Abdi i højdetræningslejr med verdenseliten

2014-07-17 14:57
Abdi træner i denne tid frem til EM på 10.000 meter i august. Det sker i øjeblikket i franske Font Romeu i 1850 meters højde. Som det kan ses ligger det smukt., og der skal bruges nogle sko som eliteløber. Udover Abdi er der elitesportsfolk fra hele verden og i går kom ingen ringere end verdensmesteren og OL-guldvinderen på 5000 og 10000 meter Mo Farah. Så er der da nogen at løbe med:-)
 
 

Abdi beretter fra træningslejren:

 
Tidligt fredag morgen stod jeg på toget til Kastrup, hvor jeg tog flyveren kl 8:50 og landede i Barcelona kl 11:45. Bagagen kom kl. 12:40, så der havde jeg en del ventetid. I Barcelona blev jeg hentet af en, der arbejder på centeret i Font Romeu. Det tog 3 timer at køre dertil.
Da jeg ankom til centeret, fik jeg udleveret nøgler og madkort. Herefter fik jeg en meget kort introduktion om området af Centerchefen på fransk. Selv om hun prøvede at forklare tingene på engelsk, lykkedes det mig ikke at forstå det hele.
Da jeg rejste meget tidligt hjemmefra, var jeg lidt træt, saa jeg tog lige et par timer på øjet, inden jeg hoppede i træningstøjet og undersøgte området. Det første jeg kiggede efter var løbebanen og heldigvis ligger den kun 200m fra centeret. Vigtigt.
Herefter kiggede jeg efter løberuter. I første omgang fandt jeg nogle små stier rundt ved banen. Samtidig prøvede jeg at finde nogle engelsktalende folk - det lykkedes ikke. Jeg fik 45 min i skoene denne eftermiddag.
 
Font Romeu ligge i en lille by, der hedder Odeillo, som grænser op til Katalonien, Spanien. Jeg bor i 1850m højde og træner ofte der. Men der findes mange træningssteder idet området bliver brugt af skiloebere om vinteren, saa der er mange skiløjper rundt især i 2200 meters højde.
 
Her i centeret bor der mange forskellige sportsfolk lige fra boksere til svømmere. Det er et verdenskendt center, hvor det er muligt at finde de aller største navne indenfor sporten. I øjeblikket er der fuld booket af svømmere, fordi der snart skal være mesterskaber. De fleste løbere er blevet henvist til enten at bo på hotel eller i huse rundt omkring i byen. Formålet med denne træningslejr er at være top forberedt til EM i august!
Peer Bagge