Femte etape i Tour de Vesthimmerland for herre og hund foregik i Vester Hornum, som ligger ca. 7 kilometer nord for Farsø. Byen ligger 4-5 kilometer vest for stationsbyen Hornum, medens der er et godt stykke til Øster Hornum, som ligger øst for Nibe. Der bor små 550 mennesker i Vester Hornum.
Vi parkerede ved stadion, hvorfra vi tog turen mod nord - forbi byens købmand og helt ud til skolen. som ligger i udkanten af byen. Den er, akkurat som fire andre skoler i kommunen, truet af lukning. Faktisk foreslog skolens bestyrelse selv den løsning i efteråret, angiveligt fordi man kan se, hvilken vej det går med børnetallet på skolen. Det fik dog de lokale borgere op på barrikaderne, så nu er der valgt en ny bestyrelse, som skal i gang med at overbevise politikerne om, at der er grundlag for en skole i byen. I samme forbindelse kæmper man også for at bevare den lokale købmandsforretning, hvor den nuværende købmand har bebudet, at han stopper.
I efteråret 1980 var jeg ude i min første praktik i forbindelse med min uddannelse på Ranum Statsseminarium. Jeg tilbragte 3 uger på Vester Hornum Skole, hvor jeg bl.a. havde matematik og historie i de lavere klassetrin. Året efter var jeg i praktik på den nystartede idrætsefterskole i Haverslev, og så var der ingen tvivl, jeg skulle ikke være folkeskolelærer men efterskolelærer, hvilket jeg har været i 30 år, indtil jeg stoppede sidste sommer - de seneste 28 på idrætsefterskolen i Haverslev, hvor jeg gennem årene har haft en del elever fra netop Vester Hornum.
Fra skolen gik vi forbi Vester Hornum Hallen og tilbage til byens hovedgade, inden vi drejede op ad Risevej, hvor der i udkanten af byen er en fin udsigt. Herfra gik vi til et villakvarter, som er bygget vest for hovedgaden, formentlig i 70’erne og 80’erne at dømme på husenes arkitektur. For en gammel matematiklærer er det jo en ren fornøjelse at stå i et vejkryds mellem Parallelvej og Vinkelvej!
Fra villakvarteret tog vi en afstikker via et grønt område med bålplads, hvor det så ud til, at man holder byens Sankt Hans bål. På den anden side af det grønne område ligger en lille skov med “Chokoladebakkerne” - sikkert et navn, det har fået på grund af de lyngklædte skråninger inde i skoven.
Området ligger også godt for den lokale FDF/FPF-gruppe, som har deres hus lige op af skoven. I øvrigt er FDF'ere ikke meget for, at man kalder dem spejdere - uagtet, at det de foretager sig stort set er det samme, som spejdere gør. Det er mit indtryk, at gruppen i Vester Hornum er aktiv og velfungerende og har været det gennem rigtig mange år. Så sent som søndag stod den for en fastelavnsgudstjeneste i hallen.
Nemo snuser til "Chokoladebakkerne"...
Tilbage i byen gik vi omkring Kirkebakken og hen forbi kirken der, som mange af de andre på egnen, er bygget i 1100-tallet. Den har naturligvis også gennemgået ændringer gennem årene bl.a. er der kommet et tårn til så sent som i 1943. Der findes velbevarede og bevaringsværdige kalkmalerier i kor og kirkerum.
Foruden skolen er det mest byens fodboldbane, jeg har haft kontakt med - her blev der spillet en del drabelige kampe i såvel ungdoms- som seniorårene. I dag er klubbens seniorhold slået sammen med IK Vest fra Ranum og Overlade og er at finde i serie 4.
Tilbage på parkeringspladsen ved sportspladsen tog vi et hurtigt kig på Huset, som bl.a. lægger lokaler til udfoldelser for lokale amatørmalere og biavlere. Ikke langt derfra holder byens ungdom til i lokaler, som rummer en e-sports forening.
Engagerede borgere er blevet hædret for deres indsats i og for byen.
Hund og herre kunne godt mærke, at turen omkring Chokoladebakkerne, trak tænder ud, så vi delte en sandwich, medens herren nød den medbragte kaffe og Nemo fik lidt vand.
Næste gang drager vi sikkert en tur til Hornum - Bølle Bobs hjemby.
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits og #Strandby.
Vejret var nærmest forårsagtigt, da hund og herre begav sig ud på den fjerde etape af vores helt egen Tour De Vesthimmerland. Denne gang var målet Strandby, som ligger små 9 kilometer vest for Farsø. Byen ligger på landevejen mellem Viborg og Løgstør og den har ca. 270 indbyggere.
Der er ikke så meget at finde om byens opståen, men med placeringen tæt ved Limfjorden og på strækningen mellem Viborg og Aggersund har den altid ligget centralt i forhold til trafik. Blot et par kilometer vest for byen ligger den berømte køkkenmødding i Ertebølle, som vidner om, at der allerede boede mennesker her 4-5000 år før vor tidsregning.
Strandby er vokset op om en lang hovedgade, som strækker sig i retningen nord-syd. Her var tidligere mange små forretninger og håndværksvirksomheder, men i dag er der kun tankstation, et lille gadekøkken og en genbrugsforretning i en by, hvor der tidligere var bl.a. var brugs, bager, cykelhandlere, mejeri, købmand, sparekasse og autoforhandler. Fra hovedgaden går et par sidegader mod vest til bl.a. et villakvarter, hvorfra der er flot fjordudsigt. Det er også i dette område, man finder byens hal og stadion.
På vejen øst ud af byen mod Farsø ligger den gamle brugsforening, som sidenhen har været brugt til bl.a. “dyneuniversitet”, hvor Lars Larsens koncern JYSK sendte butikseleverne på skole i kortere perioder. Når de var i Strandby boede de i det gamle vandrehjem, som i sin tid blev indrettet i den gamle mølle øst for Viborgvej.
Jeg har selv en lille andel i møllens omforandring fra mølle til vandrehjem. Kommunen købte i sin tid bygningen sidst i 1970’erne for at anvende det til beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsløse. Sådan en var jeg i foråret 1979, da jeg flyttede hjem efter at have aftjent min værnepligt i Skive. Få dage senere blev jeg sendt til Standby for at arbejde med projektet - det var i sin indledning, så arbejdet bestod for det meste i at bryde ned og køre brokker ud af kælderen. Jeg var kun på projektet i en måneds tid, inden jeg kom i arbejde som arbejdsmand hos en lokal murermester i Farsø, hvor jeg var indtil jeg skulle begynde studier i august.
Vandrehjemmet er i dag i privat eje, og jeg tror det bruges delvis til beboelse og delvis til festlokale.
Senest har den gamle brugs rummet en uniformsmuseum, men det er lukket og bygningen er sat til salg.
Vores tur førte os forbi den nu nedlagte skole, hvor kun nogle få bygninger står tilbage og i dag bruges til undervisning af flygtninge. Den store sportsplads, som tilbage i 1970’erne var hjemmebane for byens fodboldstolthed, dameholdet, som var helt oppe at vende i Danmarksserien - den næstbedste række i landet. I dag ligger området lidt trist hen med lidt rester fra skolens tid, men som noget helt nyt har den lokale borgerforening opført tre shelters i den fjerneste ende, og der er vist planer om lidt beplantning, som kan gøre området til en lille grøn oase midt i byen.
Byen har dog også et stadion med udsigt over Limfjorden. Der er stadig liv i klubben, som kan mønstre et enkelt herrehold, der spiller i serie 3. På stadion er opstillet sæder fra det gamle Superliga-stadion i Silkeborg. Hver søndag formiddag mødes en flok veteraner for at spille fodbold i Strandby - om vinteren i hallen og som sommeren på stadion, som i øvrigt helt i tidens ånd har et navn. Ikke et forkromet sponsornavn men til gengæld et med internationalt potentiale, når der skal spilles europæisk fodbold: Beach Town Arena!
Ved siden af ligger Strandby Hallen, som er opført på lokalt initiativ i 1987. En af klubbens faste brugere er Strandby Volleyball Klub, som blev stiftet i forbindelse med etableringen af hallen. Klubben er stadig aktiv og jeg er en af dem, som hver mandag møder op for at udøve det finurlige spil sammen med en række andre motionister og en flok damespillere, som spiller turneringsvolley. Klubben en en social og hyggelig klub, der tiltrækker spillere fra bl.a. Aars, Farsø og Løgstør, og jeg har ofte fornøjelsen af at spille sammen med og mod nogle af mine gamle efterskoleelever -og deres forældre.
Strandby Hallen danner også rammen om torsdagstræf, hvor mange af byens borgere samles til motion, aktiviteter og hyggeligt samvær. Et initiativ, som i januar 2023 blev belønnet med det lokale kulturråds “Nytårspris”.
Ved byens tankstation er der et lille gadekøkken, som tilbyder såvel take away som mad på stedet. Maden er ofte med et etnisk pift.
Tæt på tanken ligger Strandby Produkt, som er et stort autoophug, der dog ligger tilpas tilbagetrukket så det ikke skæmmer bybilledet.
Via Grønnegade kommer vi tilbage til byens hovedgade, som vi tager ned til kirken, hvor bilen er parkeret. Strandby Kirke blev ofte besøgt af Kong Frederik d. 9. og hans familie, når de tilbragte jul og påske i jagtgården i Trend. På kirkegården findes en mindesten for en engelsk flyver, som styrtede ned i den nærliggende Risgårde Bredning i slutningen af besættelsen. Udenfor kirkediget står en mindesten, som markerer genforeningen i 1920.
Og således sluttede vores godt 5 kilometer rundt i Strandby, en by hvor der stadig er aktivitet og liv - omend der er flere huse, som begynder at se lidt trætte og slidte ud. At byens indbyggere ikke er trætte og nedslidte vidner dette opslag ved klubhuset om:
Nu lurer Nemo og mig så på, hvor vi skal hen næste gang - måske bliver det Vester Hornum.
En tåget mandag formiddag var det tid til tredje etape af hund og herres tur rundt i vesthimmerlandske byer. Denne gang gjaldt det Ullits, som har et indbyggertal omkring de 280.
Ullits, som ligger på landevejen mellem Farsø og Hvalpsund, er en by, som er opstået omkring jernbanen, som i 1910 blev åbnet på strækningen mellem Aars og Hvalpsund og dermed forlængede den bane, som i forvejen gik til Aars fra Aalborg.
Det oprindelige Ullits, som vi i dag kender som Gl. Ullits, lå for langt væk i forhold til banens forløb, og derfor blev der bygget en station ca. midt imellem Foulum Kirke og det gamle Ullits. Den nye by fik navnet Ullits Stationsby, men er efter banen blev nedlagt i 1969 bare gået under benævnelsen Ullits.
Midt i byen ligger den gamle station, som for mig at se, er en af de smukkest bevarede på strækningen mellem Aars og Hvalpsund. Den ligger der med hovedbygning, den gamle toiletbygning og en træbygning mod syd. Alle stationerne på den strækning blev tegnet af Aalborg-arkitekten Einar Packness - og de eksisterer stadig, med undtagelse af den i Farsø, som blev nedrevet sidst i 1970’erne. Desværre.
Ved siden af stationen kunne man i 2013 indvi et nyt sognehus, som vedkender sig tilknytningen til stationsbyen, da arkitekterne har ladet en aula mellem to bygninger ligge lige der, hvor jernbanesporet gik. Sporet er også markeret på gulvet i aulaen og på flisegangene på begge sider af huset. Godt tænkt!
En lille sjov anekdote om navnet Gl. Ullits. Vi var nogle gutter, som på et tidspunkt tilmeldte os til en indefodboldturnering i Farsø under navnet Gl. Ullits. Stævnespeaker Jens Røschmann introducerede holdet til første kamp som Glade Ullits..
I stationsbyen opstod der hurtigt et forretningsliv med handlende og håndværkere af forskellig slags. Den lokale sparekasse for Ullits-Foulum og Louns Alstrup blev i 1929 flyttet til Ullits, hidtil havde den haft til huse i Alstrup. I Ullits lejer man sig først ind i lokaler på missionshotellet, men i 1939 kan man indvi sparekassens egen bygning i hovedgaden. Sparekassen blev senere lagt sammen med Farsø Sparekasse, som bevarede afdelingen i Ullits som en filial. I dag er bygningen i privat eje og indrettet med lejligheder.
Der gik en del længere tid, inden skolen blev bygget. Det skete først i 1961 som en centralskole for de tidligere skoler i Foulum og Gl. Ullits. Senere kom også Svingelbjerg Skole ind under Ullits, og da Louns-Alstrup Skole i Hvalpsund lukkede i 2011 blev eleverne flyttet til Ullits. I dag er skolen en velfungerende landsbyskole med landsbyordning. Den er dog på grund af et forholdsvis lavt elevtal også er med i kommunens sparekatalog på skoleområdet sammen med skolerne i Gedsted, Vester Hornum, Vestrup og Ranum.
Ved skolen ligger også byens fodboldbane. I 60’erne huserede de lokale boldatleter her, indtil klubben i efteråret 1973 blev lagt sammen med Farsø IK - den nye klub fik navnet Farsø-Ullits IK - i daglig tale FUIK. I de første år blev spillere transporteret både fra Ullits til Farsø og den modsatte vej, da man både trænede og spillede kampe i begge byer. I dag foregår alle aktiviteter i klubben dog i Farsø.
Det var faktisk her på Ullits Stadion, at jeg var tæt på at få min eneste førsteholdskamp i min ydmyge fodboldkarriere. Jeg blev vist indkaldt som yderste reserve, da førsteholdet i serie 2 en lørdag i oktober 1977 skulle møde B52 på Ullits Stadion. Jeg stillede op sammen med de øvrige spillere, dommertrioen og de trofaste tilskuere - med modstanderne dukkede aldrig op. I B52 havde man taget fejl af datoerne og troede at kampen skulles spilles søndag. Kampen blev aldrig spillet og Farsø-Ullits IK vandt uden kamp.
Ved skolen og stadion ligger Ullits Minihal, hvor der bl.a. dyrkes gymnastik og spilles badminton.
Byens gamle missionshus fungerer ikke længere som sådant - det er i dag medborgerhus, hvor der bl.a. holdes fest o.l.
Vores tur rundt ad gader og stræder viste, at der ikke længere er industrivirksomheder i Ullits, som tidligere havde møbelfabrikker, snedkerier og mejeri. Azalievej vidner også om, at her en gang har været et gartneri. I dag er der en fiskehandel og en lokal købmandsbutik i Ullits.
Fiskehandelen ligger i øvrigt der, hvor der tidligere lå et afholdshotel, som senere blev et hotel med alkoholbevilling. Jeg har været til ungdomsbal på stedet, hvor det lokale band Bounty spillede. Hotellet brændte ned, og i de nye bygninger er der i dag fiskeforretning med fiskebiler, som kører rundt og sælger i byer i Nord- og Midtjylland.
På vores tur kom vi gennem det lokale lystanlæg, som er et typisk fænomen for mange af de stationsbyer, som opstod omkring århundredeskiftet mellem 1800- og 1900-tallet. Her kunne byens borgere mødes og lave forskellige aktiviteter - og ganske typisk er her også en mindesten for genforeningen i 1920.
Ved siden af anlægget er der et busstoppested med et meget karakteristisk og futuristisk læskur, “champignonskur”, som nok er fra 60’erne eller 70’erne. De er i øvrigt designet af Poul Cadovius, som også stod for de ikoniske Royal væg-reolsystemer, som blev introduceret i 1950’erne - dem med bøjlerne.
Tilbage ved bilen viste tælleren 6,2 kilometer, nu er vi spændte på, hvor mange kilometer, vi kan presse ud af Strandby på næste etape.
Anden etape på min og Nemos vesthimmerlandske vandretur i lokale bysamfund løb af stabelen en solbeskinnet sidste mandag i januar. Denne gang var målet Gedsted, som ligger tæt på Limfjorden, hvor Lerkendfeldt Å har sit udløb. Byen har ca 850 indbyggere.
Vi parkerede ved hallen, som er en af de ældste i Vesthimmerland, den blev indviet i maj 1963. Hallen rummer i dag idrætshal, mødelokaler fitnesscenter og cafeteria. Og så holder man her i Gedsted ved de gode gamle Bankospil - det sker hver søndag og er efter sigende et af største af slagsen i Danmark.
Ved siden af hallen ligger byens stadion, som også er en “Heliport”, altså en helikopterlandingsplads. Port’en blev indviet i 2017 og kan bruges af bl.a. private helikopterfirmaer, som har specialiseret sig i at flyve erhvervsfolk og andre interesserede mellem landsdelene. Hvor meget pladsen i Gedsted er blevet brugt, ved jeg ikke, men den er der!
På Gedsted Stadion indtraf et af min ydmyge fodboldkarrieres lavpunkter i slutningen af 1980’erne. Her løb jeg nemlig ind i det eneste kort, som jeg har fået i en fodboldkamp - og så var det endda direkte rødt! Min forseelse med at hægte en modstander bagfra var helt klart til den straf, så uanset omstændighederne i øvrigt, var der ikke noget at komme efter. Hvor meget fodbold, der spilles i Gedsted nu om dage, er jeg i tvivl om. Klubben er gået sammen med naboerne i Fjelsø, og et klik på DBU’s side fortæller, at det fælles hold sluttede sidst i deres pulje i serie 5 i efteråret 2022 med 0 point og en målscore på 6-20.
Vi gik forbi byens kirke - en romansk kirke fra 1100-tallet med et lille tårn, som nok er et par hundrede år yngre end selve kirken. Som noget usædvanligt for en landsbykirke har den et klokkespil, som hver dag klokken 12 spiller “Dagen går med raske fjed” - en fin kommentar til min og hundens daglige traveture..
I et af byens villakvarterer mødte vi en gammel nabo fra mine tidlige drengeår, Ernst Christensen, hvis lillebror Søren, jeg gik i klasse med. Ernst har kun boet 2 steder i sit liv, i Søndergade 32 i Farsø og så i 1973-villaen i Gedsted. Han kunne anvise os en fin tur bag om villakvarteret, hvorfra vi havde en fin udsigt ud over Louns Bredning, inden vi igen ramte byens gader.
I det centrale Gedsted finder man faktisk flere flotte murermestervillaer. Byen var startstedet for cykelfabrikken “Jyden”, som efter 3 års virke flyttede til nabo- og stationsbyen Aalestrup, som vi gik i sidste uge, hvor vi kom forbi den gamle fabrik, der i dag er indrettet til cykelmuseum.
Lige overfor, hvor Jyden startede, ligger Gedsted Mejeri, som stadig er i funktion og producerer blåskimmelost for Thise Mejeri. Ved siden af mejeriet ligger "Den gamle foderstof", som i dag er en populær cafe med god brunch, is og meget mere.
Cykelfabrikken Jyden startede i Gedsted, men flyttede senere til Aalestrup.
Til gengæld ligger den gamle madrasfabrik Getama stadig i Gedsted. Her lavede man i sin tid madrasser med fyld af tang fra den nærliggende Limfjord. I dag produceres der kvalitetsmøbler designet af bla. Hans J. Wegner på fabrikken, som dog er flyttet lidt uden for byen.
Midt i Gedsted finder man et stort og imponerende bevis på netop tilknytningen til Getama. På torvet er der opsat en kæmpemæssig Wegner-stol, hvorunder man kan sidde i læ ved borde og bænke. Et gavlmaleri ved siden af henviser til geden i bynavnet.
På byens torv er man ikke i tvivl om, at Getama laver møbler.
På vejen ud af byen mod Aalestrup er der en 26 meter høj silo med et par imponerende kunstværker udført af hollandske Joram Roukes, som med sine spraydåser har frembragt en flot isfugl og en ged på den førhen så kedelige silo.
Sidste etape gik via villakvarteret bag skolen forbi Gedsted Skole, som er en lille landsbyskole med musikprofil. Måske er det derfor, at der er opstået flere bands i byen, bl.a. senpunkerne Freshly Riots, som i 80’erne udgav bånd og plader på eget selskab, Bondeskiver. Gruppen optrådte i 1985 på Roskilde Festival, og de er også med i mit lille lokale rockleksikon.
Skolen er også rammen om “Vennepunktets” aktiviteter - en lokal paraplyorganisation, som arrangerer koncerter, teater og fællesspisning i skolens aula.
Fra skolen, som i øvrigt er med i Vesthimmerlands Kommunes sparekatalog og derfor truet af lukning, gik det over vejen og til hallen, hvor herre og hund igen satte kursen hjemover med 7,5 kilometer i fødder og poter.
Billederne fra dagens tur er taget med et af mine første digitale kameraer, et Konica-Minolta A2 fra 2003-04. Det holder ikke batteri så længe, så mobilen måtte også i brug i dag.
Næste uge forventer vi at smutte en tur til Ullits.
Sammen med den 13 og et halvårige Springer Spaniel Nemo har jeg sat gang i et forårsprojekt: Vi vil hver uge vælge en ny vesthimmerlandsk by, som vi gennemtraver på kryds og tværs, så vi kommer på mindst de 6 kilometer, vi har som mål for vores daglige gåture. De øvrige dage gennemtraver vi Farsø eller naturen i omegnen.
Forleden tyvstartede vi sammen med fruen i Hvalpsund, hvor vi har gået mange ture, men som regel ved havnen og ude i naturen. Nu gjaldt det byen med stier og villaveje. På den måde fik vi set sider af havnebyen, som vi ikke har set før: Mosevangen, Solitudevej, Teglvænget, Skrænten, Solbakken, og Højvangen. Nye og gamle kvarterer med hver deres særpræg og arkitektur - mange af de ældste huse er overgået til nye generationer og har fået en kærlig modernisering.
Tirsdag gjaldt det så Aalestrup, som ligger yderst i den sydøstlige del af Vesthimmerlands Kommune, som er opstået af de tidligere Løgstør, Farsø, Aars og Aalestrup Kommuner. Med den lille tvist, at en del af Aalestrup Kommune blev en del af henholdsvis Viborg Kommune og Mariagerfjord Kommune ved kommunalreformen i 2007 - der var vist noget med en skolelukning, som satte sindene i kog dengang.
Byen ligger ved Simested Å med den største bebyggede del på nordsiden af åen, og der bor i dag ca. 2800 mennesker.
Danmarks Cykelmuseum har til huse i den gamle direktørbolig for Cykelfabrikken Jyden.
Aalestrup er en typisk stationsby, som er opstået omkring slutningen af 1800-tallet. Den blev et centralt jernbaneknudepunkt for banerne fra Hobro–Aalestrup-Løgstør og Viborg-Aalestrup-Løgstør. Placeringen tæt ved Simested Å gjorde stedet oplagt, da der skulle laves en passage over åen. Den gamle jernbanebro over åen er der stadig.
Som så mange andre byer har Aalestrup gennemgået en forvandling, hvor det gamle hovedstrøg med de mange forretninger langsomt er blevet decimeret, så der i dag står flere lokaler tomme, hvis bygningerne da ikke er brugt til andre formål.
Byens kreaturslagteri har dog klaret sig, og klarer sig fortsat godt og er i dag et stort brand under navnet Himmerlandskød. Man rykkede sidste år ud fra centrum af byen til et nyt og moderne kæmpeslagteri ude ved ringvejen. En stor arbejdsplads, som også har en afdeling på det gamle mejeri i Farsø.
Aalestrup Kirke er opført i 1908 men måtte ombygges allerede i 1923, da fundamentet var fejlkonstrueret.
På vores vej gennem Aalestrup kom vi naturligvis forbi det gamle slagteri, ja vi parkerede faktisk lige ved siden af det. Herfra gik vi til villakvartererne syd for hovedgaden, hvor man også finder byens gamle vandtårn. Videre mod vest ud mod folkeskolen og idrætsanlægget, som vi også gik syd om for at ende ude i noget af det nyere boligbyggeri. Vi krydsede hovedgaden ved Falckstationen og gik gennem de nyeste villakvarterer, hvor der var gang i flere nybyggerier. Via stier ramte vi den gamle jernbane, som i dag er vandre- og cykelsti fra Viborg til Løgstør. Ved den gamle station trak vi ind i en lille skov, hvor der er en fin lille hundeskov, som var godt besøgt denne formiddag. Videre til et villakvarter, som formentlig er fra slut 50’erne og 60’erne. Her er bl.a. karakteristiske rækkehuse, som boligforeningen vist står for. De ser ganske charmerende ud, men trænger vist til en gennemgribende renovering indenfor.
Gravplads og mindesmærke for allierede flyvere.
På vores vej traf vi et ægtepar, hvis 3 døtre jeg har haft som elever på efterskolen, og de kunne guide mig til en sti ud til Aalestrups østlige udkant, hvor der ligger en naturefterskole med flere gamle kolleger blandt medarbejderne. Vi rundede skolen og gik igen syd for hovedgaden, hen forbi Aalestrup Private Realskole, som blev stiftet i 1904, forbi kirken med mindesmærket og gravpladsen for 14 allierede flyvere, der var besætninger på maskiner som styrtede ned på egnen under besættelsen. Til slut forbi Danmarks Cykelmuseum og Knabergården, som er bibliotek og kulturhus med teater og biograf og tilbage til udgangspunktet ved det gamle slagteri.
Aalestrup Realskole er fra 1904.
Skridttælleren havde rundet de 10 kilometer, så det var en træt hund og herre som satte snuderne hjemover til en lille forfriskning og lidt afslapning.
Jeg kunne snildt bruge min telefon til fotos, men i dag tog jeg for nostalgiens skyld et gammel Nikon Coolpix 5600 med - ikke at det tager bedre billeder, men det er lidt sjovere...
I 1980 blev MF Hvalpsund, som sejlede mellem Hvalpsund og Sundsøre taget ud af drift og erstattet med en anden færge efter mere end 50 års tjeneste på sundet mellem Himmerland og Salling.
Den gamle og udtjente færge skulle dog få et nyt liv i Caribien, hvor den kom til at sejle mellem øerne i 10 år, før den til slut endte på bunden af havet. I dag er den et yndet mål for dykkere, som tager ud fra øen St. Martin.
Turen til Caribien blev indledt på et værft i Aabenraa, hvor der blev monteret bovporte på færgen, så den var rustet til den udfordrende tur over Atlanten. Herfra gik turen til Dover, hvor færgen blev lastet med gamle lastbiler og kakaomælk, som skulle med til de caribiske øer. Der findes ingen beretninger om turen over Atlanten, men museet Sundsøre Pakhus har været i kontakt med sejlere, som kunne berette om Hvalpsunds skæbne under varmere himmelstrøg.
MF Hvalpsund en vinterdag omkring 1970, foto Orla Jensen, Farsø.
Det kan i øvrigt undre, at der ikke er skrevet om turen over Atlanten, for et af besætningsmedlemmerne skulle angiveligt være Birgitte Støttrup, som havde taget orlov fra Skive Folkeblad for at sejle færgen sammen med to andre danskere: Holger Birk Jensen, Skive og Tom Jakobsen fra Thyholm, efter at den oprindelige besætning havde afmønstret og nægtet at deltage i sejladsen.
Om det var disse tre, som kom til at sejle færgen til Caribien er derfor lidt usikkert, men det er sikkert og vist, at færgen ændrede navn til “HVALP”, det var let bare at male de sidste bogstaver i det oprindelige navn over!
I Sundsøre er der et lille pakhus, som rummer et museum om færgefarten og den lille jernbane, som kun bestod af få hundrede meter spor på Sallingsiden. Det er museet, som har gravet historien om Hvalpsunds skæbne frem, og den er senere beskrevet i artikler Skive Folkeblad, senest i 2017, hvor man endelig kunne fastslå færgens skæbne.
Artiklens forfatter skriver bl.a. i en artikel, at et dykkerfirma benævner vraget som Lucy’s Barge. Få dage senere skriver samme journalist en nogenlunde enslydende artikel formentlig i et tillæg af en slags, men her bliver hun nok påvirket af nutiden, idet hun nu skriver, at vraget kaldes Mary’s Barge…Her har den nuværende færges navn vist spillet journalistens hjerne et puds...I øvrigt blev Hvalpsund erstattet af en ny Limfjorsfærge, der fik forgængerens navn efter at have heddet Sallingsund og været indsat på ruten mellem Salling og Mors. I 2006 blev denne færge erstattet af den nuværende færge, Mary, som til forskel fra sine forgængere selv har broklapperne med, når hun går i havn.
Man kan læse artiklerne om færgen på Farsø Lokalhistoriske Arkiv, som har fået kopier fra det Lokalhistoriske Arkiv i Sundsøre. Man skal klikke på pilen ved “Kilder”, så dukker der et link op til en pdf med artiklerne. Se dem HER
Dykkerfirmaet Dive Buddy på St. Martin har delt en lille video, hvor man kan se de sørgelige rester af den gamle træfærge, som der ikke er meget genkendeligt tilbage af.
Anmeldt af Per Lyngby Fotos: Nyhedsredaktionen på HCI
Onsdag formiddag var jeg til intet mindre end verdenspremieren på julemusical’en “Ingen jul - i Australien” opført af eleverne på min gamle efterskole, HCI i Haverslev.
Jeg fulgtes med den ene af mine to gamle forstandere, Søren Troelsen, på vej ind i hallen, og han bad mig vente lidt, inden jeg gik ind. Så gik Søren ellers i forvejen og fortalte eleverne, at der var en anmelder på vej ind….Og så må jeg jo hellere følge den spøg til dørs ved at komme med en anmeldelse af noget, som jeg selv har været en aktiv del af gennem flere år i min tid på HCI.
Ideen bag musicalen er, ud over at lave en forestilling, at skabe fællesskab mellem eleverne i en anden ramme end idrætten, som i det daglige fylder meget på en af landets første idrætsefterskoler. Alle elever er derfor involveret i projektet, hvor man arbejder med sektioner, som har forskellige ansvarsområder: Skuespil, sminke og kostumer, musik og sang, sceneopbygning, kulisser, performance, skyggespil, nyhedsredaktion, lyd lys og tech og så det uundværlige “Holdet i ryggen”, som i det daglige hygger om de andre med hjemmebag og andet godt.
Ved indgangen bliver man sluset igennem redskabsrummet mellem de to haller. Her er der opbygget forskellige bemandede tableauer med relation til stykket - en surfer forsøger at holde balancen på sit bræt, der er en cocktailbar, hvor man får serveret friske drinks og i næste rum møder man bilsælgere foran et gammel folkevognsrugbrød, inden man til slut passerer nisseloftet, hvor der guffes grød i store mængder. Ved indgangen til hallen, hvor scenen findes, står en noget oppustet julemand og ønsker Glædelig Jul. En fin optakt til stykket.
I hallen er der opbygget flere scener: En til bandet ude til højre og midtfor hovedscenen flankeret af et lille høloft. Til venstre for det findes skærmen bag hvilken skyggespillerne huserer og helt ude til venstre en lille scene med en bænk. Rundt om er der malede kulisser, så hele hallen er dækket på den lange led.
Skuespillet på scenen flyder i et godt flow - aktørerne er tydelige i deres udtale, og musikken supplerer flot med juleprægede klassikere fra poppens verden. Skuespillet på scenen afveksles af forskellige skyggespil, hvor man må imponeres over elevernes evne til at få deres kroppe til at ligne juletræer, rensdyr og cykler, blandt meget andet. Performance-holdet imponerer med dans og spring på airtracken foran scenen og midt i forestillingen sniger en flok nisser sig rundt blandt publikum og laver løjer - en sagesløs tilskuer på første række bliver hevet på scenen og udsmykket som et juletræ - det nærmer sig totalteater!
HCI’s juleforestillinger har i mange år haft ry for at indeholde mere død og ødelæggelse end jul, men i 2022-udgaven har stykkets forfatter, Stig Ottesen, som i parentes bemærket er inkarneret julehader, formået at kreere et rigtigt julestykke med to familier, der må gå grueligt meget igennem, før nisserne træder i karakter og redder julen, som så ikke kommer til at foregå i Australien eller at blive skubbet til side til fordel for en ny bil.
Alt i alt en anbefalelsesværdig forestilling, hvor der ved premieren kun var småting at sætte fingre på. Man fornemmer, at der er kommet ny konsulent på tech-holdet, som ikke havde helt styr på slides og overgange, men til gengæld havde skabt fine lydeffekter. Den nye konsulent kunne dog betro den gamle (!), at fejlene ville blive udbedret inden anden og tredje forestilling.
Har man fået lyst til at se “Ingen jul - i Australien”, er det for sent - den havde nemlig første og eneste spilledag onsdag, hvorefter alt blev pillet ned og eleverne sendt på juleferie.
I den sydlige udkant af Farsø står der en mindesten over forfatteren Johannes V. Jensen, som er født og opvokset i Farsø, hvor hans far var dyrlæge. Stenen står på et område med tre gravhøje, Ravnehøjene (Jeg husker fra min barndom, at der ved Vestervang også var en vej, der hed Ravnhøjvej, den eksisterer ikke længere), og blev i sin tid sat op på et lyngklædt hedeområde på en bakke, som skrånede ned mod byen.
Siden afsløringen af stenen i 1960, har området, og byen, gennemgået store forandringer, ja i perioder har stedet været vokset til i krat, så den oprindelige plan med at placere mindestenen på et naturområde, som mindede om det, der var på egnen i Johannes V. Jensens barndom. ikke fungerede. I dag er der dog ryddet, og området ligner så småt det, som man i sin tid havde tænkt sig. Dog er der kommet et læbælte, som tager lidt af udsynet mod byens tage.
Det var en lokal fostret ide, som i sin tid første til, at mindestenen blev lavet, og rejst. I 1949 modtog Johannes V. Jensens nobelprisen i litteratur, hvilket helt sikkert satte skub i tankerne om et mindesmærke om byens søn, som skrev såvel historiske udviklingsromaner som små Himmerlandshistorier med udgangspunkt i det vesthimmerlandske folks levevis i 1800-tallet.
Det blev professor Mogens Bøggild, København, der blev udvalgt til at lave mindestenen. Med udgangspunkt i Johannes V. Jensens udviklingshistorier, var det vigtigt, at man fik en sten, som istiden havde skuret og skrabt og skubbet fra nordlige egne og ned til Danmark. Stenen blev fisket op ved Hirsholmene, og med hjælp af bl.a. den lokale entreprenør, Leth Eriksen, kom den på plads på bakken syd for byen.
Mogens Bøggild forsøgte først at lave dyremotiverne til stenen hjemme i København ved hjælp af en afstøbning, men det fungerede ikke. Han skulle være ved stenen på den blivende plads for at kunne få den bedste ud af den. Og således blev stenen overdækket med et lille skur, og ved siden af blev der opstillet en beboelsesvogn, hvor kunstneren boede en stor del af sommeren og efteråret i 1959, hvor dagbladet Politiken besøgte ham i november.
På stenens østside, som vender ud mod landevejen, er indhugget et digt af forfatteren, medens siden mod vest er præget af dyr, som henter inspiration i den fremragende udviklingsroman, Den lange rejse. Her er bjørne, ørne og rensdyr, som sagtens kan have levet her i denne del af Vesthimmerland for mange tusinde år siden.
Stenen er et oplagt udflugtsmål, hvis man går en tur i Farsø, eller hvis man holder ind på den lille rasteplads ved stedet, Og det er et sted, som man kan besøge hele året, og evt lade tankerne flyde tilbage til en tid, hvor det var helt andre dyr og mennesker, som befolkede egnen. Mennesker, som vi i dag er efterkommere af…
At stedet har sin egen charme og stemning, fremhævede Mogens Bøggild også i interviewet med Politiken i 1959:
“Jeg kender ingen steder, hvor lyset er så ubeskriveligt, og hvor skyerne, når de lægger sig lavt, kan skabe en så lukket og intim karakter. Selv i gråvejr kan der, som de ser, være vidunderligt heroppe”.
Johannes V. Jensens navn står ingen steder på stenen - et ønske fra den efterladte familie, og sikkert helt i Johannes’ ånd.
I 2023 markeres 150-året for Johannes V. Jensens fødsel med en række arrangementer i Farsø.
Lørdag aften blev det til et glædeligt gensyn og genlyt med det engelske rockband Uriah Heep, som var et af de bands, som satte sit præg på min musiksmag i de tidlige 70’ere - og det har holdt lige siden.
Uriah Heep bliver måske regnet for heavy metal, men det er de ikke i mine ører. De spillede den hårde rock, som også Deep Purple og Black Sabbath gjorde det. Betonrock kaldte vi det, og det var rockmusik med trommer, bas, guitar, en karismatisk forsange og for nogel gruppers vedkommenbde også et keyboard med hammondorgel som den dominerende lyd - senere kom der også synthesizere ind over.
Efter de 2-3 første LP’er fandt Uriah Heep sin klassiske besætning med David Byron på vokal, Ken Hensley orgel, Mick Box guitar, Lee Kerslake trommer og Gary Thain på bas. Af disse 5 er det kun Mick Box, som lever i dag og fører bandet videre i samme spor, som det startede. Uriah Heep startede i 2020 på deres 50 års jubilæumsturne, som altså stadig er i gang, da corona jo udsatte flere shows.
Noget af det, der kendetegner Uriah Heep er, at de har lavet flere numre med akustisk islæt, og derfor var det lækkert, at de første tre kvarter på Værket i Randers var helliget en akustisk afdeling, inden der efter pausen blev sat strøm på og skruet op for volumenknapperne. I begge sæt fik vi et tværsnit gennem gruppens flotte karriere med hovedvægt på de albums, som udkom fra 1970 til 1975: Easy Livin’, Gypsy, Sunrise, Lady In Black, Come Away Melinda, Free Me, Traveller In Time, The Wizzard og ikke mindst den flotte July Morning.
Begejstringen var til at tage at føle på i en udsolgt sal, hvor generation +60 var i overtal, men hvor vi også så flere unge, som med deres Uriah Heep t-shirts viste, at interessen for den slags rock ikke er helt død endnu.
Forud for koncerten var der videohilsner fra andre store rockbands som Deep Purple, Thin Lizzy, Nazareth, Kiss og Status Quo. Ian Anderson fra Jethro Tull sendte med vanlig humor en hilsen, hvor han først spillede Happy Birthday op tværfløjte for derefter at ønske tillykke med de 50 til popbandet, han kiggede på en seddel og sagde Uriah and The Heeps….
Som afslutning kørte der igen en video med fotos af de mange medlemmer, som har været med i bandet - den nuværende konstellation er i øvrigt den, der med afstand har holdt sammen i flest år.
Som sædvanlig undrede jeg mig over, at folk gider sidde og optage med deres telefoner under det meste af koncerten - jeg nøjedes med at nappe nogle få sekunder af det sidste ekstranummer, så jeg kunne dele det med mine bloglæsere.
Lørdag blev det til en tur til Aarhus, hvor ældstesønnen traditionen tro skulle have sin pakkekalender.
Thomas foreslog, at vi skulle spise brunch i Det kgl. Biblioteks kantine - det skulle efter sigende være godt og billigt. Og populært, skulle det vise sig. Da vi ankom til universitetet kl. 20 minutter i 10 var der allerede kø ved indgangen, og de fleste stod ikke i kø for at komme ind og læse bøger. Næh, det var den populære vegetariske brunch, som trak, både studerende, familier og andre. Ønsker man lidt animalsk tilbehør til sin røræg, kan man tilkøbe kød for 15 kr.
Indenfor måtte vi igen stille os i kø for at komme frem til lækkerierne, men folk var tålmodige, og tingene gled stille og roligt. Det største problem var reelt at vælge, hvad man ville have på tallerkenerne, for udvalget var stort - og lækkert.
Efter en god brunch tog vi en rundtur i universitetsparken, som er en lille oase i Aarhus. De smukke gule murstensbygninger med gult tegl på tagene signalerer enkelthed og funktionalisme. Bygningerne er spredt over et stort område, som giver plads til masser af grønne plæner, søer og smukke træer. Om sommeren trækker de studerende ofte udenfor på det smukke område, både for at læse men også for at slappe af og hygge sig sammen.
På en af søerne finder den årlige kapsejlads sted i september, Kampen om det gyldne bækken - et tilløbsstykke med op mod 30.000 mennesker samlet til noget, der vel er en kombination af festival, karneval, kapsejlads og ølstafet. Ideen blev fostret af medicin- og tandlægestuderende med inspiration fra rodysterne mellem Oxford og Cambridge, og den første kapsejlads fandt sted i 1991. I dag er arrangementet blevet så stort, at mange studerende møder ind natten før, for at få en god plads i parken.
Arkitekt C. F. Møller har stået for den store hovedbygning øverst på bakken. Han var oprindeligt ikke meget for den buegang, som han nødtvungent lod opføre foran bygningen, men med årene kom han vist til at synes bedre om den løsning, hvor de runde former bryder de ellers strenge lige linjer i byggeriet. Hovedbygningen blev opført under den tyske besættelse, og man gjorde, hvad man kunne for at forsinke byggeriet, så tyskerne ikke skulle få den ide at overtage bygningen. De havde tidligeret indrettet sig i parkkollegiet, som blev bombet af englænderne i 1944 - et præcisionsangreb, som ramte sit mål, men som også ramte den nye bygning, som var under opførelse. C. F. Møller var selv på byggepladsen, da angrebet fandt sted, og han blev begravet under murbrokker og hjulpet fri - overleveringen vil vide, at hans første spørgsmål var, om det skulle være så heldigt, at de romantiske buer blev smadret ved angrebet?
Fra universitetet blev det til en tur til midtbyen og havnen, hvor vi også lige var et smut inde og se Dokk1 med bibliotek og andre kulturelle funktioner. Bygningsmæssig en stor kontrast til universitet - her er det beton og glas, som dominerer sammen med skæve vinkler.
Vi sluttede dagen af med at besøg Væksthusene i den Botaniske Have ved siden af Den Gamle By - en interessant samling af planter fra hele verden. Foruden væksthusene er der en lille hyggelig cafe med en fin udsigt over Botanisk Have og den gamle by - hvis der da ikke havde været så tåget, som det var lørdag, så vi kommer helt sikkert tilbage.