Niels Madsen Katkjær eller Katkjær Klæp karakteriseredes som den ramme jyde, en livsfrodig kontrast til de hellige. Han var fuld af gamle historier og viser, som han foredrog, mens han akkompagnerede sig selv på æ fiol (violinen). Når han aflagde besøg på Nørrelund, kom karlene ikke i seng for at høre på hans krøniker og remser. Kvindfolkene syntes, har var en fræk hund, og prøvede på at lade, som om de ikke hørte efter.
På flere punkter mindede han om Tordenkalven. Men Johannes V. Jensen kendte ham ikke, da han skrev sin berømte himmerlandshistorie. Han traf ham først flere år senere gennem Niels Bjerre, Ligesom Eigil Petersen, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen. Thøger Larsen skildrede ham som Bole Hattemager i fortællingen "Generationer" og Horken i "Ålestangerne", og Aakjær har i "Esper Tækki" skildret en bonde, hvis lune var beslægtet med Katkjærs.
Over for Aakjær, som Katkjær i sine breve hilste som sin gode ven og broder, indtog denne en nærmest beskyttende holdning, og Aakjærs digte blev da også det rene vand, når kæmpen lagde for med sine poetiske skarnsstykker.
Da Bjerre malede Katkjær, læste han somme tider højt for ham af Aakjærs digte. "Det var satans", sagde Katkjær, når indtrykket havde sat sig lidt, "Naa han er saa møj kaal - det var snaar mer', end jen haad' troet om den mennesk'. For at vær' en dannet og oplyst mand, det er jen ting, men at vær' en ren poeter - det er døwlen knæk' mæ nøj andt" (nå, han er så dygtig - det er næsten mere end jeg havde troet om ham. For at være en dannet og oplyst mand, det er en ting, men at være digter - det er djævelen knække mig noget andet).
Thøger Larsen omtaler Katkjær som en af de ejendommeligste bondeskikkelser, han havde truffet. Han fremhæver hans fremragende naturbegavelse og glade, respektløse selvhævdelse. "Som flere andre bønder i hans samtid bevarede han en vis karsk drengeagtighed i sindet helt op i sin grå alderdom, men mere frigjort i fuldere vegetation end hos hans åndsbeslægtede. Når han sad i god vennekreds, var han altid oplagt til fest, hvor det primitive vid flammede som kornmod over brændevinsglasset.
Således har Bjerre malet ham, med det gavtyveagtigt blink i de lidt udadvendte skelende øjne, der syntes at kunne fastnagle to af hans tilhørere samtidig, med det af et gammeldags rundtenomsskæg prydede, skaldede skjaldehoved, patineret af vejr og vind, og med klukflasken foran sig. Det er Rom, han drikker. "Æ er egentlig afholdsmand", plejede han at sige. "Men det, der er kulør på, det maa en drikk'!" På væggen bag ham hænger hans fiol, der stammede fra "Leipzig i Tyskland", som han forklarede.
På en rejse til Lemvigegnen i 1890 besøgte Evald Tang Kristensen på gården Store Katkjær i Vandborg sogn nær Vesterhavet ejeren Niels Katkjær, der fremsagde blandt andet en del gamle remser for ham og sang nogle viser. Niels Katkjærs meddelelser var ikke så lidt grovkornede og platte oplyste E. T. K., "så jeg havde noget ondt ved at skrive op, hvad han fortalte, og de mest platte ting kunne han komme frem med uden at være i mindste måde undselig derved. Siden har Jeppe Aakjær også haft fat i manden, og det var ikke mindre grovkornede ting, han fik, for Jeppe Aakjær har siden sendt mig, hvad han skrev op efter manden".
Omkring århundredeskiftet fandt ligeledes Thøger Larsen ud til Niels Katkjær. I nogle breve (det første fra maj 1902) skriver digteren om ham til Ebbe Kornerup: "Vi har opdaget en hedningefamilie i Vandborg. Dens overhoved hedder Niels Hatkjær eller Katkjær. N. Bjerre agter at male ham, og jeg agter at servere hans åndelige indmad på Gyldendals Forlag. Han synger de sjofleste og bespotteligste ting på en rørende rå måde, det er hans salmer. Brændevinsflasken og violinen er hans husguder. Han ligner en jætte og er det".
I et senere brev (december 1906) hedder det om Niels Katkjær, også kaldet Katkjær Klæp, at han er den "mest originale mand her på egnen. Han bander friskt som en yngling og fortæller de særeste, mest fantastiske ting. Han har et kildevæld af en 5-6 århundreder eller mere i sig. Han kan remser, der vilde få den dristigste pige til at rødme, og med gamle uhøviskheder, der vækker stemning af dulgt hedenskab og glemte synders guldaldre. Han synger uterlige viser med et tonefald som om det var ældgamle salmer, om hvordan det går til "i pigens lille arm" o.s.v., han fremsiger klassiske prosadigte, der går som et hjul, og med de ubeskriveligste overraskelser i, ting der er
skreven i hast,
ilde og fast,
siddende på en hylderod
og skreven med en harefod
mens en myg blinkede med sit øje .."
Niels Katkjær fremsagde sine remser "som et klaprende hjul og med klassisk rytme. Hans troldeblik med øjne, der næsten ser hver til sin side, drejer sig med en underlig alvor fra den ene til den anden af tilhørerne, mens stemmen uden nåde kværner af sted, som om hvert forrykt ord var genstridige rester af vor sunde sans, der ville redde sig, men i næste blink maledes ned i hvirvlen mellem de andre. Virkningen er over al forstand latterlig, man er ved at drukne i sin egen latter, men skønt den gamle hedning måske aldrig har været i teater (skønt man ved jo ikke, han har haft levende interesser og mener selv, at han kunne have været både provst og bisp, hvis han havde villet studere), så er han raffineret dramatiker, der fint , men sikkert rammer hvert søm på hovedet. Det er ligesom hvert af hans øjne har sin pointe at passe hele tiden. Han spiller på sin fiol, der er kommen "fra Leipzig i Tyskland".
En ram jyde (af Thøger Larsen)
... denne wadskier'ske betegnelse kan passe på den mand, hvis skikkelse disse linier, bistået af udmærkede kunstneres portrætter, vil søge at genfremkalde i erindringen. Han var kanske endda noget for ram for det miljø, han levede i, og han hørte ikke til de forbildelige mærkepæle i landsbyer og småkøbstæder, som de historiske årbøger, deres betydning i øvrigt ufortalt, fortrinsvis opholder sig ved. Måske skal hans drøje fremtoning endnu længere tilbage i sagnets verden, før han som en fjern fortids-kuriositet indrømmes en plads i de respektable annaler. Dertil er vel intet at sige.
Niels Katkjær var en bonde fra den tid, man i fuld alvor gik med næsetræsko og i groft vadmel. Jeg erindrer ham ikke fra hans gårdmandsdage, da han var ejer af Store Katkjær i Vandborg, et sogn nær Vesterhavet. Men jeg har hørt sige, at der dengang var et meget middelalderligt præg over gården, hvad der nok kan lyde troligt. Han deltog ikke i fremskridtets agtværdige hanefjed mod kulturens højder, der ofte bestod i at efterabe provinsbyerne. Han fastholdt bondens urform, men med et muntert blik for dens humoristiske side.
Skønt bønderne i Niels Katkjærs velmagtsdage, der falder sammen med mine drengeår, var mere særprægede end i vor tid, og næsten hver familie i sognene havde deres egenartethed, hører Niels Katkjær til de ejendommeligste skikkelser, jeg husker. Dette hænger selvfølgelig sammen med hans fremragende naturbegavelse, hans glade, respektløse selvhævdelse. Som flere andre bønder i hans samtid bevarede han en vis karsk drengeagtighed i sindet helt op i den grå alderdom (han døde i slutningen af 1911, et godt stykke op i firserne), men mere frigjort, i fuldere vegetation end hos hans åndsbeslægtede. Når han sad i en god vennekreds, var han altid oplagt til fest, hvor det primitive vid flammede som kornmod over brændevinsglasset. Han var en rundhåndet og gavmild sjæl, der ville sætte glædens kværn i sving, så det gnistrede for øjnene. Og dette lykkedes ham i reglen. Selv om en og anden tog forbehold, navnlig bagefter, havde man ikke kedet sig i Niels Katkjærs selskab.
Første gang jeg traf denne gamle gigant, var en sommeraften på en gård i hans nabolag. Han sad ved et langbord som tilfældig gæst med en skinke og en stor kniv samt brændevinsflaske og glas på bordet foran sig. Imellem han skar et stykke løs af skinken og spiste det uden brød, men med en tindrende dram til, foredrog han remser og kvad, der malede tilhørernes bevidsthed til ringdans som avner for vinden. Kvinder måtte holde sig i periferien, mens kulingerne gik over, thi der kunne forekomme alle slags overraskelser i disse fantasiers vilde jagt, de hvirvlede op i stærktfarvede heftige blåner, og pludselig for mangeflenede lyn af det barokkeste vid til alle hjørner og spiddede sjælene i vild latterkrampe til en række uafrystelige forestillinger, der fløj i glanende ildskær ud af hvirvelvinden.
Hans skatte af remser og viser pegede tit ved udtrykkenes ælde og sjældenhed dybt ned i tidernes brønd. Det var skarnsstreger fra oldefædrenes og tipoldefædrenes ugudelige ungdom og hedningefryd. De lader sig naturligvis ikke nedprente på et moderne hvidt papir - jeg har forsøgt at svale enkelte af dem ved en let omskrivning, så de kunne finde vej til en videre kreds. For eksempel er "Pigens Aftenbøn" i min fortælling "Generationer" og verset om den lille mø i "Ålestangerne" bygget over Katkjærs remser og strofer. Viserne ledsagede han ofte med akkompagnement på violinen "æ fiol". Han var nemlig også en habil spillemand, og forstod så udmærket at give sangene en til emnet passende musikalsk underbund.
I adskillige henseender minder Niels Katkjær om den af Johannes V. Jensen ypperligt beskrevne himmerlandsfigur "Tordenkalven", men mens Tordenkalvens "skjaldskab" sikkert i nogen grad hang sammen med hans forvandling til krøbling, var dette så langt fra tilfældet i Niels Katkjærs. Sidstnævnte var også fjernt fra at være nogen særling eller original i dette ords defektbetydning. Han var tværtimod sundheden selv, en kåd jætte, der harmløst slap sig løs i asernes gårde. Jeppe Aakjær har i "Esper Tækki" skildret en bonde, hvis lune var beslægtet med Katkjærs, men dog næppe målte sig med hans i humorens spændvidde. Heller aldrig slog Katkjærs over i fuldemandskomiken. Han kunne tømme hornet, så der figurligt talt blev ebbe ved stranden, men hverken hans hjerne eller hans træsko kom på usikre baner af den grund.
Der kunne fortælles historier i hobetal om Niels Katkjær. Der stod altid flimmer i luftkredsen om ham. Et af hans større dramatiske tilfælde har jeg genfortalt frit i historien om ålestangerne. Han og en kammerat var ud at stange på Ferring Fjord. Da de efter lang tids huggen ikke kunne få hul på isen, kom gejsten over Katkjær. Han sprang op på den genstridige isklump med sådan kraft, at han i nedspringet tog den med sig til fjordens bund, hvorefter klumpen atter flød op og lukkede stanghullet over heltens hoved. Kammeraten, som også var "en tør jyde", så langsomt på fænomenet og sagde til de andre stangere: "Der gik han og lott æ dar atter sæ" (Der gik han og lukkede døren efter sig). Det lykkedes dog at bringe ham for dagens lys påny, men efter at være fisket op af stanghullet fik han tilnavnet "æ Klæp", der er betegnelsen for en stor, bredpandet ål.
Når Katkjær foredrog en af sine mystiske viser, sad han ofte med dramflasken mellem de foldede hænder og sang eller rettere messede sine luende strofer, så de klang med gamle salmers enfold. Virkningen forhøjedes yderligere ved, at hans øjne var lidt udadvendte, så han næsten kunne se på to af tilhørerne samtidig. Sin orgiastiske sang gav han desuden en egen nydelsens sødme i foredraget, noget, der mindede om visse af Edward Fitzgeralds gengivelser af strofer fra Omar Khajjam:
"Awake, my little one's, and fill the cup" (Vågn op, mine små, og fyld skålen).
Han kunne også anvende et virkeligt salmevers på passende sted og med dets fulde virkning. Dette skete engang, da præsten og nogle kirkeværger var samlede til drøftelse af at sløjfe nogle gamle grave på Vandborg kirkegård og lægge den pågældende plads ud til nye begravelser. Denne tanke tiltalte ikke Niels Katkjær. Han mødte frem, og i stedet for anden veltalenhed og fornuftsgrunde kvædede han:
Omkast os ej vort hvilested,
omend vi ere døde,
men lad os hvile her i fred
til vi skal Jesus Møde
Disse ord reddede gravene.
I det lange løb forblev Niels Katkjær naturligvis ikke uopdaget. Fik han ikke den officielle påskønnelse i sine nærmeste omgivelser, modtog han desmere fuld oprejsning ved at tiltrække sig opmærksomhed i fremragende digteres og kunstneres kreds. Og uden at forandre et træk i sin naturlige væremåde hævdede han med vægt sin plads på de mere udvalgtes bænk. Folkemindesamleren Evald Tang Christensen besøgte ham og nedtegnede hans kvæder og viser. Malere og tegnere som Niels og K. Bjerre og Eigil Petersen afbildede ham. Digteren Jeppe Aakjær var hans hyppige gæst og gode ven, hvem han i sine breve hilste som "kære ven og broder". Også Johannes V. Jensen aflagde ham et besøg.
Til Aakjær nedskrev han efter dennes opfordring med smuk og sirlig håndskrift i 2 af ham selv sammenhæftede samlinger sine remser og viser, som nu opbevares på Det Kongelige Bibliotek.
Det var festdage for gamle Niels Katkjær, når han modtog besøg fra sine venner fra åndens verden, ham, hvem bondekulturen så over hovedet, men hvis lidt udad skelende øjne også så forbi den til begge sider.