Bookmark and Share
 

En fornemmelse for lyd

Gennem mange års træning har jeg lært mig at lytte, mærke og se.

At søge ind i et menneskes stemme, er som at åbne en kæmpe stor fantastisk bog, se på indholdsfortegnelsen og begive sig på rejse ind i det ukendte. Nogle gange er der faretruende rev, andre gange smukke landskaber, nogle gange truende storme andre gange blide lune vinde i dette fantastiske univers.

Alle mennesker er forskellige. Alle stemmer er unikke. De er et print over den person, som står overfor mig.

Når jeg arbejder med en elev, stiller jeg mig ind på hans eller hendes ”frekvens”. Det betyder, at jeg bruger hele mit sanseapparat, når jeg tuner mig ind på det menneske, som står overfor mig. Det engelske ord in tune betyder i tone/i samklang. Oversat til dansk betyder det også at synge rent - altså idet modsatte af falsk. For mig kommer det også til at betyde "at synge sandt". "At synge sin sandhed" - at synge sig selv.

Så jeg stiller mig ind på samklang med dig. På den måde bliver jeg lydhør overfor blokeringer i din krop, hæmmende tankemønstre og tilbageholdte følelser. Gennem blide bevægelser, det dybe åndedræt og stemmens lyd guider jeg dig til en dybere kontakt med dig selv. Med lyden søger vi at afspænde de blokeringer og spændinger, som afdækkes undervejs.

Jeg oplever stemmens lyd som rumlig og flerdimensionel. Nogle gange viser den sig i farver, andre gange hører jeg i din lyd, hvor i kroppen, du har brug for at slappe af, igen andre gange mærker jeg i min egen krop, hvor du har en blokering i din krop. Stemmen er som en billedmosaik, hvor der er lagt billede efter billede ovenpå hinanden. Vi kan bevæge os igennem disse lag - billeder på oplevelser, sindstilstande, følelser, erindringer og ind til vores grundprint, vores grundlyd.

             

Stemmens Portal v. Mette Lund Franck | Pilevej 24, 5800 Nyborg - Danmark | Tlf.: + 45 41566780