FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Blaudzun optimistisk før fransk etapeløb

11-04-2016
Onsdag tager RIWAL PLATFORM hul på sæsonens andet udenlandske etapeløb, når sportsdirektør Michael Blaudzun slipper seks af sine ryttere løs på de franske landeveje til den 57. udgave af Tour de Loir et Cher.

”Det er et løb over fem etaper, hvor i alt 20 hold stiller med seks ryttere hver,” fortæller Michael Blaudzun, som selv har Jonas Aaen, Patrick Clausen, Troels Vinther, Rasmus Mygind og de to OL-baneryttere Casper Pedersen og Casper Folsach med til det centrale Frankrig.

”Jeg synes, vi formmæssigt ser ud til at være, der hvor vi skal være og især glæder jeg mig til at se vores to baneryttere i aktion. Det bliver spændende og jeg mener, vi er dækket godt ind i forhold til et løb, der er meget afvekslende mellem flade etaper og hårde udfordringer.”

Løbet starter onsdag i Blois -hovedbyen i departementet Loir et Cher – og slutter samme sted søndag, efter at rytterne blandt andet har været igennem to etaper på mere end 200 kilometer.

Udover RIWAL PLATFORM deltager to andre danske kontinentalhold, nemlig Team TREFOR og coloQuick-Cult i det traditionsrige løb, som i 2006 havde sin hidtil eneste danske vinder i Jacob Moe Rasmussen, der dengang kørte for Team GLS.

Etape for etape ser løbet sådan ud:

13/04: 1. etape Blois - Nouan-le-Fuzelier (172 km)
14/04: 2. etape Orchaise - Chailles (202,5 km)
15/04: 3. etape Fréteval - Vendôme (203 km)
16/04: 4. etape Angé - Angé (189,5 km)
17/04: 5. etape Blois - Blois (97,5 km)


Kategori: Sponsornyt