Pressemeddelelser (dansk)

3. november 2009

Den verdenskendte filosof Hans Köchler taler ved konference i Århus om interkulturel dialog

Interkulturel dialog er ugens emne i Århus. Byen, regionen, universitetet og Grundfos står bag den nye Global Dialogue Prize, hvis vinder offentliggøres på torsdag, og fredag taler en af verdens førende filosoffer, Hans Köchler, om filosofi og politik bag interkulturel dialog.

Köchler taler som afslutning på konferencen “Responsibility Across Borders? Climate Change as Challenge for Intercultural Inquiry on Values,” der begynder på Aarhus Universitet i dag og slutter på fredag.

Læs hele pressemeddelelsen


1. november 2009

Danske virksomheder inspirerer til ansvar for klimaforandringer

Novo Nordisk, Maersk Line og Dansk Industri giver inspiration til, hvordan danske virksomheder kan tage ansvar for klimaforandringerne, når Aarhus Universitet i dagene 3.-6 november er vært for konferencen "Responsibility Across Borders? Climate Change as Challenge for Intercultural Inquiry on Values."

Klimaforandringerne er tidens største udfordring for danske virksomheder. De kan passivt se til og vente på udspil fra markedet og offentlige eller internationale organisationer. Eller de kan gå aktivt ind og formulere en klimastrategi og understøttende politikker.

Repræsentanterne fra Novo Nordisk, Maersk Line og Dansk Industri giver konkrete eksempler på, hvordan de aktivt arbejder med klima i deres virksomheder ved arrangementet, der finder sted fredag 6. november fra kl. 9.00-10.15 på Aarhus Universitet, bygning 1441.

Læs hele pressemeddelelsen


27. oktober 2009

Konference i Århus vil placere det moralske ansvar for klimaforandringer


Det er lagt op til helt nye vinkler på klimaforandringerne ved en konference i næste uge på Aarhus Universitet. Konferencen handler hverken om politik eller miljøvidenskab, men derimod om, hvordan vi som individer kan tage moralsk ansvar for og måske endda få et bedre liv på grund af klimaforandringerne.

Vinklerne bliver præsenteret med det samme, når konferencen “Responsibility Across Borders: Climate Change as Challenge for Intercultural Inquiry on Values” helt utraditionelt bliver åbnet med et dialogmøde  tirsdag 3. november kl. 14.00-17.30.

Mødet samler akademikere fra filosofi, uddannelse, journalistik og økonomisk psykologi, som skal svare på, hvilket ansvar deres respektive fag har for at hjælpe verdens borgere med at håndtere klimaforandringerne. Repræsentanter fra Mærsk Line og Grundfos vil svare på, hvad de mener, virksomhederne kan bidrage med. Og en repræsentant fra græsrøddernes alternative klimatopmøde i København, Klimaforum09, svarer på, hvordan man sikrer, at alle kulturer bliver hørt, når 10.000 mennesker mødes i DGI-byen i december.

Læs hele pressemeddelelsen


14. oktober 2009

Konference sætter fokus på journalisters ansvar for klimaet


Journalister skal skrue ned for dramaet og lade være med at overdrive farerne ved klimaforandringerne, hvis de vil gøre noget godt for miljøet. I stedet skal de være i øjenhøjde med deres brugere og fortælle, hvad den enkelte kan gøre for at afhjælpe klimaproblemerne, og dække hvordan klimaforandringer påvirker livet i udviklingslandene.    

Det siger Susanna Priest, professor i journalistik på University of Nevada i USA. Susanna Priest er en af hovedtalerne på en kommende konference i Århus, der ser på, hvilke værdier der motiverer den enkelte til at tage ansvar for klimaproblemerne.

Susanna Priest vil ikke tale om, hvorvidt journalister har en forpligtelse til at afhjælpe klimaproblemerne, men vil i stedet give forskningsbaserede bud på, hvad journalister kan gøre, hvis de vil.


Læs hele pressemeddelelsen



22. september 2009


Konference i Århus åbner global dialog om

det enkelte menneskes klimaværdier


Sig klimaforandringer i Danmark, og næsten alle tænker på det kommende klimatopmøde i København, CO2-udslip eller en elsparepære. Men folk bør tænke lige så meget på kultur og deres personlige værdier , når de hører ordet klimaforandringer, mener en forskergruppe fra Aarhus Universitet.

Forskningsenheden ICON (Interculturality, Conflict and Value Studies) ved Institut for Idehistorie på Aarhus Universitet  er i dagene 3.-6. november 2009 vært for en international konference på Aarhus Universitet.

Konferencen samler forskere og praktikere fra humaniora, uddannelsesverdenen, journalistik og erhvervslivet  til dialog på tværs af kulturer og fagskel om, hvilke værdier der motiverer borgere til at tage ansvar for og tilpasse sig den nye virkelighed.

Læs hele pressemeddelelsen

 
_______________________________________________________________________
 
 
 
 
 
 

ICON Aarhus University