
Kenya er nu snart 11 måneder. Og ingen løbetid endnu! Men teenager, jovist, det er hun. Hun har svært ved at holde koncentrationen når vi træner, lader sig distrahere af det mindste. Og andre gange har hun fuldt ud fokus. Ørerne hører det de vil høre. Men hun er stadig mild og dejlig og tager det meste med ophøjet ro.
Vinteren blev mest brugt til at få en masse positive hundemøder. Og det har hjulpet gevaldigt. Hun leger gerne længe og glad. Hun er ikke den der hopper over i hovedet på fremmede hunde. Men er der leg i luften er hun med på det. Og hun nyder det i langt højere grad. Vi har naturligvis også trænet, men mest for sjov og ballade og tricks. Og at bruge leg som forstærkning. Da hun ikke falder i svime over hverken den ene eller den anden godbid
Nu er jagttræningen så startet igen i fredags. Og på holdet kører hormonerne på højtryk, så det var så som så med den store koncentration. Men det kommer nok igen. Hun er blevet ganske god til stop/sit signalet og bliver også gerne. Ligeså er søg og apport blevet væsentlig bedre…….men kun hvis det er apportgenstande med høj værdi.
Midt i april starter vi på DKK LP lydighed. Hvis ikke en løbetid spænder ben. Hun er stadig meget baby-agtig. I langt højere grad end nogen anden hund jeg har haft. Men jeg tænker også det er langt bedre end en hormonforstyrret teenager, som er vild og blodig ; )) Og så vil hun bare SÅ gerne være i centrum!
Hun er blevet meget dygtig til alt hvad der hedder pelspleje, negleklip, hår i ørerne o.a. Og så ligger hun stadig på ryggen med ”porten åben”, når hun sover. Og køre bil gør hun også gerne.
Og nu er foråret her endelig, og den lyse tid er på vej. Det bliver så dejligt at kunne nå en masse.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg