Primrose Avenue

Mother Marys Feast

I den katolske kirke bliver Jomfru Marias fødselsdag fejret med stor festivitas. I år startede festen d. 29. August med flaghejsning. Laura og Benedikte var inviteret med J.

 I landsbyen hvor Jaya bor, har de kristne samlet penge ind til opførelsen af en lille lokal kirke. Den er ca. 10X10 m med fine billeder, alter, glimmerguirlander og farvede lyskæder. Menigheden sidder på måtter på gulvet, kun de ældre og de ”hvide” sidder på stole!!!  

Vi blev placeret på stole på bagerste række og lyttede til bønnerne. En fra menigheden sad med en mikrofon og bad for, og resten af menigheden svarede. Messen var på kannada (lokalsproget i staten Karnataka) så det var ikke meget vi forstod. Efter bønnerne blev der sunget salmer. Samme koncept. Mikrofonen gik rundt og forskellige sang for. Meget stemningfyldt, med smukke melodiøse salmer. Inde i selve kirkerummet var der kun plads til børn og kvinder. Mændene måtte pænt stå udenfor og høre på.

Endelig dukkede ”Father” op. Vi gik ud på den lille kirkeplads udenfor og ventede ved flagstangen. Vi blev udstyret med en blanding af groft salt, hele peberkorn og blomsterblade. Præsten kom ud, velsignede et flag med billede af jomfru Maria draperet med blomsterkranse og farvede lysguirlander. Der blev sprøjtet vievand og røgelsen blev svunget. Så var det tid til at flaget skulle hejses alt, imens vore salt/peber blanding skulle kastes på flaget. Vi havde fået strenge ordreom at lukke øjnene når det skete. Og der var god grund til det. Vi har stadig salt i håret!!

En vældig oplevelse for os begge.  At stå der i landsbyen og fejre en kristen fest, samtidig med at trommerne lyder i baggrunden og fyrværkeriet brager for at fejre hinduernes Ganeshafestival. Ramadanen er også startet, men der var temmelig stille i den lokale moske. Alle lever i fredelig samhørighed med hinandens religion. Ifølge Jaya, er der aldrig uenigheder i landsbyen af religiøs art.

Fam. Hamann | Prestige Ozone 25, Bangalore 560 066 - India | Tlf.: +919611159305