Nye indlæg

Er tyskere virkelig så formelle?

02-11-2010 11:12

Ja, omgangsformerne i Tyskland er stadig mere formelle end i Danmark – Man siger ’De’ og tiltaler hinanden med ’Herr Brauer’ eller ’Frau Krause’ og det er godt at huske, når man møder sine tyske forretningspartnere for første gang. Den formelle omgangstone gælder forresten ikke kun i forretningslivet, men også blandt kollegaer på mange arbejdspladser og især mellem medarbejderen og hans/hendes overordnede.

I Tyskland er man også glad for at bruge titler. Hvis der på visitkortet står en doktortitel sammen med navnet, så brug det. Tyskerne har den holdning, at når de nu har en titel, så vil de også gerne have, at den bliver brugt – helt i modsætning til i Danmark. Et ’Guten Tag Herr Dr. Meyer’ vil blive godt modtaget.

Det formelle viser sig også i påklædningen, selvom det varierer fra branche til branche, hvilke forventninger der stilles til tøjet. I computerbranchen f.eks. er man meget mere afslappet, hvad kravet til tøjet angår, men helt generelt er tyskere mere formelle og konservative i deres påklædning end danskere. Hovedreglen er, at ledelsen og højere funktionærer bærer jakkesæt/spadseredragt, især hvis de deltager i arrangementer udenfor huset, og man forventer det samme af danske samarbejdspartnere, når de kommer på forretningsbesøg.

Man kan sige: jo højere på rangstigen en medarbejder er, jo strengere krav er der til at overholde regler om påklædningen. Det er også almindeligt, at mænd beholder jakken på på kontoret og til møder.

Til gengæld er man i Tyskland lidt på bare bund, når det gælder det danske ’tak’. Hvor det i Danmark er almindelig høflighed at sige ’tak for i dag’,’ tak for sidst’ og ’tak for mad’, kan man godt støde på undrende blikke når man gør det i Tyskland. For her takker man ikke så meget som i Danmark. Til gengæld bruger man det lille ord ’bitte’ rigtig meget,.hvilket svarer til det engelske ’please’ : ’Können Sie mir bitte sagen…’ (Kan De venligst sige mig…)

Derfor: når du skal rejse til Tyskland, så vær bevidst om de formelle omgangsformer – det vil åbne døre og skabe en god kontakt fra starten.


Kommentarer

    1 

    Skriv en kommentar

    DeLinga | CVR: 32207294 | Søborg Hovedgade 48, 4.tv, 2860 Søborg  | Tlf.: +45 30221599 | delinga@delinga.dk