FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Succesfuld weekend for RIWAL PLATFORM

11-04-2016
Efter at Jonas Aaen i forrige weekend stod for landevejssæsonens første RIWAL PLATFORM-sejr, blev der lørdag-søndag fulgt flot op med forrygende kørsel i de tre løb, hvor holdet stillede til start.

Rytterne var undtagelsesvis delt op geografisk med hensyntagen til deres private bopæl og de, der hører til øst for Storebælt stillede til start i Slagelse lørdag og Ringsted søndag, mens de vest-danske ryttere nøjedes med at køre i Horsens søndag.

Her blev det så til gengæld til en topplacering til Emil Bækhøj, som efter at have været i et 16 mand stort udbrud sammen med blandt andet Troels Vinther og Jesper Vinkel, kom af sted sammen med tre andre på den sidste af løbets i alt syv omgange.

Bækhøj vandt spurten og sikrede dermed en ny triumf til, RIWAL PLATFORM.

På Sjælland var Casper Folsach så tæt på at gøre ham kunsten efter, som han kunne komme. Men efter at have vist fremragende kørsel i et løb, hvor OL-banerytteren var ramt af både punktering og teknisk defekt, måtte han lidt overraskende se sig besejret af Jesper Juul Andreasen, Team Almeborg-Bornholm på de sidste meter.

Lørdagens løb i Slagelse havde forinden givet endnu en andenplads, da Jonas Aaen blev spurtbesejret af Stefan Djurhuus, Team Almeborg-Bornholm. Her blev Tobias Kongstad nummer fire og Jesper Mørkøv nummer fem.

”Alt i alt en fremragende weekend. Formkurven er samlet set helt klart på vej i den rigtige retning,” konkluderer en tilfreds sportsdirektør, Michael Blaudzun.


Kategori: Sponsornyt