Nye indlæg

Kategorier

Bedre Psykiatri i Horsens NU!

Skrevet af Af Torben Thomsen, Hindbærhegnet 24, Horsens, byrådskandidat for SF i Horsens Kommune
14-11-2013 22:24

Der har i det seneste stykke tid været sat fokus på psykiatrien i Danmark. Ikke mindst set i lyset af regeringens ambitiøse og yderst kompetente psykiatrirapport. Nu bliver det så vores opgave som ansvarlig kommune at få afskaffet bureaukratiet og få indført nogle værktøjer, der sikrer, at vi sammen giver de psykisk syge og deres pårørende et værdigt liv.

Et liv hvor de ikke skal koncentrere sig om, hvornår de når grænsen for sygedagpenge, eller om de kan klare et flexjob. Jeg bliver vred når jeg oplever, at vi i vores moderne samfund ikke har plads og rum til at hjælpe vores syge medmennesker, uden at det foregår med en vis skepsis. Er hun/han nu rigtig syg? Mon ikke det bliver bedre hvis han/hun nu kommer i gang med at arbejde? Hvorfor er det ikke ok, at der er nogle i vores samfund der ikke kan bidrage rent økonomisk til fælleskassen? Jeg forstår det ikke. Jeg mener, at vi i tråd med regeringens udspil, skal lave en kobling mellem regionerne og kommunerne. En glidende overgang, hvor vi ikke skal skelne til om pengene kommer fra den ene eller den anden kasse.

Samtidig mener jeg at der kan være meget fornuft i, at kommunen skal sørge for at der bliver tilknyttet en sagskoordinator/tovholder til den syge. Denne tovholder skal hjælpe den syge, med at navigere i de forskellige kommunale systemer. Derved undgår vi at den syge skal henvende sig til 8, 10 eller 12 forskellige sagsbehandlere. Derudover mener jeg, at vi skal behandle vores medmennesker med respekt. Det sker kun, hvis vi ser på mennesket og ikke på sygdommen. Mange psykisk syge kan blive delvis eller helt raske. Det er jo fantastisk. Vi må bare ikke tro, at det er alle, der kan blive raske.


Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com