Vandreture er en relativ ny ide. Jeg har aldrig haft noget imod at gå. Jeg gik til tider 2-3 km ud til diget ud imod vadehavet. Jeg har også gået 12 km hjem efter en bytur. Det er jo ikke vandreture.
Vandreturene kom vist først på banen, da min ven Aksel absolut skulle op i de Norske fjelde og vandre. Han ville gerne have mig med, men han ville afsted uanset. Jeg tog selvfølgelig med. 
Vi kom derop i øsende regnvejr. Jeg vidste ikke en døjt om, hvad de norske fjelde var for noget. I silende regn vandrede vi op ad i et meget trøstesløs landskab. Sten og klipper. Ensformigheden blev brudt af små forkrøblede vækster. Endelig nåede vi op til et mere jævnt niveau. Den afmærkede sti var tit spærret af oversvømmelser, og vi måtte kravle over klipper for at komme videre. Det var ikke sjovt.
Til sidst stod vi ved et vadested som var fuldstændig oversvømmet. Regnen var massiv på det tidspunkt. Jeg gad ikke mere. Aksel drønede først til den ene side for at finde en overgang og derefter til den anden. Han fandt ikke en. Vi kravlede op på et højdedrag og slog lejr. Regnen stilnede af og vi kunne lave mad i relativt tørvejr. Om aftenen sad vi indhyllet i regnslag med vildmarkrødvin og nød udsigten. Vandet fossede under os og på den anden side, kunne vi skue ud over fjeldet. Det var fedt.
Dagen efter måtte vi erkende, at fossen ikke kunne passeres. Vi ændrede planer og gik en anden kortere tur. Det var på denne tur mit gamle telt til sidst viste sin alder. Aksel og jeg lå en hel nat og tørrede vand op fra bunden og vred kluddene udenfor. Et mareridt.
Sådan tur burde ikke give appetit på vandreture. Det gjorde det alligevel. Jeg ved ikke hvorfor. Hvad er tiltrækkende ved vandreture? Det kan man vist ikke svare entydigt på. De hårde strabadser som overvindes. Kampen op af stigningerne efterfulgt af beløningen på toppen. Lange ensformige stræk hvor benene bare gør arbejdet, naturen er skøn og hovedet tomt. Den meditative vandring. Vandringens rytme. Morgenmad, pakning, vandring, pause osv. Det hører med til det meditative. Den tætte kontakt med naturen. Det kan være teltslagning ved en gletsjerkant med udsigt til legende rensdyrkalve. Det kan også være fugleliv i en dansk skov. Den tætte kontakt til elementerne. Regn, kulde, varme, skarp sol, vind osv.
Ud af det sidste udspringer den evindelige optimering af udstyret. Det er et kapitel for sig. På vintervandringerne i Danmark må man konstatere, at det bliver tidligt mørkt. Madlavning mv. foregår i mørke. De første gange havde vi ikke pandelamper. Sikke et fremskridt da vi fik fat i dem.
Vandreture stiller naturligvis krav til mængden, man kan bære. Det medfører ud over optimering af udstyrets vægt også begrænsninger i vægten af brændstof, mad og drikke, der kan bæres.
__________________________________________________________________
