Ved dødsfald bedes efterladte omgående rette henvendelse til enten
Gert Unterschlag på telefon 35 38 73 00 (sommer telefon 49 70 14 85) eller mobiltelefon 29 28 04 85 |
Rabbiner Jair Melchior på telefon 33 11 03 21/ 39 29 95 20 , |
hvorefter de vil kontakte Det Jødiske Samfund og Det Jødiske Begravelsesselskab af 1810.
Rabbiner Jair Melchior og Gert Unterschlag vil herefter, i samråd med de efterladte, fastlægge tidspunktet for mindehøjtideligheden (hvis en sådan ønskes) samt for begravelsen.
De efterladte aftaler en samtale med Rabbiner Jair Melchior for at drøfte ønsker i forbindelse med mindehøjtideligheden og begravelsen.
Gert Unterschlag skal, til brug for anmeldelse af dødsfaldet og udfærdigelse af papirer til myndighederne, have følgende nøjagtige og korrekte oplysninger for såvel afdøde som for evt. ægtefælle – altså for begge personer. Almindeligvis kan dette oplyses pr. telefon:
• Korrekt navn, stavemåde samt fødenavn for gifte kvinder
• CPR nr for afdøde samt for afdødes ægtefælle
• Fødested, fødeby og fødeland
• Vielsessted og dato
• Evt. afdød ægtefælles dødsdag
• Afdødes forældres navne (om muligt)
Gert Unterschlag udfærdiger anmeldelse af dødsfaldet og aftaler tid med de efterladte for underskrivelse af papirerne. Dokumentation for ovenstående oplysninger kan fremvises under denne samtale. Er afdøde en mand, bedes de efterladte overdrage en Tallith (bedesjal) til Gert Unterschlag i forbindelse med samtalen.
Gert Unterschlag sørger for at arrangere transport af afdøde til kapellet, kiste, klæder samt henvendelse til Det Jødiske Begravelsesselskab af 1810.
Ovenstående er gældende for såvel begravelser på det ”gamle” område med udelukkende jødiske gravsteder, som for begravelser på det ”nye” område med gravsteder for blandede religiøse forhold.
For jødiske begravelser transporteres afdøde til kapellet ved Mosaisk vestre
Begravelsesplads og gøres i stand efter de jødiske forskrifter (Taharah). Begravelsen foregår oftest dagen efter dødsfaldet. Ved begravelseshøjtideligheden synges salmer og Rabbineren holder en tale for afdødes familie. Kisten føres i procession til gravstedet og pårørende kaster 3 skovlfulde jord på kisten for at vise afdøde en sidste ære. Højtideligheden afsluttes ved, at de pårørende fremsiger Kaddish bønnen.
Begravelsesselskabet sørger for, at der er 10 mand til stede (minjan).
Til toppen