AGF Svømning

Mads Hjorth ansat på fuld tid i AGF Svømning

2013-05-20 10:08

Mads Hjort AGF SVømningAGF Svømning, der i forvejen har cheftræner Bjørn Sørensen på fuld tid, har nu ansat endnu en træner på fuld tid. Mads Hjorth har siden ansættelsen i december 2010 fået flere timer og mere ansvar i konkurrenceafdelingen, og det har nu kastet en fuldtidsstilling af sig.

Mads vil, udover sin nuværende position som ansvarlig årgangstræner og assistent på AGFs bedste hold, nu også få det overordnede ansvar for svømmeskolen, og skal dermed sikre den fremtidige talentudvikling og røde tråd i AGF Svømning. Han overtager således posten som svømmeleder, efter at Line Vittrup har valgt at opsige sin stilling til d. 1. juni.

Mads har de seneste år haft til opgave at udvikle AGFs bedste årgangssvømmere, hvilket har givet masser af medaljer til både regionale og nationale årgangsmesterskaber. I denne sæson lykkedes det også Mads, at få kvalificeret en svømmer til Nordiske Årgangsmesterskaber til sommer.

Om udbygning af Mads’ stilling udtaler cheftræner Bjørn Sørensen:

”Jeg er utrolig glad for at vi har fået Mads på fuld tid, og jeg er sikker på, at det vil optimere talentudviklingen i AGF Svømning. Jeg føler, at vi med Mads som ansvarlig for svømmeskolen har fundet personen med de rigtige kompetencer til at hjælpe overgangen fra undervisningsafdelingen til konkurrenceafdelingen, så vi på sigt kan blive konkurrencedygtige i dansk svømning, samt skabe et godt produkt for alle i svømmeskolen – også dem som ikke ender i konkurrencesvømning”.

AGF Svømning er stolte over at de nu kan præstere to fuldtidsansatte trænere, og glæder sig meget til at satsningen bærer frugt.

AGF SVØMNING
Bestyrelsen

AGF Svømning | Terp Skovvej 16-20, 8260 Viby J  | Tlf.: 86141070 | medlemsservice@agf-svomning.dk