Nye indlæg

Kategorier

Klassekampen fra oven

Skrevet af Paw Amdisen
03-06-2015 23:53
Klassekampen er blevet erklæret død mange gange. Ikke mindst på højrefløjen trives den opfattelse, at klassesamfund og klassekamp hører fortiden til. Et blik på et centralt nøgletal som eksempelvis gini-koefficientens udvikling de seneste mange år fortæller desværre en anden historie. Uligheden er stigende og rigdommen koncentreres også i Danmark på stadig færre hænder.

Valget står for døren og i SF mener vi, at det må være et krav til en ny dansk regering, at den sætter spørgsmålet om ulighed og fattigdomsbekæmpelse øverst på den politiske dagsorden. Vi ved af bitter erfaring, at det kan være svært at overbevise Radikale Venstre om at sætte dette spørgsmål højt på dagsordenen, og håber derfor på et mere rent rødt flertal ved det kommende valg. Men kigger man længere til højre – til Venstre og de borgerlige kumpaner i DF, Konservative og Liberal Alliance - bliver det ganske klart, at klassekampen lever i bedste velgående:

Nulvækst i den offentlige sektor, som alene i Horsens Kommune vil koste 466 arbejdspladser. Et ”moderne” kontanthjælpsloft, der vil øge ulighed, fattigdom og føre til mere misbrug og kriminalitet. Høje adgangskrav til de gymnasiale ungdomsuddannelser, som vil ramme socialt skævt og gøre gymnasierne til skoler for elitens børn. Hvis Lars Løkke Rasmussen følger Liberal Alliances eller DF’s krav kan henholdsvis 47 og 25 procent af de elever, der i dag går på Learnmark Horsens’ gymnasiale uddannelser, således for fremtiden vinke farvel til denne type adgangsgivende uddannelse.

Denne klassekamp fra oven har brug for aktivt modspil. Og det vi tænkt os at give fra SF’s side, men vi får brug for al den folkelige støtte vi kan få!

Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com