Nye indlæg

Kategorier

Beskæftigelse: Vi skal løfte i flok!

24-09-2016 12:00
Af Bjarne Sørensen, byrådsmedlem for SF og formand for Beskæftigelsesudvalget

Erhvervslivet er for alvor begyndt at øjnene op for den store indsats Horsens Kommune gør for at sikre gode rammevilkår og en dynamisk udvikling af lokalsamfundet. Horsens er på et år rykket 7 pladser op af rangstigen i DI’s analyse af lokalt erhvervsklima til en 23. plads i landet som helhed, og i weekenden roste Finn Pedersen og Peter Otto Nielsen fra Business Horsens i lokale medier planerne for midtbyens udvikling.

Som formand for Beskæftigelsesudvalget i Horsens kan jeg kun være glad for den positive stemning omkring Horsens Kommune. For vi gør nemlig meget, for at sikre en veluddannet arbejdsstyrke og gode rammevilkår. Men jeg må samtidig også gøre opmærksom på, at der er brug for, at de lokale virksomheder engagerer sig meget mere i løsningen af nogle af de udfordringer kommunen står over for på beskæftigelsesområdet. Det er jo sådan set også forudsætningen for den aftale, Horsens-alliancen har lavet omkring udfasningen af dækningsafgiften.

Lad mig pege på to konkrete eksempler, hvor vi har brug for det lokale erhvervslivs medspil.

Vi har lige nu en gruppe af udsatte kontanthjælpsmodtagere, der står til at blive ramt af den såkaldte 225 timers regel. Her inviterer vi nu lokale virksomheder kunne til at udbyde småansættelser, der kan sikre kontanthjælpsmodtagerne, at de ikke får nedsat deres kontanthjælp yderligere, men samtidig også giver dem en fod ind på arbejdsmarkedet og sikrer virksomhederne at kunne løse nogle småopgaver, som måske har manglet at blive udført.

Der er p.t. en meget stor efterspørgsel på specialiseret faglært arbejdskraft. Også fra lokale virksomheder. Samtidig har vi ledige ufaglærte eller ikke-specialiserede faglærte, der har svært ved at finde arbejde. Derfor har vi i budgetaftalen for 2017 sat ekstra fokus på voksenlærlingeordningen. Men det forudsætter altså, at der er nogle lokale virksomheder, der er parate til at lege med. Det samme må man generelt sige på praktik- og lærlingeområdet, og i forhold til efteruddannelse.

Skal vi udvikle Horsens Kommune, så kan kommunen ikke gøre det alene. Der skal løftes i flok. Fine CSR-konsulenter og CSR-politikker er ikke nok. Der skal også handling bag ordene!


Bragt i Horsens Folkeblad, 24/9-2016.

Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com