Referat: Vestdanske Årgangsmesterskaber

11-12-2012

Af Thomas iversen

En guldmedalje, fire sølvmedaljer, fire bronzemedaljer og en stribe personlige rekorder. Det blev det synlige, superflotte resultat, da årgangssvømmerne fra Holstebro Svømmeclub i weekenden var til Vestdanske Årgangsmesterskaber i henholdsvis Haderslev og Aalborg.

De ældste af svømmerne var med b-holdstræner Thomas H. Iversen i Haderslev. De yngste var med C-holdstræner Chris Christensen (lørdag) og chef træner Nikolaj Skovmose (søndag) i Aalborg.

Svømmerne tog af sted med forventninger om gode resultater. Som weekenden skred frem viste det sig at dette ikke var uden grund.

I Haderslev var næsten 80% af starterne ny personlig rekord og flere var kun få hundrededele fra. Forventningerne til medaljetagerne blev også indfriet: Christian Rasmussen vandt en sølv- og en bronzemedalje i henholdsvis 1500 meter fri og i 400 meter fri. Merete Toft Jensen vandt to bronzemedaljer i hhv. 100 og 200 meter butterfly. Helena R. Bach vandt en bronzemedalje i 100 meter butterfly. Derudover var der tre ærgerlige 4. pladser lige udenfor medaljerne.

Stævnet viste, at svømmerne har udviklet sig meget i de første måneder af sæsonen, og at det hårde arbejde virker, men det var også tydeligt for træneren, at der er plads til forbedringer på mange områder.

I Aalborg var der også fart på, hvor Emma Bugge hev fire medaljer hjem: Tre sølv i henholdsvis 400 meter fri, 100 meter ryg, 200 meter medley og - ikke mindst - en guldmedalje i 200 meter ryg. De to drenge der var med, Casper Christiansen og Mathias Rasmussen, var begge førstegangs deltagere ved vestdanske årgangsmesterskaber. De blev begge en masse erfaringer rigere og præsterede rigtigt flot i deres løb.

Da svømmerne og træneren kom hjem søndag aften, var alle trætte efter et godt og spændende stævne.


Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro