Nye indlæg

Kategorier

At blæse og have mel i munden

Skrevet af Paw Amdisen
04-06-2015 00:05
Det glædede mig på sin vis, at Troels Lund Poulsen efter lidt pres fra undertegnede i fredags meddelte, at han i forbindelse med fremtidens jernbanenet ikke bakker op om en fremtidig linjeføring uden om Horsens.

Det stod for mig ikke klart, at Troels Lund Poulsen altså bakker op om kravet fra Vejle og Hedensted om at droppe togbroen over Vejle Fjord, men at han samtidig ikke bakker op om det alternative bud om en linjeføring uden om Horsens, der rent praktisk muliggør, at man ville kunne droppe togbroen over Vejle Fjord.

Denne afklaring efterlader mig dog også en smule forvirret. Troels Lund Poulsen ønsker altså både at droppe togbroen over Vejle Fjord og undgå en linjeføring uden om Horsens, som foreslået i den rapport fra det rådgivende ingeniørfirma Atkins, som Vejle og Hedensted kommuner har bestilt. Det ligner for mig, at Troels Lund Poulsen både ønsker at blæse og have mel i munden. Han fremkommer således ikke med noget konkret bud på, hvor de ekstra minutter, som det koster at droppe togbroen over Vejle Fjord skal hentes, og så bliver hans position jo hurtigt en gratis omgang. Her må man jo trods alt rose Vejle og Hedensted kommuner for at have været klare i mælet, selv om jeg betragter deres alternative bud, som fremsat i rapporten fra Atkins, som rimelig katastrofalt for Horsens og Østjylland.

Inkonsistens eller ej, så glæder jeg mig dog over, at Troels Lund Poulsen ikke støtter en linjeføring uden om Horsens. Her kunne det jo være rart også at få vores lokale kandidater for Dansk Folkeparti på banen. Efter Kristian Thulesen Dahls varme modtagelse af delegationen fra Vejle og Hedensted på Christiansborg fornemmer man en vis vaklen i forhold til Togplanen og beslutningen om en bro over Vejle Fjord, som Dansk Folkeparti jo ellers er en del af. Hans Kristian Skibby har jo eksempelvis før tordnet mod broen. Er han og Dansk Folkeparti måske parate til at foreslå en fremtidig linjeføring uden om Horsens for at slippe for broen? Eller vælger Dansk Folkeparti også at blæse og have mel i munden?


Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com