Paw Amdisen, formand for SF Horsens
Folketingsvalgets ubetingede sejrherre blev Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkeparti er nu suverænt det borgerlige Danmarks største parti, og bør derfor selvfølgelig – regeringsdeltagelse eller ej – være toneangivende for den politiske udvikling i Danmark under en borgerlig regering. Det tegner sort for miljø og klima. Men naturligvis også for indvandrere, flygtninge og alle andre, der afviger fra Dansk Folkepartis opfattelse af danskheden og de såkaldte danske værdier – herunder eksempelvis også de mange ikke-heteroseksuelle danskere, hvis seksualitet ledende DF’ere adskillige gang har beskrevet som afvigende.
Men på nogle punkter lysner det også, hvis Dansk Folkeparti i den kommende valgperiode altså rent faktisk har tænkt sig at følge op på alle de ting, de har lovet danskerne.
Eksempelvis har Dansk Folkeparti givet SF håndslag på en mere holdbar dagpengeløsning med en halvering af optjeningsperioden, men Dansk Folkeparti har også lovet flere penge til velfærden og den offentlige sektor. Det sidste ser vi i SF Horsens, forud for forhandlingerne om næste års økonomiske rammer i kommunerne, frem til med stor spænding.
Der er nemlig i den grad brug for investeringer i velfærd og flere varme hænder i kommunerne, som i de sidste fire år har måttet bøde hårdt for den fejlslagne økonomiske politik som Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen (støttet af Dansk Folkeparti) førte sidste gang de havde ansvaret for Danmark. Der er blevet skåret og skåret til benet.
Derfor er det fuldstændig altafgørende, at Dansk Folkeparti leverer på løftet om større vækst i den offentlige sektor i de kommende år. Især nu, hvor det økonomiske råderum er til stede. Alt andet vil være et vælgerbedrag af dimensioner.
Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti har magten. Desværre i vidt omfang til at sætte en sort dagsorden for Danmark med miljøforringelser, klimabenægtelse og national selvtilstrækkelighed, men også til, trods alt, at sikre den danske model og stærkere velfærd i kommunerne. Det gode spørgsmål her er selvfølgelig om de er parat til, som det er sket før, at sælge det sidste for at få det første. Vi håber det ikke, men frygter det værste.