TANDFREMBRUDSTIDER

Når tænderne bryder frem i munden på barnet, er de særligt udsatte for caries (huller i tænderne). Grunden til, at tænderne er særligt udsatte, når de er under frembrud, er, at de kan være vanskelige at komme til at børste og let kan overses, især hvis det eksempelvis er en kindtand i overmunden.
 
Når barnet tygger, bliver store dele af madrester og bakterier fjernet fra tænderne. Dette vil ikke på samme måde ske på en tand, der er under frembrud, da den ikke kan ”nå” den modsatte tand i eksempelvis underkæben endnu, og derved mangler denne kontakt. Med lidt opmærksomhed, grundighed og viden om hvornår de forskellige tænder bryder frem i munden på barnet, kan huller i de nye tænder undgås.

Mælketandsættet:

  • I mælketandsættet får barnet i alt 20 tænder. 8 fortænder, 4 hjørnetænder, samt 8 kindtænder.
  • De første tænder, der bryder frem hos barnet, vil være de midterste fortænder, typisk dem i undermunden. Dette vil ske, når barnet er mellem 6-8 måneder.
  • Herefter følger de andre fortænder, der sidder ved siden af de tænder, der allerede er brudt frem. Det vil være, når barnet er 8-12 måneder.
  • De første kindtænder kommer, når barnet er 12-16 måneder.
  • Når barnet er mellem 16 og 20 måneder, kommer hjørnetænderne.
  • Til slut kommer de sidste og bagerste kindtænder, og barnet har nu et komplet mælketandsæt.

Det skal dog nævnes, at normalen spænder vidt, dvs. at der findes masser af eksempler på børn, der har fået tænder tidligere eller senere end de angivne tider.
 

Det blivende tandsæt:

Et fuldt blivende tandsæt vil bestå af i alt 32 tænder. Dog er det ikke alle, der får deres visdomstænder.
Tandsættet består af 8 fortænder, 4 hjørnetænder, 8 små kindtænder, samt 8-12 store kindtænder.

 
Udviklingen
  • Når barnet er ca. 6 år, får det sin første blivende kindtand, altså den første tand som barnet skal have hele sit liv. Som forældre skal I være opmærksomme på, at barnet ikke taber en mælketand som erstattes af 6-års tanden! 6-års tanden kommer direkte op gennem slimhinden bag den sidste mælkekindtand, og er ofte væsentlig større end mælkekindtænderne.
  • Når barnet er ca. 7 år får det sine 1. blivende fortænder i hhv. overmund og undermund.
  • Dernæst følger den 2. fortand i en alder af 8 år. Herefter kommer hjørnetænderne i undermunden, samt den første lille kindtand ved 9 års alderen. Endvidere kommer hjørnetænderne i overmunden, samt den første lille kindtand i undermunden ved 10 års alderen.
  • Når barnet er ca. 11 år, får det sin anden lille kindtand. Dernæst følger den anden store kindtand, også kaldet 12-års tanden. Den sidste tand, der bryder frem, vil være den 3. store kindtand, altså visdomstanden. Dette sker typisk fra 18-års alderen og frem – hvis det sker.   

Motorik

Begrebet motorik stammer fra latin, og er lig med kontrol over bevægelse. Motorik kan inddeles i to grupper, nemlig grovmotorik og finmotorik.
 
Grovmotorikken udføres af de store muskelgrupper, og danner bevægelse i eksempelvis arme og ben. Finmotorikken derimod, består af finere muskelbevægelser, hvor kun 5-6 muskelfibre styres af en motorisk nerve. De finmotoriske muskler finder vi bl.a. omkring øjne, mund, i hænder og fødder. Børn kan få deres finmotorik stimuleret ved eksempelvis at tegne og klippe.
 
Børn kan ikke selv børste deres tænder effektivt, før de er 10-12 år gamle. Årsagen til dette er, at deres finmotorik ikke er udviklet til fulde, og de derfor har svært ved at manøvrere tandbørsten ordentligt rundt i munden. Derfor bør en voksen hjælpe med tandbørstningen, eller være ved siden af og guide barnet indtil det er 10-12 år gammelt, og selv kan overtage børstningen.