SF Horsens vedtægter

§1. Foreningens navn er Socialistisk Folkeparti, Horsens / SF Horsens.

§2. Foreningens mål er:

  1. At virke for en socialistisk politik, der bygger på princippet om lige muligheder for alle – uanset økonomiske og kulturelle forudsætninger – og et stærkt samfundsmæssigt fællesskab.
  2. At udbrede kendskabet til SF og dets politik gennem oplysning, aktivisme og politisk mødevirksomhed.
  3. At fremme medlemmernes muligheder for politisk engagement og aktiv medindflydelse.

§3. Afdelingen er tilsluttet Socialistisk Folkeparti og anerkender partiets love.

§4. Optagelse og udelukkelse af medlemmer kan kun ske i henhold til landsorganisationens love.

§5. Udmeldelse skal ske til landsorganisationens centrale medlemsafdeling.

§6. Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed. Den afholdes i marts/april og indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel. Den ordinære generalforsamling skal mindst have følgende dagsorden: 

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Andre beretninger.
  4. Forelæggelse af det reviderede regnskab.
  5. Indkomne forslag.
  6. Valg af bestyrelse og suppleanter.
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  8. Eventuelt.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer, vedtægtsændringer kræver dog 2/3 stemmers flertal. Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før general forsamlingen.

§7. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes tre uger efter, at mindst 1/3 af bestyrelsen eller 1/4 af medlemmerne skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af de punkter, man ønsker behandlet. Disse skriftligt fremsatte dagsordenspunkter kan ikke afvises, men skal behandles. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 8 dages varsel.

§8. Generalforsamlinger, ekstraordinære generalforsamlinger, opstillings- og valgmøder og møder, der i øvrigt indebærer officielle eller bindende afstemninger eller vedtagelser med betydning for partiforeningen, afholdes efter følgende forretningsorden:

  • Generalforsamlingen ledes af en dirigent og følger en vedtagen dagsorden.
  • Medlemmer der ønsker ordet, må først begære dette overfor dirigenten.
  • Ingen kan få ordet mere end to gange til samme punkt eller sag. Taletiden er fem minutter for førstegangsindlæg, dernæst 3 minutter. Formanden og kassereren er dog undtaget for denne bestemmelse.
  • Stilles der forslag om debattens afslutning eller om ændring af taletiden, skal dirigenten straks bringe dette til afstemning.

§9. Bestyrelsen består af 5 (eller 7) medlemmer. På generalforsamlingen i de lige år vælges formand og 1 (eller 2) bestyrelsesmedlemmer. På ulige år vælges kasserer, 2 (eller 3) bestyrelsesmedlemmer og en revisor. Hvert år vælges endvidere mindst 2 suppleanter til bestyrelsen, samt en revisorsuppleant. Hvert fremmødte medlem stemmer på det antal, der skal vælges. For at være valgbar må man være til stede på generalforsamlingen eller skriftligt have givet sit samtykke til valg. Såfremt et eller flere bestyrelsesmedlemmer har forfald til et bestyrelsesmøde, får suppleanterne stemmeret i den rækkefølge, de er valgt.

§10. Bestyrelsen konstituerer sig på første møde efter generalforsamlingen. Den er beslutningsdygtig, såfremt 3 (eller 4) bestyrelsesmedlemmer er til stede.

§11. Den til enhver tid valgte formand for SFU Horsens har observatørstatus i SF Horsens bestyrelse og indkaldes til alle bestyrelsesmøder.

§12. Kontingentet fastsættes af SF’s hovedbestyrelse, jvf. landsorganisationens love. Kassereren skal føre en kassebog. Undladelse af kontingentbetaling medfører at medlemskabet betragtes som ophørt, jvf. §4. 

§13. Der foretages skriftlig afstemning i alle afdelingens besluttende forsamlinger, når mindst et stemmeberettiget medlem begærer det. Skal der være skriftlig afstemning nedsættes et stemmeudvalg, der ikke samtidig kan være kandidater til bestyrelsesvalg m.v. Stemmeudvalget forestår afstemningen og optælling og meddeler resultatet. Såfremt ingen drager optællingen i tvivl er den endelig.

§14. Afdelingen kan opløses ved en generalforsamlingsbeslutning, når mindst 3/4 af samtlige medlemmer stemmer derfor. Opløses afdelingen tilfalder dens midler Socialistisk Folkeparti.

 

Disse love er en revision af tidligere love pr. 27. september 1962. Revideret i maj 1967, 10. november 1980, 30. maj 1983, 10. april 2002 og 9. marts 2010.

Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com