Budgetoplæg - budget 2018

Budgetoplæg for SF Horsens - budget 2018

Sammen favner vi fremtiden


Horsens by og Horsens Kommune står over for en lang række historiske udviklingsprojekter som naturligt vil komme til at fylde meget i de kommende år.
Oprettelsen af et nyt campusmiljø ved Banegården. Omdannelsen af det nuværende rådhus til oplevelsescenter med moderne biblioteksfaciliteter og borgerservice. Skabelsen af en helt ny bydel på havnen og gennemførslen af den første egentlige trafikplan for midtbyen.

Hertil kommer, at hele kommunen faktisk oplever vækst og udbygning i disse år. Antallet af nye borgere i kommunen stiger. Ikke kun på grund af tilflytning, men også fordi der fødes mange kommende Horsens-borgere.

Alt dette giver selvfølgelig grund til glæde og optimisme. Horsens er på mange parametre en Kommune i fremdrift og vækst, og sådan har det faktisk efterhånden været i over et årti.

Vi står som kommune altså ikke over for truslen om affolkning og negativ vækst, sådan som man desværre gør i andre dele af landet.

Men alt dette betyder ikke, at vi står uden udfordringer for kommunen. Udfordringer, som i de kommende år vil komme til at kræve skarpe politiske prioriteringer.
Alene det, at vi er en vækstkommune skaber således – i tider, hvor det er blevet et politisk mantra, at det offentlige skal levere mere for mindre – et stort pres på den kommunale velfærd.

Der er således ingen tvivl om, at kommunens ansatte – i dagtilbud, skoler, institutioner, plejesektoren og på det tekniske område – er pressede til det yderste. Fanget mellem deres faglige stolthed og de konstante krav til ”effektiviseringer” og at løse flere og flere opgaver, inden for en stadigt snævrere ramme, er der desværre en stadig større gruppe af kommunale medarbejdere, der rammes af stress og sygemeldinger.

Det er ikke holdbart, og det er en af de væsentlige problemstillinger, som vi i SF mener, at vi er nødt til at adressere i den kommende byrådsperiode.
En del af velfærdspresset er landspolitisk fastsat og skal bekæmpes landspolitisk. Det handler dels om økonomi, men også om lovgivning. Folketingsflertallet strammer kommunernes økonomiske rammer, men vedtager samtidig også lovgivning, der øger kravene til den kommunale velfærd.

Men vi har også i kommunen lokale effektiviseringskrav, som er med til at stramme spændetrøjen for kommunens velfærdsmedarbejdere og dermed også i sidste ende for velfærdskvaliteten i kommunen.

Økonomi og beskæftigelse

SF ønsker et opgør med den årlige 1 %-effektivisering. Vi foreslår, at man erstatter den noget rigide og topstyrede model for effektivisering med et nyt partnerskab for effektiv drift, hvor forvaltning, personalegrupper og brugere i fællesskab løbende arbejder for at skabe en effektiv drift af kommunen med fokus på kerneopgaven, men uden et fast årligt mål for effektiviseringen. Tiltaget er inspireret af arbejdet i de såkaldte modelkommuner i Norge, hvor man frem for top-down krav til effektiviseringer er gået i dialog med medarbejdere og borgere omkring at skabe den bedst mulige drift af velfærdsområderne med fokus på kerneopgaverne.

SF foreslår, at der ansøges om at hæve kommuneskatten med 0,4 %. Dette vil bringe kommuneskatten på niveau med kommuneskatten i en sammenlignelig kommune som Randers. De ekstra indtægter til kommunen skal bruges til en række konkrete velfærdsinvesteringer (se punktet ”Velfærdsinvesteringer”), men kan også bruges til en hel eller delvis fjernelse af 1 %-besparelsen.

SF ønsker at der sker en kritisk granskning af kommunens principper for investeringer, udbud og indkøb, så det sikres, at Horsens Kommune ikke medvirker til uetiske krænkelser af folkeretten og menneskerettighederne, forringelser af klima og miljø, men at det også sikres, at kommunen aktivt modvirker social dumping. Konkret er det kommunens investeringer i virksomheder, der arbejder på Vestbredden og underbygger den ulovlige besættelse og bosættelse af områderne – en historie, der dukkede op i medierne i forsommeren, som er anledningen. Men SF ønsker, at der laves en grundig og bindende politik for kommunens investeringer, udbud og indkøb, der også tager hensyn til følgende problemstillinger:

- Investeringer i yderligere udnyttelse af fossile brændsler (olie, fracking, kul, naturgas m.v.)
- -Børnearbejde og slavearbejde
- Pesticider
- Våbenproduktion og produktion af overvågningsudstyr, der sælges til undertrykkende regimer
- Miljøbelastende produktion.

I forhold til indkøb ønsker SF, at der specifikt sættes ind over for køb af materialer indeholdende mikroplast, der skal udfases af de kommunale indkøb.

I forhold til udbud ønsker SF en skærpelse af de eksisterende regler om arbejdsklausuler og sociale klausuler på to områder:
1) I forhold til tekniske udbud på mindre beløb end 1 mio. kroner, som er den nedre grænse i dag
2) Krav om sociale klausuler og arbejdsklausuler i forhold til private dagtilbud (og hvis muligt private aktører på ældreområdet). KL’s jurister vurderer at en sådan praksis er helt i orden, og man er ved at implementere den i Københavns Kommune. Se mere her: http://www.ugebreveta4.dk/privat-boernepasning-presser-paedagogloen_20448.aspx

SF ønsker at der sættes nye rammer og opgaver for samarbejdet i Horsens Alliancen, så fokus rettes mod:

1) At sikre specialiseret faglært arbejdskraft, som er en stor mangelvare lokalt
2) Sikre at langtidsledige og især langtidsledige ufaglærte kommer i et voksenlærlingeforløb, uddannelse eller beskæftigelse
3) At øge beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere og flygtninge i kommunen
4) Sikre en højere grad af samarbejde og synergi mellem uddannelser og erhvervsliv i Horsens Kommune
5) Skabe bedre forbindelser mellem erhvervsliv, lokalsamfund og internationale studerende i Horsens.

Desuden ønsker vi i SF, at der arbejdes for at skabe flere voksenlærlingepladser. Kommunen bør selvfølgelig her går forrest, men det er vigtigt, at virksomhederne i Horsens Kommune også er med til at løfte denne opgave, som er med til at løfte en udsat gruppe fra offentlige ydelser til ordinær beskæftigelse.

Velfærdsinvesteringer:

Dagtilbudsområdet i Horsens Kommune skal tilføres flere ressourcer til:
1) Bedre normeringer i institutionsdagens yderpositioner og i forhold til inklusionsindsatsen. Der skal bestræbes at normeringer på alle tidspunkter af dagen flugter med eksperternes anbefalinger om maksimalt 3 børn pr. voksen i vuggestuer og dagpleje og maksimalt 6 børn pr. voksen i børnehaverne.
2) En højere andel af uddannede pædagoger i institutionerne.
Folkeskoleområdet skal tilføres ressourcer til timer med to voksne/to lærere i folkeskolen til at sikre bedre kvalitet i forhold til den faglige og sociale indsats – herunder sikre en ordentlig inklusionsindsats og faglig fordybelse. Især skal der gøres en indsats for at hjælpe fagligt og sociale svage elever til en bedre skolegang. Det er muligt at reducere skoledagens længde til fordel for en opprioritering af timer med to voksne/to lærere tilknyttet. Disse muligheder bør udnyttes.

Ældreområdet tilføres flere ressourcer til:
1) At arbejde med relationen til den ældre og afdækningen af sociale behov/problemstillinger (ensomhed, opbygningen af netværk)
2) En højere andel af fast- og fuldtidsansatte i hjemmehjælpen og på ældreområdet, så der sikres en højere grad af kontinuitet og genkendelighed for den enkelte borger.
SF ønsker en fastholdelse af den nuværende klippekortsordning på ældreområdet, som senest også er udvidet til at gælde på kommunens ældrecentre og plejehjem.
I forhold til kollektiv trafik foreslår SF, at det oprettes en enkel og billig tilgang til kollektiv trafik for seniorer i Horsens, som også tager hensyn til at mange ældre medborgere ikke på samme måde er parate til at bruge elektroniske løsninger i deres hverdag som andre aldersgrupper.



Kultur & fritid:

SF ønsker, at der i dialog med alle relevante parter indledes afsøgninger af muligheder for at etablere et streetcenter på en central placering i Horsens midtby. Det er SF’s holdning at et sådant projekt skal være ambitiøst og visionært, og skal blive et nyt kulturelt vartegn for Horsens Kommune og et samlingssted for den ikke-organiserede idræt i kommunen.

SF ønsker at Horsens Kommune i samarbejde med DGI og DFI skal blive visionskommune i projektet ”Bevæg dig for livet”: https://www.bevaegdigforlivet.dk/kommunesamarbejde. Formålet med projektet er via en tværgående indsats (på tværs af forvaltninger) ”at gøre flere borgere idrætsaktive gennem en række indsatser overfor de målgrupper og arenaer, som i dag er præget af inaktivitet”, som det hedder på projektets hjemmeside. Vi oplever for tiden en stigning i uligheden og herunder også en stigning i ulighed i sundhed. Det er SF's målsætning for at indtræde i samarbejdet som visionskommune, at Horsens Kommune over en årrække nedbringer uligheden i sundhed målbart.

Kulturliv er også det liv, der leves helt lokalt. Derfor ønsker SF, at der – eventuelt i samarbejde med skolebibliotekerne – oprettes selvbetjente biblioteksafdelinger i Torsted, Egebjerg, Stensballe, Lund, Nim og eventuelt også i Sdr. Vissing.
Desuden ønsker SF, at udviklingen af kultur- og fritidsaktiviteter i byens nye vækstområder (forstads-Horsens) understøttes. Dette skal bl.a. ske ved at stille kommunale bygninger til rådighed for foreningslivet og ved at der gøres en indsats for også at sprede kommunens kulturtilbud ud i kommunen i endnu højere grad, end i dag.

Inspireret af et tidligere forslag fra LO Horsens-Hedensted ønsker SF at gøre Horsens til friby for forfulgte kunstnere og forfattere. Danmark står i dag en del tilbage for både Sverige og Norge i forhold antallet af fribyer, der tilbyder forfulgte kunstnere og forfattere midlertidigt husly. I en verden, hvor undertrykkelse af frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden, desværre vinder frem ville det være oplagt for en by og en kommune som Horsens, der gerne vil orientere sig ud imod den store globale virkelighed og gerne vil være et kulturelt kraftcenter i Danmark, at man påtog sig den opgave.


Sociale tiltag:

SF ønsker, at der sættes gang i en kortlægning af den sociale status for Horsens Kommune. Kortlægningen skal på et historisk grundlag præsentere nøgletal for udviklingen i en lang række sociale markører for social ulighed - økonomisk, geografisk, uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt.
Kortlægningen skal tjene som grundlag for opstilling af en række konkrete og bindende sociale mål for kommunen, der på linje med eksempelvis klimamålene skal tjene som indikatorer for om vi som kommune udvikler os positivt i forhold til en øget bæredygtighed.

SF håber at der med årets budgetaftale endelig kan skabes enighed om at Horsens Kommune skal tilbyde Gratis psykologhjælp til unge mellem 15 og 25. Og endelig håber SF også, at der med årets budgetaftale kan arbejdes videre med at oprette en række almene basisboliger med lav husleje til unge under uddannelse, borgere, der er ramt af regeringens sociale stramninger og seniorer med lave indkomster.


Teknik og miljø:

Cirkulær økonomi og genbrug/genanvendelse bliver centrale elementer i forhold til at sikre større bæredygtighed og større ressourcebevidsthed. Allerede i dag huser Horsens flere store genbrugscentre og –butikker, men vi huser også virksomheder som DAKA Refood, der arbejder med genanvendelse af organisk affald og vi har sat gang i en ny ordning for affaldssorteringen i kommunen med fokus på kildesortering og genanvendelse. Det er SF’s vision, at Horsens i løbet af de kommende år skal udvikle sig til genbrugets og genanvendelses hovedstad i Danmark. Horsens Kommune skal understøtte en proces, hvor kommunen, virksomhederne og civilsamfundet involveres i en storstilet omstilling af forbrugsvaner og erhvervsudvikling til en cirkulær økonomi.

Infrastruktur for elbiler skal gøres til en integreret del af byudviklingen i Horsens Kommune. SF ønsker derfor at dette tænkes i al fremtidig byudvikling og lokalplanlægning i kommunen, så Horsens er rustet til en situation, hvor bilismen vil være baseret på vedvarende energi og el frem for fossile brændsler.

Torsted og Hatting er et lokalområde i eksplosiv vækst, der efterhånden vokser tættere og tættere sammen. Behovet for fælles faciliteter og lokalt liv er stigende i takt med bydelens vækst. Derfor bør der arbejdes for at bydelen tilføres nye muligheder for aktivitet og fællesskab. Et forslag kunne være, at grunden over for naturbørnehaven Østerhåb udvikles til fælles formål. Det kunne være en svømmehal for Hatting-Torsted-området og/eller et aktivitetscenter med mulighed for butiks/erhvervsudlejning.

SF ønsker at der laves en samlet plan for bedre og mere fleksibel kollektiv trafik i Horsens Kommune. Især skal der skabes en bedre sammenhæng mellem mellembyerne og Horsens midtby, og der skal sikres en bedre udnyttelse af den kollektive trafik uden for myldretiderne.

Andre tiltag:

SF Horsens ønsker i lighed med SF-partiforeninger andre steder i landet, at der åbnes op for behandling af borgerdrevne forslag på byrådets møder. Ved indsamling af et antal underskrifter svarende til en mandat i det næstkommende byråd skal borgere kunne sætte et forslag til diskussion i byrådet/byrådssalen.

SF har i rigtig mange år haft oprettelsen af en såkaldt whistleblower-ordning på dagsordenen i forbindelse med vores budgetoplæg. Indtil videre uden held. Men vi stiller nu forslaget igen, da vi kan se, at der også blandt andre partier i byrådet er opmærksomhed på dette område.

Bæredygtighed og bæredygtig udvikling i bred forstand bør være en integreret del af den måde Horsens Kommune ser ud i fremtiden. Bæredygtighed og bæredygtig udvikling er også centralt i den internationale diskussion på højeste niveau. FN vedtog således i efteråret 2015 ikke mindre end 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Se mere her: http://www.verdensmaalene.dk/fakta/verdensmaalene

I den ånd, at det gælder om at tænke globalt og handle lokalt ønsker SF, at byrådet i Horsens behandler, diskuterer og tager stilling til hvordan FN’s 17 mål kan implementeres i den lokale virkelighed i Horsens Kommune. En oplagt måde ville være en udvalgsbehandling, der efterfølgende indstiller til byrådet hvordan de 17 mål kan tænkes ind i pågældende udvalgs ansvarsområde.

I kølvandet på kommunalreformen og den generelle urbanisering er mange skoler, busruter, tidligere rådhuse i de gamle centerbyer blevet nedlagt i landdistrikterne. Når man sammenlægger skoler, nedlægger busruter eller flytter rundt på offentlige kontorer, så bør man vide, hvad det betyder for centerbyerne og landdistrikterne på langt sigt. For hvis man ikke har kendskab til de præcise konsekvenser og kan tilrettelægge beslutningerne efter det, vil der fortsat sket en skæv udvikling mellem by og land.

Vi foreslår derfor, at alle forslag, der passerer gennem alle udvalg og byrådet, skal vurderes for deres konsekvenser for centerbyer og landdistrikter, hvis forslagene kan tænkes at påvirke disse. Forslaget skal sikre, at politikerne får belyst effekter af centraliseringer, besparelser, sammenlægninger og andre forhold for deres virkning på sammenhængskraften i kommunen og dermed kan tage beslutninger, som også er hensigtsmæssige for andre end den største by. Forslaget skal sikre, at der er liv og udvikling i hele kommunen.

Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com