Hvorfor fylder vi os med reality TV og hvorfor vil så mange unge gerne være i et Reality Program - læs mere her!
Utallige programmer farer hen over vores fjernsynsskærme med mennesker som jagter fem minutters berømmelse i den bedste sendetid.
Reality kaldes disse programmer, der oftest beskriver virkelige mennesker med virkelige problemer i den virkelige verden!
Det giver anledning til en hel række spørgsmål. Hvorfor er vi så mange danskere, som aften efter aften ”glor” på disse udsendelser om enlige mødre, fulde teenagere og sangtalenter med middelmådigt talent?
Hvorfor er der nogen mennesker, som har behov for at udstille sig selv og deres problemer? Hvad er meningen? Bliver virkeligheden mere virkelig af at komme på fjernsynsskærmen?
Eller hvad er det lige, som er på spil her? Har det noget at gøre med, at vi som seere ikke behøver at involvere os personligt i de problemer, som stofmisbrugeren, tennisspilleren med den dårlige økonomi eller teenageren med behovet for selvpromovering har?
Det er så behageligt og bekvemt ikke at skulle tage stilling til andres udfordringer eller problemer.
Vi behøver jo (heldigvis!) ikke at tage del i medmenneskets problemer eller have relationen på det personlige plan, når det hele forgår på skærmen.
Hvis vi nu i stedet tog skeen i anden hånd og forsøgte os med engagement og udviste interesse for vores medmennesker, så kunne man jo om ikke andet have et lønligt håb om, at mængden af reality programmer i TV ville falde.
Det handler ikke om at frelse hele verden på én gang. Det handler om at forholde sig til sin ven, nabo eller arbejdskammerat; at skabe den nære relation, som grobund for et godt og tillidsfuldt venskab.
Udfordringen er at slukke fjernsynet og i stedet tage del i det liv, som leves lige udenfor skærmen.
Start med et smil eller en munter hilsen til din bedre halvdel og børn. Husk at alt hvad der ”sendes” ud kommer tifoldigt tilbage, så det kan også kun blive til en gevinst på det personlige plan.
Til deltagerne i reality programmerne kunne man godt ønske sig lidt mere indhold og lidt mindre facade. Faktisk kunne man godt ønske sig lidt færre deltagere!
Måske skulle programdeltagerne i stedet for at optræde på skærmen bevæge sig ud af skærmen og bruge det netværk af gode relationer, som de fleste heldigvis er i besiddelse af.
Gå i dialog med os seere og forsøg at komme videre i livet i stedet for at jagte berømmelsen for berømmelsens skyld.
På den måde kunne vi også undgå udtalelser fra den forvirrede teenager, der adspurgt om, hvorfor han gerne ville være berømt svarede: ”Fordi det er alle de andre, jo!”
Så sluk fjernsynet, løft bagdelen fra sofaen og skab reality i din egen virkelige verden!
