. Nydamselskabet kan dog ikke tilbyde at stille en kopi af Nydambåden i sand størrelse til rådighed, egnsspillet skal opføres i 2006!. Vi synes det er et spændende emne de har valgt.
23-06-2004 -
Situationsrapport om nydambådbyggerietNydambådens Laug er her op til sommerferien i god gænge med byggeriet af agterstævnen. Stævntræet er tildannet og sat op. Skabeloner til montering af bordplankerne er sat op. Vi er i færd med at tildanne de nederste to bordplanker. Forestående er at tildanne de næste bordplanker. Efter sommerferien vil vi intensivere byggeriet.
Agterstævnens stævntræ er sat op, skabeloner er anbrag, og Jørgen og Peter er igang med finbearbejdning. To bordplanker er under tilhugning af Kaj og Rasmus.

Jernklinknagler bliver fremstillet på god håndværksmæssig vis af Andreas, Margit smeder i baggrunden. Nikolaj med forhammeren står ikke og holder arbejdsvagt.
16-04-2004 -
Vi har arvet en pressenningVi har været så heldige, at vi har arvet den store hvide pressenning med tekst og et stort billede af Nydambåden, som har været brugt til transporten af den originale Nydambåd Slesvig - København tur retur. Vi ved ikke endnu hvad vi vil bruge den til, men den er god at have.
10-10-2003 -
Nydambådens midterstykke på NationalmuseetNydambådens Laug har i fredags transporteret midterstykket af Nydambåden til Nationalmuseet. Det er vel at mærke laugets byggeri af en kopi af en rekonstruktion af Nydambåden, hvor der nu er færdigbygget et prøvestykke. Den står flot i museets forhal, hvor den kan ses - og man må gerne gå op i den!.
04-06-2003 -
Nydambyggeriet, status i aprilVort byggeri af midterstykket går fint. Bord- og rælingsplankerne er sat op og samlet med klinknagler. Vi er ved at tilpasse spanter og tofter til plankerne. Delene skal surres fast og dørken skal tilpasses og lægges.
Vi holder tidsplanen. Midterstykket transporteres til København og opsættes i Nationalmuseets forhal - vi får hæderspladsen i særudstillingerne "Nydambåden" og "Sejrens Triumf"!, der åbner den 9. maj 2003.
27/4/2003 -
Nydambådbyggeriet udstilles først i september Nationalmuseet har ønsket at flytte tidspunktet af udstillingen af Nydamselskabets nu i disse dage færdigbyggede midterstykke af Nydambåden. Nationalmuseet vil gerne i september bruge vor model til fornyet omtale af særudstillingerne.
02-02-2003 -
Nydambyggeriet, status i februarVort byggeri med bygningen af to prøvestykker af Nydambåden er i fuld gang. Vi har til huse på Lindeværftet i Holm, og får hjælp og erfaringer fra Hjortspringbådens Laug. Det er vi mægtig glade for.
Nationalmuseet med Flemming Rieck og Morten Gøthche er dybt involveret i designet og rekonstruktionen af Nydambåden.
Vi er nu ca. 10-12 aktive bådbyggere og er på værftet tirsdag og torsdag aften suppleret med et pensionist dagshold onsdag. Så der sker noget.
Her ser du, hvordan Nydambådbyggere er i fuld gang med fremstilling og bearbejdning af bordplanker og tofter på Lindeværftet.



Midterstykket på 2,5 m er nu så vidt, at vi skal til at samle bordplankerne. Vi er i gang med at fremstille tofter, årekeiper, årer, dørk og spanterne. Vi forventer at blive færdige med midterstykket i marts.
Vi er lidt usikre på hvor langt, vi når med agterstævnstykket inden den 1. maj i år.
3/2/2003 - Nydambåden og Sejrens triumf
Når vi er så ivrige efter at få vort prøvestykke af midtersektionen færdige til tiden er det fordi vi skal på særudstilling!
Nationalmuseet åbner to særudstillinger Nydambåden og Sejrens Triumf. Udstillingernes hovedattraktion er Nydambåden, som udlånes fra Slesvig. Udstillingerne vil i øvrigt vise mængder af enestående arkæologiske fund fra jernalderens krigsbytteofre i danske moser. Udstillingerne vil berette om samfund i krig i århundrederne omkring Kristi fødsel.
Udstillingerne åbner den 9. maj i år. Sejrens Triumf varer et halvt år og Nydambåden forbliver her et helt år inden den skal tilbage til Archäologisches Landesmuseum Schloss Gottorf i Slesvig.
I Nationalmuseets nyhedsmagasin NYT nr. 97 2002 på side 34-35 kan I se en omtale af de to særudstillinger.
Det er ingen tvivl om at begivenheden vil give fokus på alt hvad der har med Nydam at gøre, Nydambåden - den fundne historiske og den vi bygger. Også Nydam Mose, bevaringsforhold og Nydamselskabet vil der blive fokus på.
Vi ved at presse og fjernsyn vil både vise og fortælle. Dansk (DR) og tysk fjernsyn (NDR3) planlægger større udsendelser om Nydam, Nydambåden og Sejrens Triumf.
Følg med på nyhedssiden. Vi vil i den kommende tid bringe en række nyheder om begivenheder i forbindelse med udstillingen.
12-11-2002 -
Nydambådens prøvestykker skal udstillesNationalmuseet og Museet på Gottorp Slot, Archäologisches Landesmuseen Schloss Gottorf, har besluttet at Nydambåden i Slesvig skal på rejse et års tid til København og udstilles. Den indår som hovedattraktionen i den kommmende særudstilling SEJRENS TRIUMF på Nationalmuseet.
Udstillingen bliver en stor, flot og attraktiv udstilling om enestående arkæologiske fund fra jernalderens krigsbytteofre i vore moser. Udstillingen vil berette om samfund i krig i århundrederne omkring Kristi fødsel. I "Nyt fra Nationalmuseet, dec.02 - febr.03" omtales denne udstilling.
Det er også besluttet at Nydamselskabets prøvestykker af bygningen af Nydambåden skal indgå i udstillingen. Det er naturligvis meget spændende at få lov til det, og det giver fokus på vores bådbyggeprojekt. Men vi får travlt for udstillingen åbner allerede i begyndelsen af maj 2003.
Følg med i nyhederne her på hjemmesiden, vi vil løbende følge op på denne begivenhed.
11-11-2002 -
Bygningen af Nydambåd - byggestadet i dagDe to bådelaug er nu godt i gang med bygningen af de to prøvestykker af Nydambåden på Lindeværftet i Holm på Nordals. Vi har fremstillet bundplanken og bordplankerne 1-2 i begge sider.
Vi er i gang med de næste bordplanker og de to tofter.
Forestående er bordplanke 4 og rælingsbordplanken, spanter, årer og dørkkonstruktion.
Vi planlægger at blive færdige med midterstykket inden jul. Agterstykket vil vi gerne være færdige med inden 1. maj 2003.
Smedeholdet er også godt i gang med fremstillingen af de 350 jernklinknagler vi skal bruge. Naglerne bliver håndsmedet på Lindeværtets nysindviede smedie.
I alt ca. 10 aktive er i gang med byggeriet.
28-05-2002 -
Grænseoverskridende Nydamprojekt får fondsstøtte Nydamselskabet har fået økonomisk støtte til et grænseoverskridende projekt.
Det er "Regionsudvalget for kultur, ligestilling og sprog/ Aussschuss für Kultur, Gleichberechtigung und Sprache" Region Sønderjylland/ Schleswig, der giver 6.400 Euro til en røntgenundersøgelse af Nydambåden i Slesvig.
Med undersøgelsen håber vi på at kunne få vished om, at båden var bemalet på ydersiden på de øverste bordplanker. Hvis det lykkes, vil vi kunne vise denne bemaling på vore prøvestykker, vi er i færd med at bygge. Undersøgelsen udføres af Archäologisches Landesmuseum i Slesvig.