Vi har arbejdet med GeoGebra i
4., 5. og 6.klasse. Alle klasserne har hver haft 4-5 lektioner til at arbejde
med programmet. De er via instruktionsvideoer blevet introduceret til
konstruktion af trekanter og rektangler. Disse instruktionsvideoer har vi selv konstrueret.
Instruktionsvideoerne til konstruktion af en trekant er lavet i ”Windows Moviemaker”,
og instruktionsvideoerne til konstruktion af et rektangel er lavet i ”Camtasia Studio”.
Instruktionsvideoerne er delt op i små klip, så man ser én ting ad gangen, som
man skal konstruere. Så har eleverne mulighed for at se et klip ad gangen og derefter
konstruere det i GeoGebra. Hvis eleverne er i tvivl om, hvordan de for
eks. aflæser areal, kan de gå ind under det klip der hedder ”aflæs areal”.
Efter introduktionen fik eleverne nogle
mere udfordrende opgaver. De skulle konstruere forskellige flag og farvelægge
dem.
Vi fandt hurtigt ud af, at det
var en god idé at snakke om, hvad forskellen på ”tegne” og ”konstruere” er,
inden man går i gang. Dette fordi det er vigtigt at man i GeoGebra konstruere
figurerne og ikke tegner. Vi fandt også ud af, at det var en god idé hurtigt at
opfriske det hver gang man startede en ny lektion, indtil man var helt sikker
på, at alle havde forstået, hvad det vil sige at konstruere.
Det fungerede rigtigt godt med at
dele videoen op i små klip. Det kan være rigtigt svært at huske det hele på en
gang.
Generelt fungerede forløbet godt
på alle tre klassetrin. I 4. klasse havde de dog brug for en del hjælp til at
komme i gang. Man kunne en anden gang evt. gennemgå instruktionen på en
projektor foran hele klassen. Det er i dette tilfælde vigtigt, at der under
instruktionen er tid til, at de kan følge med på deres egen computer. De skal
have det i hænderne for at lære det ordentligt.
Vi tror også, at 7.-10. klasse ville kunne
bruge forløbet. Muligvis med færre ”nemme” opgaver og hurtigt nogle lidt
sværere, så de ikke keder sig, og de bliver udfordret.
Vi er lidt usikre på, om klassetrin
under 4. klasse ville kunne benytte forløbet. I så fald ville der muligvis være
brug for en gennemgang på projektor i klassen og en del hjælp fra underviseren.
Vi havde kun en halv klasse af
gangen ved computerne, men vi mener godt, at man kan have en hel klasse, da de
kan arbejde meget selvstændig pga. instruktionsvideoerne.
Det virkede rigtigt godt at de
arbejdede sammen, så man havde nogen at ”spare” med. De prøvede at arbejde
sammen i grupper af to, tre og fire. Grupperne på tre og fire fungerede ikke så
godt. Der var hurtigt en eller to, der kom til at sidde og lave ingenting,
selvom man sagde, at alle skulle lave noget. Det er for mange at sidde om en
computer. Det fungerede til gengæld rigtigt godt, da de arbejdede to og to. De
skiftedes til at føre musen og snakkede sammen om, hvordan de skulle løse
opgaven.
Vi prøvede at sætte dem sammen på
kryds og tværs, og det fungerede rigtigt godt, da de blev sat sammen dreng og
pige. De pjattede ikke og de supplerede hinanden rigtigt godt. De fleste drenge
var gode til computer, og mange af pigerne var gode til at huske, hvordan man
gjorde de forskellige ting.
Vi nåede det ikke, men vi tror
sagtens, at de kan arbejde alene, når de har lært programmet at kende.
Vi havde lavet mange opgaver til
introduktionen, hvor de skulle lave en masse trekanter og rektangler. Eleverne
syntes, at det var kedeligt at lave så mange af de ”samme” opgaver, for nu
havde de jo lært det.
De syntes til gengæld, at det var
sjovt at lave opgaven med flag. De kunne forholde sig til teksten i opgaven,
der var om Håndbold VM. At opgaverne var sværere og forestillede noget, var
også en god motivationsfaktor.
Vi har erfaret, at eleverne ret
hurtigt forstår princippet med programmet, og at de kommer til at kede sig,
hvis de laver for mange af de samme opgaver. Vi mener derfor, at man hurtigt skal
sende dem videre til nogle mere udfordrende opgaver, og opgaver de kan forholde
sig til.
Efter forløbet med GeoGebra
udleverede vi et spørgeskema til alle eleverne. Vi spurgte dem her, om de havde
kunnet forstå, hvad de skulle gøre, ud fra de videoer vi havde lavet. De blev
også spurgt om, hvad de syntes om at arbejde på computer, og om de havde lært
noget af at arbejde på computer.
Eleverne havde alle forstået,
hvad de skulle ud fra vores videoer. Nogle var nød til at se dem et par gange,
men generelt syntes de, at det havde været nemt at gå til.
De fleste elever syntes, at det
havde været rigtigt sjovt at arbejde på computer. De fleste syntes, at det var
sjovt, fordi det var sjovt at arbejde på computer. Nogle mente, at det var godt
ikke at skulle sidde med papir og blyant hele tiden. Et par stykker syntes, at
det var kedeligt, fordi de ikke kunne lide at arbejde på computer. Der var også
en del, der syntes, at der var kedeligt, når man skulle lave de samme slags
opgaver igen, for eks. trekanter. Men de syntes det var sjovt igen, når de fik
opgaven med flagene.
Størstedelen af eleverne mente,
at de havde lært noget af arbejdet med computer. De havde dog bare svært ved at
forklare, hvad de egentlig havde lært. Nogle skrev, at de havde lært at arbejde
i GeoGebra, nogle mente, at de havde lært noget om trekanter, firkanter og
figurer generelt.
Generelt syntes vi, at det er
gået godt. Vi havde forberedt os godt med videoerne og opgaverne, så det var
nemt både for os og eleverne at gå i gang med. Stort set alle eleverne nåede at blive
fortrolige med programmet, og de syntes, at det var sjovt at arbejde på en
anden måde, end de plejede.