AGF Svømning

12 guldmedaljer til AGF Masters ved DOM-L

2013-05-08 08:32

12 guldmedaljer til AGF Masters ved DOM-L

Lørdag d. 4. maj blev der afholdt Danish Open Masters på langbane i Holstebro, og her deltog AGF Masters med 12 veloplagte svømmere i forskellige aldersklasser. Efter et succesfyldt mesterskab på kortbane i marts måned var tiden kommet til at teste formen på langbane, og som overskriften afslører skuffede holdet bestemt ikke. Tværtimod.

Det første løb med deltagelse af svømmere fra AGF Masters slog tonen an for en god stævnedag. Dagen blev således åbnet med sejre i 50 fri til Anne Dalgaard Farving og Rikke Birkel i henholdsvis gruppe A og gruppe B. I samme løb satte Berit Lund en fornem personlig rekord, og Rita Hauge matchede sin flotte præstation fra Birkerød. I det tilsvarende løb for herrerne repræsenterede Jan Dalgaard Farving og Michael Hermann på fornem vis med to stærke præstationer. Begge disse herrer viste yderligere gode takter i den krævende stilart, butterfly senere på dagen. Jan i holdkap og Michael individuelt.

Efter de åbne danske kortbanemesterskaber i Birkerød proklamerede Helen Haas, at hun ville svømme 200 medley i Holstebro. Helen holdte ord og svømmede flot distancen. I samme heat svømmede Lisbeth Holmbjerg Jensen, og hun formåede at blive dansk mester i netop denne disciplin i gruppe G. En meget flot præstation af Lisbeth.

I det sidste individuelle løb i første afsnit fik AGF Masters endnu en dansk mester. Denne gang var det Henrik Hartmeier der fik hængt guld om halsen efter en hurtig 50 bryst. I samme løb svømmede den danske rekordholder på distancen i gruppe A, Jon Kærsgaard, et rigtig flot løb og blev noteret for tiden 30.94. Desværre for Jon blev hans danske rekord slået i selv samme heat, men et flot løb af Jon!

Første afsnit fik et brag af en afslutning med 4x50 HM for damer, herrer og mix. AGFs damer løb med guldet i gruppe B, herrerne svømmede en flot holdkap, og til slut vandt AGF mix et flot løb over et ellers stærkt svømmende Silkeborg-hold. Mix-holdet bestod af Jon Kærsgaard, Henrik Hartmeier, Anne Dalgaard Farving og Rikke Birkel.

Dagens andet afsnit startede med den lange 1500 fri, og her deltog Jon Kærsgaard for AGF Masters. Jon er normalt bedst på de korte distancer i brystsvømning, men leverede en stabil præstation i dette lidt uvante løb. Herefter fulgte yderligere to guldmedaljer til AGF Masters ved Anne Dalgaard Farving og Lisbeth Holmbjerg Jensen i henholdsvis gruppe B og gruppe G. Kort herefter kom Lisbeth igen øverst på medaljeskamlen i 50 butterfly, og her deltog Helen Haas også med en guldmedalje til følge.

Holdets eneste deltagende pre-master, Julie Reffstrup, deltog i 200 meter brystsvømning og hun leverede et yderst veldisponeret løb som resulterede i endnu et dansk mesterskab til AGF. Her vandt Henrik Hartmeier ligeledes guld, inden dagen blev sluttet med den 12. guld til AGF Masters i intet mindre end 4x200 fri mix.

En yderst succesfuld stævnedag blev afsluttet med en hyggelig fællesmiddag i Holstebro.

Til sidst skal der lyde en stor tak til Lars Pedersen der hjalp som official under hele stævnet.

/ Morten Riemenschneider

 

AGF Svømning | Terp Skovvej 16-20, 8260 Viby J  | Tlf.: 86141070 | medlemsservice@agf-svomning.dk