Hvad er en spiseforstyrrelse?.
Alle spiseforstyrrede føler, at de skal og må have fuld kontrol over deres krop. Dette viser sig ved et evigt ønske om at blive tynd og en angst for at blive tyk. I mange tilfælde starter de på en slankekur, fordi de er blevet drillet med eller kritiseret for deres vægt af forældre, søskende eller kammerater. I andre tilfælde er det dem selv, som synes, de er for tykke og derfor har følt, at de ikke slog til. Ligegyldigt hvor meget vedkommende tvinger sig selv ned i vægt, bliver han/hun ved at føle sig tyk, uanset hvad omgivelserne siger og mener.
Hvis du har problemer med hensyn til din vægt, mad og udseende, er du efter al sandsynlighed også meget optaget af, hvad du spiser. Dine tanker kredser ustandselig om mad, og du kan være bange for, at hvis du først får begyndt at spise, kan du ikke holde op igen. Alt afhænger af, hvor kaotiske dine spisevaner er, kan du sandsynligvis slet ikke skelne mellem, hvornår du er sulten, eller hvornår du er mæt. Hvis det er tilfældet, er det ikke svært at forstå, hvorfor et almindeligt måltid bliver til et angstfyldt foretagende. Du kan ikke finde ud af, hvornår du skal spise, hvor meget du skal spise, eller hvornår du skal holde op. Måske er det sidste det værste. Hvis man nu forbinder alle disse angstfyldte følelser med skrækken for at tage på i vægt, er det lettere at forstå, hvorfor du har mistet fornemmelsen for, hvordan du spiser normalt, og hvorfor du føler det nødvendigt hele tiden at spise mindre og mindre mad. Det er vigtigt, at du begynder at få en forståelse af, hvordan sygdommen har påvirket dig fysisk - ikke kun fordi det vil hjælpe dig til bedre at forstå dit nuværende forhold til mad og din krop, men først og fremmest fordi det vil hjælpe dig til at blive rask igen.
Sult og mæthed.
|
Spiseforstyrrede mennesker prøver tit at undertrykke deres naturlige appetit. Mange synes, at følelsen af sult er dejlig og værd at stræbe efter. Til gengæld opfattes mæthedsfornemmelsen som ekstremt ubehagelig og angstfyldt - altså noget, der må undgås for enhver pris. Dette er en af grundene til, at en person med anoreksi spiser mindre og mindre. For tilsidst slet ikke at spise noget som helst.
Det er meget vigtigt, at du forstår, at slankekure er et forsøg på at påtvinge kroppen en ydre kontrol over en mekanisme, som den fra naturens hånd er indrettet til helt selv at regulere.
De spiseregler, du selv har lavet, er slet ikke nødvendige - tværtimod er de skadelige og endda farlige for dit helbred. Du giver kun kroppen næring for at tilfredsstille ydre krav (det vil sige de regler, du selv har skabt for at tabe dig), og derfor kan du ikke mere reagere på kroppens ægte, indre signaler vedrørende sult og mæthed. |
Underernæring.
De færreste spiseforstyrrede personer er klar over, at de er fysisk underernærede og fungerer tilsvarende dårligt. De holder deres vægt kunstigt nede under deres naturlige vægtområde (ved at holde diæt, kaste op, tage afføringsmidler eller vanddrivende tabletter eller gennem overdreven motionsdyrkelse). Resultatet er, at deres krop fungerer langt dårligere, end den under normale omstændigheder ville være i stand til.
Ethvert menneske har sit "naturlige" eller "forudbestemte" vægtområde, som kroppen med alle midler vil prøve at foresvare hele livet igennem. Det er simpelthen ikke muligt at holde sin egen vægt under kontrol. Vægten er, nøjagtigt som højden, arveligt bestemt. Hvis man prøver på at tabe sig alt for meget under det naturlige vægtområde, vil forskellige fysiske og psykiske symptomer dukke op.
Sammenhængen mellem slankekure og grovæderi.
Det er ganske almindeligt, at personer med bulimi, men også tit personer med anoreksi, holder deres slankekur, indtil de føler en uimodståelig trang til at spise totalt uhæmmet. De grovæder, fordi de er underernærede - men også fordi de både psykisk og fysisk har et ubetvingeligt behov for netop den mad, som de tror, de er ved at "tabe kontrollen" over.
Det uundgåelige resultat af sådan et "ædeflip" er skyldfølelse og angst for at tage på i vægt. Derfor tvinges de til deres - forgæves - forsøg på at befri kroppen for uønskede kalorier og til at fortsætte med slankekuren. En længervarende slankekur forbereder kroppen på et snareligt ædeflip, især fordi opkastning, afføringsmidler og lignende udgør et "sikkerhedsnet", det vil sige, at man tror, man kan gøre skaden god igen. Den onde cirkel mellem grovæderiet og slankekuren bliver altså selvforstærkende.
Behov for kontrol.
Mennesker, som lider af en spiseforstyrrelse, har meget ofte et stærkt behov for at have fuld kontrol over, hvad og hvor meget de spiser - og over deres vægt. De er overbeviste om, at hvis de giver efter for trangen til at spise, vil de tabe deres indædte kamp mod kroppen og dens appetit. De laver indviklede og strenge spiseregler og tror, at hvis bare en eneste af dem bliver overtråt, vil det resultere i kaos. Kontrol og selvdisciplin bliver forvandlet til kræfter, som fastholder sygdommen - men som også tit er de eneste midler, som kan få dem til at føle sig "godt tilpas".
Hvis du lider af en spiseforstyrrelse, tror du sandsynligvis, at du aldrig mere vil kunne holde op med at kaste op, tage afføringsmidler eller vanddrivende tabeletter, motionere eller sulte dig selv - og da slet ikke, at du vil komme til at spise normalt igen. Højst sandsynligt er du overbevist om, at hvis du giver efter for din sult, betyder det, at du har "mistet kontrollen", du har "svigtet", og du vil ende med at få det rigtig dårligt. Alt dette kan føre til, at du straffer din krop - ved at starte en ny slankekur, ved at tage afføringsmidler eller kaste op eller ved at motionere ekstre meget - for at reparere den "skade", du har forvoldt ved at spise.
Angst.
Alle spiseforstyrrede mennesker kan føle en meget stor angst for at spise, især fordi de er rædselsslagne ved tanken om at tage på i vægt. For at undslippe angsten reagerer de på mange forskellige måder: ved at nægte at spise overhovedet, ved kun at spise nøje udvalgtslankekost eller ved at undgå alle de "forbudte" ting - de kaster op, bruger afføringsmidler o.s.v. for ikke at tage på i vægt.
Vrede.
Både personer med anoreksi og bulimi er tit meget vrede på deres krop, fordi de føler sig svigtet af den. På trods af sultekure, afføringsmidler, vanddrivende tabletter, opkastninger og helt overdreven motionsdyrkelse føler de, at kroppen er fast besluttet på at forsvare sin egen vægt. -Og de har fuldstændig ret.
Måske er du overbevist om, at hele dit velbefindende afhænger af, at du bliver tynd. Hvis du så oven i købet føler, at din krop gør modstand, bliver du sandsynligvis vred og bitter på den. Det er da meget muligt, at andre mennesker forsikrer dig om, at du ser strålende ud - eller de er måske endda bekymrede over, hvor tynd du er blevet - men de forstår overhovedet ikke, at du stadig selv føler dig alt for tyk og utilpas ved dig selv.
Utilstrækkelighedsfølelse.
Den spiseforstyrrede er ofte så usikker med hensyn til egne evner og præstationer, at hun føler, at herredømmet over vægten er det eneste område, hvor hun føler, at herredømmet over vægten er det eneste område, hvor hun med sikkerhed kan vide, om hun klarer sig godt eller dårligt. uden denne målestok for succes kan hun føle sig helt fortabt og utilstrækkelig.
Spiseforstyrrelser udvikler sig som regl i perioder, hvor tingene er under forandring, og hvor man føler sig ude af stand til at møde de nye situationers krav, udfordringer og pres. Under sådanne forhold vil et menneske, som er disponeret for anoreksi, meget ofte prøve at klare udforringerne ved at bruge så megen tid og energi på at koncentrere sig om mad, vægt og udseende, at der ikke er overskud til noget andet.
Måske har du overbevist dig selv om, at når du har tabt dig tilstrækkelig meget, vil du kunne træffe de helt rigtige beslutninger i alle situationer, hvad enten det angår familien, privatlivet eller jobbet - at det vil hjælpe dig til at blive et helt nyt menneske med al den selvsikkerhed, der er nødvendig for at klare også andre nye situationer her i livet. Der har ganske sikkert været perioder, hvor du ikke var helt opslugt af tankerne om mad - under en pragtfuld ferie, mens du var optaget af et særlig vigtigt stykke arbejde, eller i begyndelsen af et nyt og lovende bekendtskab. Men dagligdagens krav og problemer dukker op igen og dermed måske også manglen på selvtillid og i hvert fald helt sikkert dine mad - og vægtproblemer.
Perfektionisme.
|
Spiseforstyrrede mennesker mener tit, at alt andet end det helt perfekte resultat er lig med den totale fiasko, fordi resultatet efter deres mening afspejler deres menneskelige værdi.
De dømmer altså sig selv efter, hvad de udretter, og hvordan andre reagerer på deres resultater - ikke efter deres eget personlige værd.
hvis du genkender dig selv ud fra denne beskrivelse, opfatter du måske også din vægt og din ydre fremtræden på samme måde. Du vil simpelthen ikke affinde dig med noget mindre end det perfekte udseende, især fordi du mener, at i hvert fald din vægt er noget, som du selv er helt herre over. |
Rådvildhed og skyld.
Mange spiseforstyrrede er forvirrede og rådvilde med hensyn til, hvem de egentlig inderst inde er, og hvad de ønsker sig her i livet. Deres brændende ønske om at være eller blive tynd skyldes i mange tilfælde behovet for selv at "skabe" en succesrig, smuk og intelligent person. selv når alle andre opfatter dem netop som succesrig, smukke og intelligente, føler de stadig sig selv som en slags "bedragere".
Du kan føle skyld og råvildhed, når det drejer sig om det, du selv opfatter som dit dobbeltliv. Over for omverdenen optræder du "cool" og selvsikker, med fuldt herredømme over dig selv og din krop, men indvendig er du usikker og rådvild på grund af dine kaotiske spisevaner. Ind imellem kan du føle dig "høj", når det lykkes dig at spise mindre og tabe i vægt, men hvis du "falder i" bare en enkelt gang, bliver du helt knust, så du spiser endnu mindre for at "gøre fejlen go igen".
Spiseforstyrrede mennesker føler tit både skam og skyld, hvis de spiser, mens andre ser på det, eller hvis de spiser andet end de "gode" ting (det vil sige deres slankeost).
Spiseforstyrrelsen er tit en skamfuld hemmelighed, som ikke kan deles med andre.
Utilfredshed med kroppens udseende.
|
Det er typisk, at alle spiseforstyrrede føler sig overbevist om, at e er overvægtige.
Kvinder med anoreksi er uden undtagelse utilfredse med deres krops udseende, og de tit både hader og frygter deres krop. Netop fordi de er overbeviste om, at kroppen er problemet, føler de sig tvunget til at ændre kroppens udseende - og sommetider til at straffe den.
Kvinder med anoreksi er overbeviste om, at de vejer mere, end de faktisk gør (forvrængning af kropsopfattelsen). |
Selvagtelse.
|
Spiseforstyrrede mennesker har i almindelighed en lav selvagtelse, og de føler sig ofte rådvilde med hensyn til deres identitet, tilhørsforhold og egne ønsker. Mange af dem bruger ydre målestokke for bedømmelsen af deres selvværd. Tanker og adfærd vurderes ud fra evnen til at opfylde forventningerne til ens egne præstationer og ud fra andres reaktioner og godkendelse. De lærer at bortlede opmærksomheden fra rådvildheden ved at knytte selvværd sammen med en ganske speciel og tilsyneladende let målestok for succes: vægt og figur.
Når de en gang er begyndt at forbinde vægttab/slankhed og lav vægt med følelsen af selvagtelse, bliver vægten det barometer, hvorefter de kan bedømme og definere sig selv. Dette garanterer, at mønstret med slankekure og kaotiske spisevaner bliver bevaret. Vægttab vil føre til højere selvværdsfølelse, og vægtøgningen får selvagtelsen til at falde endnu mere. Hvordan de klare sig på alle tilværelsens områder måles efter, hvor meget de vejer, og i hvor stor udstrækning de er i stand til at kontrollere, hvad og hvor meget de spiser.
Mange spiseforstyrrede tror på, at magerhed er en absolut forudsætning for, at de kan føle sig godt tilpas. De, som er ved at gøre sig fri af deres overoptagethed med hensyn til mad og vægt, arbejder hårdt for at komme til forståelsen af, at selvværdet, baseret på ydre faktorer som vægt, kun er en forbigående fornøjelse. Resultatet er bare, at man bliver udsat for en evigt skiftende selvvurdering: Fra ekstremt høj til desperat lav selvvurdering, som er baseret på helt overfladiske faktorer.
De mennesker, som er ved at gøre sig fri af spiseforstyrrelsen, er nået til den erkendelse, at vægttabet hverken løste nogen problemer eller hjalp dem til bedre at forstå eller acceptere sig selv. Det hjalp dem bare til at aflede opmærksomheden fra andre følelsesmæssige problemer. Mange troede, at når de var blevet tynde, ville det give dem en helt ny - slank og succesrig - personlighed. Efterhånden som de blev helbredt, forstod de, at en positiv fornemmelse af selvagtelse kun kan komme indefra, gennem accepten af sit eget jeg og gennem erkendelsen af egne behov, ikke blot omgivelsernes.
Kvindeforskere har tolket manglen på selvagtelse som et specielt kvindeligt problem. Mens de fleste drenge opdrages til at reagere på deres indre behov, at blive uafhængige og selvstændige mennesker, bliver kvinderne ofte belært om, at deres selvagtelse skal opbygges ved at reagere på andres følelsesmæssige og fysiske behov. Kvinderne lærer også, at udseendet er af afgørende vigtighed for selvvurderingen. Nogle kvindelige filosoffer mener, at det ikke er nogen tilfældighed, at vort samfunds kvindelige skønhedsideal er den tynde skikkelse. De hævder, at dette tynde ideal fortæller kvinderne´, at de skal ligne mænd for at kunne konkurrere med dem i forretningslivet. Mange mennesker, som engang har lidt af en spiseforstyrrelse har også lært, at deres nødløsning (spiseforstyrrelsen) på problemerne blev til selve problemet. Derudover kom de efterhånden til at indse, at de var nødt til at se sig om efter nye metoder til at klare tilværelsens krav og nye måder til at udvikle deres fornemmmelse af selvværd- altsammen noget, som ikke havde nogen sammenhæng med deres krops størrelse. |
