Turen gik til Amsterdam
- en beretning om et maraton

Forventningsfulde og med kriller i maven, mødtes 6 løbere og en supporter i Korsør, fredag den 18. oktober kl. 9 for at følges ad til Københavns lufthavn, hvor vi skulle flyve til Amsterdam og løbe maraton om søndagen. Den 7. løber – Oline – fulgtes med hendes mand og nogle venner, men skulle med samme fly som os.

Nu er det ikke så tit jeg flyver, og da vi skulle igennem sikkerhedskontrollen så jeg til min store forbløffelse at hende, der stod foran mig begyndte at smide støvlerne og lægge dem op i bakken på transportbåndet. Øhhh – hvor meget skal jeg smide? spurgte jeg den alvorligt udseende security mand, der holdt øje med genstandende på transportbåndet. Han kiggede lidt mærkeligt på mig, men mente jeg kunne nøjes med jakken og bæltet i mine bukser. OK….godt så – jeg blev lukket ind mens både Carsten og Rikke måtte tjekkes lidt grundigere, da alarmen hylede da de gik igennem.

Flyveturen gik godt og vi landede planmæssigt i Amsterdam og fik hurtigt fat på en stor taxi, der fragtede os til hotellet. Hotellet var OK uden at være prangende. Til gengæld havde det SJÆL påstod Ann Karina, hvilket også var rigtigt, men jeg tænkte alligevel ”hold da op – SÅ meget sjæl havde jeg måske heller ikke behøvet…” MEN der var badekar på værelserne, hvilket skulle vise sig senere at være rigtig dejligt til ømme ben!

Hotellet lå MEGET centralt i Amsterdam centrum. Gaden lige ved siden af mindede mest af alt om Jomfru Ane Gade – dvs. der var fyldt med barer og restauranter og intet andet. Til gengæld var sidegaderne til denne Jomfru Ane Gade (som vi døbte den) det berømte og berygtede ”Red light districht”. Her var smalle gader med ”Coffee shops” (læs hashbarer) og meget letpåklædte damer i ”udstillingsvinduerne”. Lugten af cannabis var umiskendelig når man gik rundt i området, og om aftenen var ”udstillingsvinduerne” oplyst at et rødt lys, og der stod så disse unge smukke kvinder og bød sig til. Det var lidt underligt at gå rundt at kigge på at ”varerne” er så direkte udstillet som her, men det er jo desværre virkeligheden. Her stod pigerne i det mindste inde i varmen i stedet for at stå og fryse på gaden så….tjaa – men lidt grænseoverskridende var det alligevel.

Der var masser af mennesker i gaderne og på grund af områdets karakter, bevirkede det selvfølgelig at der var en del larm om aftenen når man skulle sove – der var ”gang i den”, som man siger!

Efter indtjekning på hotellet gik vi straks ud for at finde vej til det olympiske stadion, hvor maratonet skulle starte og hvor vi - lige ved siden af stadion - skulle hente vores startnummer. Vi fandt en sporvogn, der kørte derud og hoppede på den. Det gode var, at vi fik set lidt af byen mens vi kørte derud, det dårlige var, at der var mange stop undervejs, så vi var bange for at komme i tidsnød når vi skulle møde søndag morgen til den store dag. Vi fandt stedet, fik vores nummer og trøje og gik rundt og kiggede på de mange fristelser der var i expocentret, inden vi tog sporvognen tilbage, fik lidt at spise og derefter i seng.

Efter morgenmaden næste dag, som også var OK uden at være prangende, fandt vi en metro, der kørte til stadion, og hvor det gik noget hurtigere selvom vi skulle skifte et par gange undervejs. Nu følte vi os lidt mere sikre på at nå frem i tide til starttidspunktet søndag morgen kl. 9.30. Bagefter tog vi ud og besøgte van Gogh museet, spiste noget god frokost, tilbage til hotellet og hvile ben inden aftensmaden. Johnny lovede fri bar om aftenen, hvilket var rimeligt risikofrit…….(!) Oline boede på at andet hotel, men vi sms’ede lidt sammen med hende og kunne forstå, at hun også var meget spændt – ja faktisk så spændt at hun ikke rigtig havde nogen appetit aftenen før den store dag.

Vi gjorde alt klar om aftenen da vi skulle tidligt op, nå at spise morgenmad, på toilettet, iføre os løbetøj og være klar ved metroen kl. 8. Johnny havde skaffet løbetøj med dannebrogsflag, så vi skulle alle sammen være ens i tøjet og ligne et rigtigt ”team”. Vi gik tidligt i seng men ingen af os kunne sove. Jeg lå vågen flere timer inden jeg endelig faldt i søvn, og ved morgenmaden næste dag kunne jeg høre, at de andre havde haft det på samme måde.

Da jeg kom op fra morgenmaden lå der en sms fra Oline til os alle sammen, at hun havde været dårlig om aftenen og om morgenen og derfor ikke ville løbe. Årrrr, hvor var vi ærgerlige på Olines vegne og synes det var så synd for hende, men kunne også godt forstå at hun ikke ville stille op til løb under de betingelser.

Det var perfekt løbevejr. Overskyet, 12 grader om morgenen og op til 17 grader op af dagen, og let vind. Vi tog af sted med metroen og bedst mens vi sad der, hev Carsten strømperne af og begyndte at klippe negle på tæerne!! Mine øjenbryn røg vist helt op i panden, mens jeg prøvede at forklare ham lidt om god opførsel, nu hvor han var kommet med os til storbyen. Lige meget hjalp det, Carsten klippede videre og hans afklippede tånegle kører nu rundt i linje 51 i Amsterdam…..så er I advaret!

Efter aflevering af skiftetøj blev vi lukket ind på stadion og ind i de områder, hvor vi hørte til i forhold til vores startnumre. Vi stillede os straks op i kø til toilettet (dem kunne der godt have været nogle flere af) og jeg spekulerede på, hvad alle de MÆND lavede i de ”tissekøer”. De skulle vel for pokker da ikke på toilettet nu – en halv time før start? De kunne bare stille sig op og tisse i de dertil indrettede kummer, så det gik lidt hurtigere for kvinderne, der ikke havde samme mulighed….hmmmm….meget mærkeligt synes jeg. Nå, men uanset kø eller ej, så var stemningen fantastisk på stadion. Musikken spillede, folk var glade og vi kunne se ”løbestjernene” på storskærm – det var jo vores eneste mulighed for at nå at se dem inden de forsvandt ude af syne…..

Endelig var det vores tur til at komme fra start – nu skulle vi afprøve, hvor langt alle vores træningsture de sidste 3 – 4 måneder rakte. Lad mig sige det med det samme. Der var vist ikke nogen af os, der fik det løb som vi havde håbet på. Vi var oprindeligt fire debutanter, som alle gerne ville under 4 timer og 30 min, men var nu reduceret til 3 debutanter, da Oline var blevet syg. Jørgen ville gerne under de magiske 4 timer og Ann Karina ville gerne løbe op til hendes resultat fra Copenhagen maraton og gerne et mulehår bedre. Tonni skulle løbe sammen med mig og havde derfor ingen personlige ambitioner, andet end at få slæbt mig igennem løbet, inden for de ønskede 4 timer og 30 min.

Rikkes løb gik fint indtil hun havde løbet 32 km, så måtte hun slippe 4.15 ballonerne og løbe/gå resten af vejen i sit eget tempo og kom ind i tiden 4.36.55.

Jeg havde planlagt at løbe turen med 6.15 min pr. km og det gik også rigtig fint, lige indtil vi nåede 30 km. Så blev pauserne ved depoterne længere og tempoet sat væsentligt ned, og skridtene mindre og mindre….Jeg overvejede faktisk om det bedre kunne betale sig at gå end at løbe, men jeg kunne se at mit småløb stadig var lidt hurtigere end dem der var nede og gå, så jeg fortsatte med mine bitte små museskridt. Tonni var en god støtte og forsøgte at opmuntre mig på de sidste meget svære og meget lange km, men ved også godt, at når jeg kun svarer med enstavelsesord, som; ”Ja”, ”Nej”, ”Hvor langt har vi løbet”, eller slet intet svar – så er jeg i krise og kan ikke modtage ”noget”. Åhhh, hvor ville mit hoved og min krop dog gerne løbe stærkere, men mine ben KUNNE bare ikke flytte sig hurtigere, og vi kom i mål i tiden 4.41.48.

Carsten havde fulgtes med os til ca. 28 km men måtte slippe, og kæmpede sig i mål i tiden 4.44.17. Tonni havde fortalt Carsten, at han aldrig ville komme igennem et maraton, hvis ikke han kunne spise bananer. Da Carsten hader bananer, havde han hjemmefra, også øvet sig i denne disciplin og fik da også gumlet nogle stykker i sig undervejs, men de var vist til tider tæt på at komme op igen…….

Jørgen fik seriøse problemer med sin mave allerede efter 10 km og måtte flere gange ”træde af på naturens vegne”, som det så smukt hedder. Det var dog ikke særligt smukt, og det var vist både noget med ”den ene og den anden vej” og tappede ham selvfølgelig for kræfter. Jørgen kom i mål i tiden 4.45.12.

Ann Karina fik en stor krise efter ca. 25 km, hvor hun måtte ned og gå mellem to depoter mens hun drak masser af vand, da hun var blevet overvældet af en afsindig tørst. Hun fik det heldigvis bedre, kunne løbe videre og kom i mål i tiden 4.53.47.

Der var god opbakning undervejs og flere steder, hvor der blev spillet musik. Vi mødte også flere danskere blandt publikum, som heppede på os da de kunne se vores flag på løbetrøjen. Det var en stor oplevelse at starte og slutte på det fine stadion. Da vi ENDELIG kom i mål fik vi noget energidrik, appelsin og banan og det obligatoriske plastikomslag for at man ikke skulle fryse alt for meget. Jeg var totalt udmattet, og også lidt dårlig, og måtte ned at sidde, hver gang vi stod stille mere end 2 minutter. Det var ikke særlig nemt at komme i gang igen skulle jeg hilse at sige – benene var mildest talt stenhårde!

Tonni, Carsten og jeg gik mod metroen, for jeg ville bare hurtigst muligt tilbage til hotellet. Mens vi gik, kunne jeg godt mærke kvalmen blive stærkere og måtte til sidst ofre maveindholdet, mens jeg ynkeligt klamrede mig til et træ og folk gik forbi og kiggede…….Det var en lang tur hjem, inden jeg endelig kunne dejse om på sengen og krybe ned under lagnet (der var ingen dyne) og forsøge at få varmen.

De andre havde taget sporvognen hjem og det havde vist også været en lang tur. Jørgen var stadig ikke frisk så han og Rikke stod af, og gik noget af vejen. De mødtes alle sammen nede i hotellets bar – også Oline, der pludselig stod og heppede på os sidst på ruten – og drak fadøl, mens jeg lå oppe i badekarret….uhhhhhhhhhm – skøøøøøøøøønt med det karbad på det tidspunkt.

Om aftenen mødtes vi på Carstens værelse og fejrede løbet med boblevand og portvin – rigtig godt på en meget tom mave (!) Men vi var selvfølgelig meget glade og ”høje” af oplevelsen, så vi kunne klare det hele. Bagefter gik vi ud og spiste og havde naturligvis vores fine medaljer rundt om halsen. Der var mange, der bemærkede det og sagde ”tillykke” og ”rigtig flot”. Der var endda nogle, som stod udenfor og klappede af os, da de kunne se os gennem vinduet med vores medaljer – det var da en fin tilkendegivelse. Vi fejrede ”sejren” med lidt flere øl og drinks og så i seng.

Næste dag var et ynkeligt syn, flere af os kunne dårligt gå og da slet ikke på trapper! Vi stavrede rundt og jamrede os, hver gang vi skulle rejse os eller sætte os. Vi gik dog lidt rundt i området og om eftermiddagen fik vi en dejlig kanalrundfart mens vi LÅ ned i stævnen på båden, med tæpper på og en øl/vin i hånden – det var ren luksus.

Næste dag gik turen hjemad – alt i alt en rigtig god tur med mange oplevelser, prøvelser og indtryk.

Jeg er ikke blevet mere afskrækket end at jeg tror jeg skal prøve at løbe et maraton igen – det bliver bare ikke foreløbigt.

Således oplevet

Margrethe – nu maratonløber.