Tale, 1.maj, 2015, Danmarks Industrimuseum, Horsens
Kære Venner,
Hvor er det dejligt at se, at så mange trods Bededag og højtiden for konfirmationsfester har fundet vej til at fejre 1. maj her på Industrimuseet i Horsens. Vi kunne ikke have fundet en bedre ramme for fejringen af arbejdernes internationale kampdag.
For mig står 1. maj som en særlig manifestation af, at vi sammen og i fællesskab står stærkere, end vi gør enkeltvis. Den internationale solidaritet og den fælles kamp for ordentlige løn- og arbejdsvilkår har helt fra kampdagens start tilbage i 1890 – dvs. for 125 år siden – stået i centrum og været det bærende budskab.
Dengang lød kravet: 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers arbejde. Et krav som blev indfriet i 1920 efter massivt pres fra arbejderbevægelsen. Og på samme måde er det gået lige siden. Når arbejderbevægelsen og arbejderpartierne har stået sammen er der blevet udrettet store ting i det danske samfund. Ikke mindst en solidarisk og universel velfærdsordning, som har gjort Danmark til et relativt lige og samtidig velstående samfund, hvor få har for lidt. Om få også har for meget kan selvfølgelig diskuteres, men om ikke andet, så har vi med progressiv beskatning sørget for, at der sker en rimelig fordeling af goderne i samfundet. I hvert fald indtil nu.
For tilkæmpede goder og rettigheder kan ikke tages for givet. Det ser vi desværre tydeligt i disse år. Den danske model og det danske velfærdssamfund udfordres fra politisk hold af tankerne om at omforme Danmark til en konkurrencestat. Og i arbejdskampen udfordres vi af den stadigt mere intense konkurrence fra globale fribyttervirksomheder som Ryan Air, som i deres jagt på profit ikke går af vejen for et frontalangreb på danske løn- og arbejdsvilkår.
Klassekampen er blevet erklæret død mange gange. Det første Anders Fogh Rasmussen slog fast, da han var kommet til magten ved valget i 2001 var, nu citerer jeg, at:
”Valget var et opgør med den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre. Det var et opgør med den gammeldags opdeling af mennesker efter, hvilken erhvervsgruppe, uddannelsesgruppe eller socialgruppe de tilhører […] Det var et opgør med klassekampen”.
Ikke desto mindre bød hele Anders Fogh Rasmussens regeringstid på politik, der forringede vilkårene for de dårligst stillede og belønnede toppen i det danske samfund. Det var formandskandidat Frank Jensen heller ikke sen til at påpege, da han bejlede til posten som Socialdemokraternes formand i 2005. Han forsøgte at rehabilitere begrebet klassekamp, men det blev vist mest i samtiden tolket som gammeldags og venstreorienteret, og han vandt jo som bekendt heller ikke formandsvalget. Det gjorde vores statsminister, der i 2012 i en tale holdt for en snæver kreds af europæiske toppolitikere og erhvervsfolk i Bruxelles tørt kunne konstatere (citat): ”at klassekampen for længst er begravet i Danmark”.
Og gid det var så vel, kunne man næsten fristes til at sige. Vi var mange – herunder jeg selv – der i 2011 havde store forventninger til vores nye regering i forhold til at mindske uligheden og dermed svække den tendens til øgede klasseskel, som Fogh Rasmussen-regeringen havde stået for. Og i regeringsgrundlaget kom der også til at stå, at et af regeringens ni mål for dansk økonomi var, at ”begrænse uligheden”, ”mindske fattigdommen” og ”sikre reelt lige muligheder”. Målt på gini-koefficienten har regeringen ikke nået dette mål. Ikke mindst på grund af Radikale Venstres modvilje mod at reviderede den forfejlede dagpengereform, men også på grund af en række bevidste politiske valg eller fravalg.
Det er ikke mindst i det lys, at man skal se det mine og andre lokale SF’eres overvejelser om at forlade regeringen tilbage i 2013. Overvejelser som sidste år på en meget kedelig baggrund blev til virkelighed.
Nu står vi så i en valgkamp igen. Og SF går til valg som selvstændigt parti med selvstændige dagsordner, men også med et ønske om at støtte en socialdemokratisk ledet regering og hjælpe en sådan regering til at holde en rødere profil i forhold til arbejdsmarkedet og vores fælles velfærd, og en grønnere profil i forhold til miljø- og klimadagsordenen.
For ser vi på den anden side af det politiske skel, som – trods Anders Fogh Rasmussens og andre politiske lederes skepsis – stadig eksisterer, så er det virkelig lagt i ovnen til klassekamp mod arbejderklassen og de svageste i vores samfund.
Jeg nævner i flæng:
Venstres krav om nulvækst i den offentlige sektor. 32.000 færre hjemmehjælpere, sygeplejerske, pædagoger, lærere, politifolk m.v. Hertil 6000 arbejdspladser i det private, der også vil blive ramt af kravet om nulvækst. 466 færre arbejdspladser vil det betyde i Horsens Kommune.
Venstres (ind til videre meget utydelige snak) om et kontanthjælpsloft, som måske i virkeligheden skal forstås som et generelt loft for alle offentlige ydelser vil ramme mange af de dårligst stillede familier i Danmark og føre til øget fattigdom, ulighed og følgevirkninger som misbrug og kriminalitet. Medtænker man Dansk Industris krav om massive forringelser af overførslerne til de allersvageste grupper tegner der sig et klart og ubehageligt billede af fremtidens Danmark under Lars Løkke Rasmussen og hans borgerlige kumpaner.
Og hvorfor skal der skæres i ydelserne? Jo, fordi det bedre skal kunne betale sig at arbejde, siges det. Også selvom det allerede i dag for næsten alle giver økonomisk fordel at arbejde, så skal ydelserne altså længere ned, så det virkelig kan betale sig at arbejde. Problemet er bare, som bl.a. tænketanken Cevea har påvist, at lønningerne følger med ned. Forringede grundydelser skaber, da vi ikke har minimumslønninger i Danmark, et lønpres i bunden, og vi risikerer derfor, hvis vi følger de borgeliges og Dansk Industris ”kur” tyske eller engelske tilstande, hvor man trods fuldtidsarbejde må leve for en indkomst under den officielle fattigdomsgrænse.
Og så er der den samlede borgerlige bloks tanker om igen at forgylde privathospitalerne på bekostning af det offentlige sundhedssystem. Da Lars Løkke Rasmussen sad for bordenden som Indenrigs- og sundhedsminister betød konstruktionen med henvisninger til privathospitaler i perioden fra 2002-2008 en overbetaling på 940 millioner kroner. En konstruktion man nu altså, også fra Dansk Folkepartis side, vil genindføre. Nulvækst i det offentlige og overbetaling af private leverandører. En dårlig cocktail, som hurtigt kan blive endnu dårlige, hvis de mange borgerlige tanker om brugerbetaling på besøg hos praktiserende læge også bliver til virkelighed.
Ser man på det område, som jeg selv har berøring med i min hverdag – ungdomsuddannelserne – tegner der sig også et dystert billede af borgerlig klassekamp. De gymnasiale ungdomsuddannelser skal således gøres til eliteskoler med høje adgangskrav. De gymnasiale ungdomsuddannelser skal igen være skole for de privilegerede, og årtiers arbejde på at bryde den negative sociale arv i uddannelse skal afbrydes. Stod det til Liberal Alliance ville 47 % af dem, der i dag tager en gymnasial uddannelse på Learnmark i fremtiden ikke få muligheden for det. Tallet lyder på 34 % på Horsens Gymnasium og 39 % på statsskolen. På min egen skole – Horsens HF & VUC – hvor vi virkelig er med til at lave social mønsterbrydning er tallet 57 %. Jeg har endnu ikke hørt hvad de borgerlige forestiller sig, at der for muligheder for den store gruppe af unge, der i fremtiden bliver afskåret fra at tage en ungdomsuddannelse og være med til at skabe et samfund med social mobilitet.
Dette var blot nogle af de ”spændende” ting, vi kan vente os med Lars Løkke Rasmussen i spidsen for Danmark, og så har vi ikke engang berørt klima- og miljøpolitikken, som vil blive en katastrofe med et borgerligt flertal, der ikke har begrebet, at grøn vækst er det eneste, der vil sikre en bæredygtig fremtid for Danmark og danske arbejdspladser.
Men jeg skylder selvfølgelig også, da jeg står her som folketingskandidat for SF at sige noget om hvad jeg selv og SF går til valg på. Hvorfor stiller jeg op til folketinget?
Politik reduceres i dag ofte til at være et spørgsmål om at føre den nødvendige politik. Jeg kunne ikke være mere uenig. Politik handler for mig og SF at se om hvordan vi kan gøre tingene anderledes og bedre.
Tag nu velfærden.
Hvordan går vi imod den hovedløse nedskæringspolitik som efterhånden er kommet til at fremstå som en naturtilstand?
Mit og SF’s svar er - udover det indlysende, at der skal skabes bedre økonomiske rammer og ansættes flere varme hænder - at vi skal genopdage vores tillid til velfærdsarbejdernes faglighed. Uanset om vi taler om pædagogen, skolelæreren, sygeplejersken, den tekniske serviceassistent eller sosu-assistenten, så skal vi lade den udføre deres arbejde ud fra den fundamentale indsigt, at tillid skaber større arbejdsglæde og bedre velfærd. Vi skal stoppe kontrolregimerne og papirnusseriet og lade de offentligt ansatte gøre det, de helst vil: Passe deres arbejde og udføre den kerneopgave, de er ansat til at udføre.
Eller tag arbejdsmarkedet.
Hvordan sikrer vi, at vi ikke fortsætter det ræs mod bunden, som vi desværre er begyndt på, hvor vi i konkurrencens hellige navn udvander den helt særlige model, vi i Danmark har udviklet for arbejdsmarkedet. Og som man misunder os rundt omkring i verdenen.
Hvordan modstår vi nødvendighedens politik, der dikterer lavere løn og dårligere arbejdsvilkår? Hvor langt ned skal vi gå? Hvordan modstår vi de forringelser af arbejdstagernes sikkerhed, som truer med at smadre den danske model for arbejdsmarkedet?
Mit og SF’s svar er: Ved at stå sammen – både nationalt og internationalt – og kræve ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og ved herhjemme at modstå arbejdsudbudstænkning og løntrykkeri og kræve en holdbar dagpengereform og et kritisk eftersyn af de senere års reformamok.
Vi skal sætte reel handling bag de fine ord om at bekæmpe arbejdsløshed, ulighed og fattigdom.
Og hvad med klimaet og miljøet?
Hvordan sørger vi for, at de fremskridt for miljø og klima, der er blevet vedtaget de sidste fire år ikke bliver rullet tilbage, men tværtimod styrkes og udbygges?
Vi skal fortsat stille ambitiøse krav til klima og miljø. Både herhjemme og internationalt. Vi skal sikre rent drikkevand og bæredygtigt landbrug ved at styrke og støtte økologisk jordbrug. Vi skal gøre naturbevarelse og naturdiversitet til hjørnestenene i vores miljøpolitik, og vi skal råde bod på fortidens synder med oprydning af giftgrunde og gamle forureningssager.
Til sidst vil jeg gerne, i optimismens og med kampdagens gejst i hu, komme med et lokalt og aktuelt eksempel på hvad vi kan opnå, hvis vi i fællesskab – arbejderbevægelsen og arbejderpartierne – skaber en dagsorden. Byrådet i Horsens Kommune godkendte i tirsdags retningslinjerne for brug af sociale klausuler, arbejdsklausuler og kædeansvar i kommunen og de kommunale udbud. En konsekvens af, at der i 2013 blev sat en offensiv dagsorden af fagbevægelsen og arbejderpartierne ved budgetforhandlingerne. Når kommunen i fremtiden sætter større arbejder og bestillinger i udbud vil det ske på en måde, der sikrer socialt ansvar og danske løn- og arbejdsvilkår. Der er jeg rigtig glad for og stolt af.
Hvem ved? Måske kunne vi også finde sammen om at følge Albertslund og Ballerup Kommuner i deres boykot af RyanAir og andre fribytterselskaber? Eller kunne vi blive enige om at boykotte skatteundragende selskaber som eventuelle kommunale samarbejdspartnere?
Den diskussion vil jeg for indeværende overlade til vore lokale politikere og ønske jer alle en fortsat rigtig god 1. MAJ – tak for ordet – og lad os så ikke glemme på denne kampdag, at klassekampen lever. Også i den kommende folketingsvalgkamp.
Tak.