Et år af mit liv

Glenn Kromann: Et år af mit liv (2002) ISBN: 87-91066-86-7
 
Om bogen

Et år af mit liv var det første virkelige større projekt som jeg har været igennem. Flere længere pauser gjorde at det tog omtrent tre år at få afsluttet den, da den til sidst var mit lille barn. Alle tanker skulle efterprøves og historien skulle gerne holde vand. Det var vigtigt for mig, at bestemte episoder skulle være 100 % realistiske, så netop mine læsere ville få følelsen af, at det kunne ske for dem. Derefter gik der et lille års tid med først og fremmest at få en kontrakt og dernæst sætte bogen op til udgivelse. Men jeg må sige, at jeg er ganske tilfreds over det endelige resultat og lektørudtalelsen bekræfter ligeledes, at jeg tydeligvis er på rette vej.

Uddrag af bogen

Det meste af tiden føler jeg mig klar i hovedet, men alligevel rammer episoden mig hårdt igen engang imellem og jeg kan ikke helt følge med. Jeg føler mig mere træt end normalt, og medicinen har en tydelig påvirkning på min tankegang, som har været lidt aparte de sidste par dage. Lægen på hospitalet rådede mig til at tage mindst en uge fri, før jeg mødte op på arbejde og det passer mig egentlig perfekt, for jeg føler mig som en idiot, når jeg forsøger at tale. Jeg har endnu ikke helt styr over mundvandet og hyletonen har tendens til at distrahere mig så meget, at jeg flere gange har fanget mig selv i at stirre tomt ud i luften i håb om, at finde den satans lyd og så stoppe den, så det er nok meget godt, at jeg venter i hvert fald en uge, før jeg møder op. Mine tanker falder hen på Deacon Blue, "Every minute of every day, don´t be angry about what´s taken away, it´s only real life". Tja, det er jo nok også rigtigt, der er ikke nogen grund til at være sur over, hvad der er sket eller hvad der er taget fra mig, det her var bare en del af det virkelige liv. Melodien bliver hængende i mine tanker, til jeg begynder at nynne den, for jeg har ingen intentioner om, at begynde at synge nu, men jeg kan ikke helt slippe den igen, så jeg rejser mig op og finder cd'en frem. Det tager mig lidt tid, for jeg kan ikke rigtigt huske hvad melodien egentlig hedder eller fra hvilken cd den er, men endelig finder jeg den frem og kan konstatere, at den er fra cd'en "Whatever you say, say nothing" og melodien hedder "Last night I dreamed of Henry Thomas". Jeg har ingen ide om, hvem Henry Thomas egentlig er og husker samtidig, at jeg har studset over det før uden at tage mig sammen til at undersøge det, men nu skal det være og jeg har jo også tiden til det, så jeg rejser mig op for at hente et leksikon. Det eneste leksikon jeg har i bogform, er et gammelt et fra 1956, mine nye leksika har jeg på Cd-rom, men jeg orker ikke at skulle vente på computerens opstart, så jeg sætter mig til rette med bogen i skødet. Efter et par minutter finder jeg ham, det tror jeg nok i hvert fald. "Thomas, James Henry" står der og jeg går ud fra, at det er ham. Han var en engelsk arbejderpolitiker, som døde tilbage i 1949 - AHA!? - hvorfor ville nogen dog drømme om Henry Thomas? Det virker lidt underligt, så underligt at jeg tænker på at sætte mig ned og skrive til Deacon Blue, for at finde ud af det og måske samtidigt spørge dem, om de har haft nogle andre underlige drømme, som de ønsker at tale om. Men jeg dropper det. Chancen for at jeg får svar, er nok alligevel lig nul. Nej, det her bliver nok bare endnu et af livets store spørgsmål. Først var der tvivlen om Jesus virkelig var Guds søn og nu tvivlen om, hvorfor Deacon Blue drømmer om Henry Thomas.

Lektør udtalelse

Med denne fascinerende roman debuterer Kromann med en slags American Psycho på dansk. August lever et liv i sus og dus, med druk og kvinder, med en distant rig far og en psykisk afvigende broder, men også et tomt liv, hvor vennen Adrian nok er den eneste han er knyttet til, lige til Victoria kommer ind i hans liv, og han finder kærligheden, blot for at miste den uigenkaldeligt igen. Man følger hans liv gennem et år, får indblik i hans tomme og indholdsløse liv, mens han tumler gennem tilværelsen og rundt i byen, og efter et overfald følger man intenst hans genoptræning i alle smertefulde detaljer, for Kromann forstår at leve sig ind under huden på denne på mange måder utiltalende person, som fremstilles som en hel og afrundet person, med mangler og psykiske defekter. En på mange måder gribende fortælling om et ensomt menneske, men også en roman, der med sin beskrivelse af dette defekte mennesker rummer en barsk form for humor, som bobler af fortælleglæde og en indsigt i dette særlige nedfrosne miljø, henlagt i et stiliseret bymiljø uden detaljer.Karsten Just.

Forlags udtalelse

En medrivende fortælling om en mands tolv fortættede og dramatiske måneder, hvor livet leves fuldt ud, indtil døden forandrer alt....

Biblioteket skrev om bogen: Den unge August lever et tomt og indholdsløs liv med sprut og tilfældig sex, men efter et overfald, hvor han kvæstes, møder han kærligheden i form af Victoria. På tragisk vis mister han hende, og tomheden fylder igen hans liv.

Glenn Kromann | Høgholtvej 28, 1. tv., Vanløse - Danmark | Tlf.: +4560923685