Svømmere tog guldet med i banken

20-03-2015

Svømmeklubbens hovedsponsor Vestjysk Bank ønskede tillykke med de flotte resultater ved Vestdanske mesterskaber

På billedet er det (fra venstre) – Bageste række: Kasper Laursen, Andreas Levin Pedersen, Christian Rasmussen, Kasper Schultz, Emma Rasmussen og Vestjysk Banks privatkundechef Jan Agerbo. I forreste række: Rasmus Nørfjand, Casper Christiansen, Merete Toft Jensen, Emma Bugge Fynbo, Helena Rosendahl Bach samt cheftræner Nikolaj Skovmose.
 
Der var fart på, da Holstebro Svømmeclub for nylig deltog i Vestdanske mesterskaber på langbane i Hjørring. Klubben havde tilmeldt 14 svømmere, og i hård konkurrence med de øvrige klubber vest for Storebælt blev det til ikke færre end 21 medaljer: Fire guld-, otte sølv- og ni bronzemedaljer.

De flotte resultater blev også bemærket hos klubbens mangeårige hovedsponsor Vestjysk Bank, og forleden var svømmerne på besøg i banken for at hilse på privatkundechef Jan Agerbo, der takkede de unge idrætsudøvere for at være gode ambassadører for det vestjyske område og for banken.

Svømmeklubbens cheftræner Nikolaj Skovmose kunne fortælle sponsoren, at de unge træner cirka 25 timer om ugen for at blive dygtige nok til at spise kirsebær med de store.

”Jeg er imponeret over, at de unge træner så mange timer, og derfor er det også vigtigt, at vi anerkender de resultater, som de opnår. Det er virkelig flot,” siger Jan Agerbo.

Han er meget glad for Vestjysk Banks samarbejde med mange af områdets idrætsforeninger.
”Der er en masse frivillige kræfter, som deler Vestjysk Banks værdier. Det er vigtigt for os at påskønne det, og selvfølgelig giver det os også en god synlighed, når vi er til stede i foreningslivet,” siger privatkundechefen.

Efter en kop kakao i Vestjysk Banks café fik svømmerne en lille gave, bl.a. nogle fine badehåndklæder, som altid er i høj kurs, når man svømmer 10 gange om ugen. Og mens bankens ansatte nærmede sig fyraften, så gik svømmerne tilbage til svømmehallen, hvor der ventede endnu et par timers svømning og styrketræning.
 
Klubbens næste store udfordring bliver Danish Open i København 27. – 31. marts, hvor fem svømmere er udtaget.
 
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro