Stævne referat VÅM-k, gruppe 1, Struer, 2013.
En begivenhedsrig weekend i Struer er slut. Holstebro SvømmeClub stillede til start med 11 svømmere, 7 piger og 4 Drenge.
Målt på personlige rekorder og medaljer var det en rigtig god weekend. Der blev sat nye personlige rekorder i over 80% af alle individuelle starter, og medaljehøsten blev i alt 11 medaljer! (1 guld, 9 sølv, 1 bronze)
Trods de mange personlige rekorder var marginalerne desværre ikke på vores side og derfor var de ingen nye kvalificerede til Danske Årgangsmesterskaber til januar. Til gengæld var der mange der fik sikret sig deltagelse ved Vestdanske Årgangsmesterskaber til foråret.
Svømmeren enkeltvis.
Thilde Rud Iversen
Thilde leverede nye personlige rekorder på 3 ud af 3 mulige løb, så en rigtig god weekend for Thilde. 100m bryst var Thildes bedste løb, hvor hun splittede næsten lige på de sidste tre 25 metere, hvilket er en rigtig god ting at kunne og teknisk formåede hun at rette nogle af fejlene fra 200m bryst tidligere på weekenden.
Julie Geertsen Lund
For Julie blev det til nye personlige rekorder i 2 ud af 3 løb. Julie er stadig meget grøn hvad angår mesterskaber, og weekendens strabadser har givet hende meget vigtig erfaring til næste gang.
Emma Bugge Fynbo
Emma blev den helt store medaljesluger for Holstebro SvømmeClub. Hun formåede at kæmpe sig til hele 6 medaljer. I alle 6 løb fik hun sølv efter Triton Vejlse Line Hededahl, som ligger nr. 1 på den danske rangliste i mange forskellige løb. Emmas to bedste løb var 100m ryg hvor hun for første gang kom under 1,10, nemlig i tiden 1.09.85. Rigtig imponerende da hun kom ind til stævnet med en personlig rekord på 1.12. Det andet rigtig gode løb var 200m individuel medley som var et meget spændende løb, hvor det bølgede frem og tilbage imellem Emma og før omtalte Line. Her satte Emma personlig rekord med knap 5 sekunder og sluttede i tiden 2.32.24 som er den 3. hurtigste tid i landet.
De øvrige medaljer svømmede hun hjem i 200m ryg, 400m individuel medley, 800m fri og 400m fri.
Natascha Holm Byskov
Op til dette stævne har Natascha desværre haft problemer med et skadet knæ, og har derfor ikke haft en helt optimal forberedelse. Dog formåede hun alligevel at sætte personlige rekorder i ale sine tre løb. Nataschas bedste placeringer var i 100m- og 200m bryst hvor hun blev placeret som nr. 19.
Maria Cleman Hatting
Maria er vendt tilbage til Holstebro SvømmeClub efter et kort ophold i en anden klub, og dette stævne er derfor en god indikation på hvordan skiftet har påvirket hende indtil videre. Maria var den fra Holstebro SvømmeClub der samlet set gjorde det bedst ift. hendes niveau. Hun formåede at sætte personlige rekorder i alle sine 8 starter, hvilket er utrolig imponerende. F.eks. i 800m fri svømmede hun sig til en flot 4. plads efter at have sat personlig rekord med hele 24 sekunder.
Rikke Vestergaard Hansen
Rikkes helt store mål for weekenden var at kvalificere sig til Danske Årgangsmesterskaber i 200m fly.På trods af at have sat personlig rekord med hele to seknuder, var hun desværre ca. et skund over kravtiden. Endnu en personlig rekord faldt i hendes 100m fly, men stadig ingen kravtid. Forhåbentlig lykkes det fr Rikke til næste mesterskab.
Helena Rosendahl Bach
Weekenden bød både på op- og nedture for Helena. Hun lagde ud med en vanvittig præstation fredag aften i 400m individuel medley, hvor hun svømmede 5,13,91 som er personlig rekord med hele 11 sekunder og tilmed placerer hende som nr. 7 i landet. Løbet gav hende en sølvmedalje, kun 3 tiendedele af et sekund fra Julie Lundorff Larsen fra Silkeborg. Det var et utrolig spændende løb som gav både træner, og forælder sved på panden. Weekendens anden helt store præstation af Helena kom i 100m fly hvor hun svømmede sig til en andenplads i tiden 1.08.17, som er personlig rekord med hele to sekunder. Det mest imponerende ved præstationen var at den kom kun 30 minutter efter en helt katastrofal 800m fri, så rigtig flot kommet igen af Helena. Desuden svømmede hun sig også til en 3. plads i 200m fly.
Jonas Kongerslev
Jonas har igennem en lang periode været plaget af skulderproblemer, men er næsten 100% på toppen igen. De to korte fri-løb kørte rigtig godt for Jonas, hvor han med to flotte personlige rekorder sikrede sig hhv. En 26.- og en 30. plads. Den lidt længere distance 200m fri fungerede ikke så godt, og det var tydeligt at se, at den lange skadesperiode hindrede ham i at svømme rigtig godt i dette løb.
Jacob Schultz
Jacob havde, som Rikke, et helt klart mål om at kvalificere sig til Danske Årgangsmesterskaber. Jacobs helt store chance var i 200m ryg hvor han ved Klubmesterskaberne sidste uge var sølle halvandet sekund fra kravtiden. På trods af en lille forbedring måtte han dog se sig selv være et lille sekund fra kravtiden denne gang. Jacob har siden sommer forbedret sig med hele 13 sekunder i dette løb, og er inde i en rivende udvikling, så han skal nok få svømmet sine mesterskaber. Jacob svømmede sig til en flot 9. plads i dette løb, efter slet ikke at have været kvalificeret sidste år. Stor fremgang.
Kasper Laursen
Kasper skulle ud og banke rusten af, til sit første mesterskab siden Vestdanske Årgangsmesterskaber i foråret. Kasper missede desværre Danske Årgangsmesterskaber i sommers, grundet en overbelastningsskade i albuen. Kasper er på nuværende tidspunkt stadig i gang med genoptræningen og hans præstationer viser stadig at han ikke endnu er helt på toppen. Derfor vidner en personlig rekord i 200m individuel medley, og en flot 11. plads, om at med en skadesfri periode og et længere træningsforløb, kan han hurtigt komme ned på sit gamle niveau igen.
Christian Rasmussen
Endte op med at blive eneste guldfugl for Holstebro SvømmeClub. Mange mener at de længere distancer ikke er spændende, men 1500m fri i Struer manglede da i hvert fald ikke spænding. Finalen stod mellem Christian og Simon Lundby Pedersen fra Esbjerg. Alle andre i heatet endte med at blive statister. De to drenge lå længe og kiggede på hinanden, og ved 1100m satte Christian et angreb der holdt hele vejen, og på trods af en god slutspurt fra Esbjerg-svømmeren, endte Christian med at vinde løbet i tiden 16.32.83. Blot 14 hundrede dele af et sekund foran.
Et veloverstået stævne i Struer med noget blandede resultater. Nogle fantastiske, nogle jævne og enkelte skuffende. Dog har alle fået vigtig stævneerfaring, og øvet sig i at konkurere. Nu kigger vi frem mod et spændende 2014, som starter med Danske Årgangsmesterskaber d. 17-19 januar i Thisted.
Fremtiden for HSC ser lys ud!