Synssansen er måske vores vigtigste sans, men den kan bruges uhensigtsmæssigt. For den forstyrrelse i hjernen, som er mest udbredt, det er den ufunktionelle brug af synssansen, der går med den fortløbende opdatering af fornemmelsen af balance, tid og rum og ejerskabet til sig selv.
Mange patienter beskriver en træthed i øjnene, vanskelighed med samsyn og fokusering, og smerter over og inde i øjnene. Nogle kan beskrive en afhængighed af at skulle flytte blikket fra et punkt et andet for at dæmpe svimmelhed.
Når man har gjort sig afhængig af synet for at kunne holde balancen, er det ikke ualmindeligt, at man også vil være sårbar overfor lyde. Man lader sig let distrahere af lyde, som med fordel kunne være overhørt. Tinnitus er et stærkt symptom på en forstyrrelse af netværk for hørelsen.
Hvis synet ikke frigøres fra sin påtagede opgave med at sikre bedst mulig balance, vil der opstå en ufunktionel kamp mellem at klamre sig fast med synet for at balancere sig og forsøget på at danne fortløbende billeder for sit indre øje. Denne kamp beskrives som en der giver usikkerhed, og en følelse af ubehag, som f.eks. svimmelhed.
Denne påtagede afhængighed er uheldig, da synssansen er langsom som sikring af balancen, og den binder mange af de begrænsede ressourcer i hjernen, som kunne være brugt på mere meningsfulde opgaver.
Hensigtsmæssigt er det, at synet kan følge genstande, så vi kan være opmærksomt fokuseret på noget, som vi er optaget af.
I vores zappende verden kan nogle have brug for at træne hvilesynet ved at holde det opmærksomt fokuseret i kort tid, inden synsobjektet skifter.
Det er også vigtigt at hvile synet ind imellem, da det virker afspændende. Vi kan hvile synet ved at lukke øjnene eller ved at afskærme for for stort et synsindtryk. En kasketskygge vil virke afskærmende, men bare det at flytte synet nedad vil også begrænse synsindtrykket fra omgivelserne. I alle vores øvelser er et vigtigt element, at hovedet sænkes eller slippes ved at give efter i nakken, for derved at opnå en aflastning af synet.
