Nye indlæg

Kategorier

Velfærd. Tillid er nøglen

Skrevet af Paw Amdisen
08-05-2015 12:00
I sidste uge kunne man i forskellige lokale medier læse en historie fra Horsens Kommune, der blev lanceret under overskriften ”Lærerne skal stå til regnskab”. En overskrift som kommunen selv havde givet historien på kommunens hjemmeside.

I al korthed går historien på, at lærerne på den lokale Langmarksskole nu tre gange om året skal til kontrolsamtaler med ledelsen, hvor de skal stå skoleret og redegøre for om eleverne nu også lærer det, de skal. Historien er desværre symptomatisk for den mistillidskultur, der har spredt sig i forhold til den offentlige sektor og de offentligt ansattes faglighed.

Før i tiden blev pædagoger, lærere, socialrådgivere, sygeplejersker og hjemmehjælpere betragtet som kompetente fagpersoner, der var kaldet til deres fag og til at give velfærd og omsorg af høj kvalitet. I dag underkastes de selvsamme fagpersoner et hidtil uset kontrolregime, hvor udgangspunktet er, at hvis man ikke konstant kigger folk over skulderen, så laver de sikkert ikke noget.

Denne oldnordiske ledelsesstil er man for længst gået væk fra på det private arbejdsmarked, hvor man har fundet ud af, at tillidsbaseret og inddragende ledelse giver langt større arbejdsglæde og produktivitet. Hvornår når denne indsigt frem til de mennesker, der leder den offentlige sektor og velfærdsproduktionen? Hvornår finder de ud af, at tillid er nøglen til bedre velfærd?

Jeg tror der er brug for et kærligt spark og ikke mindst en reel tillidsreform af den offentlige sektor, hvor mistillid, kontrol og minuttyranni afløses af arbejdsglæde, faglighed og gensidig dialog. Derfor står tillid til de offentligt ansatte og en omfattende tillidsreform af den offentlige sektor, hvis jeg skulle være så heldig at få vælgernes tillid, rigtig højt på min politiske agenda.

Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com