Svømmeklubbens træner-team er på plads

30-06-2013

Fra venstre: Cheftræner Nikolaj Skovmose, B- og T-holdstræner Chris Christensen, assisterende T-holdstræner Mads Hopff og C-holdstræner Stefanie Franck. Foto: Thomas Maxe.

HSC har tegnet fem-årig kontrakt med cheftræneren og har samtidig sat et nyt, stærkt hold for den kommende sæson i konkurrenceafdelingen

Det er kun lidt over et år siden, at cheftræner Nikolaj Skovmose og landsholdssvømmeren Chris Christensen skiftede til Holstebro Svømme Club, men det er gået så godt, at svømmeklubben nu har valgt at tegne en fem-årig kontrakt med cheftræneren. Samtidig er Chris Christensen blevet ansat i stilling som B-holdstræner, Talentholdstræner og talentudvikler. Dermed stopper Chris som træner for C-holdet, der fremover skal trænes af Stefanie Franck. Talent-holdet vil fortsat også blive trænet af Mads Hopff.
 
Nikolaj Skovmose glæder sig til den kommende sæson som cheftræner og træner for A-holdet.
 
”Jeg har fået en god mulighed for at være med til at udvikle både svømmerne, klubben og mig selv, fordi jeg som led i min kontrakt har fået adgang til et videreuddannelsesforløb. Det glæder jeg mig meget til,” siger han.
 
Samtidig fortæller Nikolaj Skovmose, at han er faldet rigtig godt til i Holstebro. Faktisk så godt, at han har mødt en sød kæreste her i byen, og sammen venter parret deres første barn til efteråret.
 
”Det giver selvfølgelig også noget ro på i privatlivet, at jeg har styr på min ansættelse et par år frem. Og der har i det hele taget været rigtig stor opbakning fra klubben, nu hvor jeg har udsigt til at skulle stifte familie,” siger cheftræneren.
 

Chris tager B-holdet – og er klar til EM

B-holdet vil i den kommende sæson blive trænet af Chris Christensen, der har søgt klubbens stilling som talentudvikler. Det betyder, at han også bliver ansvarlig træner for Talentholdet.
 
”Det kunne måske have været spændende for klubben at få en ny træner udefra, men da der ikke var nogen oplagt kandidat blandt ansøgerne, valgte jeg at søge stillingen,” fortæller Chris Christensen, som dermed også får flere arbejdstimer og dermed også en lidt bedre løn.
 
De ekstra timer vil dog ikke forstyrre hans egen træning, forsikrer han.
 
”Nej, det er bare et spørgsmål om at planlægge sin tid.”
 
Chris Christensen og det øvrige A-hold deltager i den kommende uge i DM på langbane. Først til november bliver kortbane-DM afviklet, hvor der til den tid bliver mulighed for at blive udtaget til EM i Herning i december. Og så er det jo nærliggende at spørge Chris Christensen, om han tror, at han skal til EM i Herning.
 
”Øh… Ja!” lyder svaret i et næsten fortørnet tonefald. Selvfølgelig skal han da det.
 

Tilbage på C-holdet

I den netop afsluttede sæson har Chris Christensen været træner for C-holdet. I den kommende sæson bliver der comeback for Stefanie Franck, der også tidligere har været C-holdstræner, indtil hun tog ”orlov” fra klubben som led i en studierejse til New Zealand.
 
”Jeg har selv svømmet, siden jeg var otte år, og jeg har prøvet hele turen op gennem konkurrenceholdene, hvor jeg sluttede med et par år på A-holdet,” fortæller Stefanie Franck.
 
I forårssæsonen har hun haft et enkelt hold i svømmeskolen, så den snart 23-årige pædagogstuderende glæder sig til flere timer sammen med svømmerne.
 
”Jeg har været træner for børnehold, siden jeg var 15 år, og har som nævnt også tidligere været C-holdstræner. Trænerjobbet er jo også studierelevant, og samtidig kan jeg bruge min viden fra pædagogstudiet i trænerjobbet, så jeg glæder mig rigtig meget,” siger Stefanie Franck.
 

Plads til flere på T-holdet

Chris Christensen bliver som talentudvikler ansvarlig for træningen af Talentholdet, mens Mads Hopff fortsætter som assisterende træner.
 
”Jeg har fået rigtig god vejledning fra Thomas Iversen, som har været talentudvikler i den forrige sæson, så jeg føler mig godt rustet til endnu en sæson med T-holdet,” siger Mads Hopff.
 
Han holder meget af talentarbejdet, men han ser også udfordringer for klubben fremadrettet.
 
”Det er en udfordring for os at få fyldt de ledige pladser på Talentholdet. Nogle forældre synes, at det er en stor mundfuld, når børnene pludselig skal til at gå til svømning tre gange om ugen. Det kan selvfølgelig også give nogle praktiske problemer i forhold til at skulle hente og bringe børnene, men heldigvis er børnene rigtig glade for at dyrke sport flere gange om ugen, så vi prøver at få en god dialog med forældrene, ” siger Mads Hopff.
 
Han agter at fortsætte stilen med lige dele fokus på den fysiske træning og det sociale element. Der bliver snakket livligt, når børnene i alderen 8-11 år på Talentholdet er til træning, og det er kun godt.
 
”Det skal være sjovt at komme til træning, og de skal have det godt socialt. Ellers kan det godt blive for meget at være i svømmeklubben seks timer om ugen, hvis man knap nok kender hinanden,” siger Mads Hopff.
 

Farvel til Iversen

Det nye træner-team betyder samtidig et farvel til den hidtidige talentudvikler og B-holdstræner Thomas H. Iversen, som snart flytter fra byen for at læse på universitetet.
 
Formand for Holstebro Svømme Clubs konkurrenceudvalg Charlotte Bugge lægger ikke skjul på, at Thomas Iversen vil blive savnet.
 
”Hvis man har mødt Thomas, bør det ikke komme som nogen overraskelse, at han skal læse på universitet. Han er superintelligent og samtidig ikke så lidt af en arbejdshest. Vi har været fantastisk glade for at have ham i klubben, både fordi han er en dygtig træner, og fordi han har været en meget omsorgsfuld leder for de små svømmere. Vi håber, han vil vende tilbage til Vestjylland og til Holstebro Svømme Club, når han er færdiguddannet,” siger Charlotte Bugge.
 
Konkurrencesvømmerne fra klubbens A-hold samt trænerne vil i den kommende uge være at finde på Bellahøj svømmestadion i København, hvor der bliver afviklet DM på langbane. Følg med på klubbens Facebook-side for sidste nyt fra stævnet: www.facebook.com/hscholstebro

Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro