Det var en af rockens mest indflydelsesrige personligheder, som døde søndag i New York, den by som Lou Reed boede i gennem hele sit liv og som han ofte brugte i sine tekster.
Forunderligt nok sad jeg søndag morgen ved morgenkaffen og lyttede til netop albummet “New York” fra 1989 - lykkeligt uvidende om, at jeg senere på dagen skulle se utallige opdateringer på Facebook, som fortalte, at Lou Reed var død i en alder af 71. En tilsvarende oplevelse havde jeg i 1980, hvor jeg en hel nat havde lyttet til John Lennons soloplader for så, som det første om morgenen på min clockradio at høre, at Lennon var blevet myrdet - i New York…
Lou Reed er ikke en mand, som fylder vildt meget i min plade- og CD-samling. Det betyder dog ikke, at jeg aldrig har lyttet til ham eller Velvet Undergorund for den sags skyld. Det har jeg, men min interesse kom først senere - i 1970’erne var det mere betonrock og progrock, som snurrede på min pladespiller. Undergrund og punk var ikke lige mig - på det tidspunkt.
Heldigvis udvider man sin horisont, og selv om Reed ikke var så meget for det, havde han en stor indflydelse på punk og ikke mindst de bands, som lå i periferien af denne genre - navne som Patti Smith og Television kan ikke benægte deres indflydelse fra New York’eren, som mente, at musik med mere end tre akkorder var at regne for jazz….
Hos mig er det især 70’er og nogle af 80’er tingene, som lyder gennem højttalerne - den rå og primitive rock med skarpe tekster i modsætning til den noget mere ekspirementerende Reed.
Jeg nåede aldrig at høre Lou Reed live men fik dog en smag af Velvet Underground æraen, da Nico gav koncert med sin lille trækharmonika og et væld af syrede effekter på skråen i Aalborg en gang i 80’erne. Det var bestemt mere specielt end vellydende - f.eks. da hun satte mikrofoner i svingninger hen over en række højttalere med et hylende inferno som resultat..
Endnu et medlem er stemplet ind i Sankt Peters rockhimmel.
Traditionen tro brugte vi nogle timer i efterårsferiens første weekend på at drage tilbage i tiden. Tilbage til den mørke middelalder, som dog slet ikke var så mørk, som den er blevet gjort til.
Middelalderdagene på Vitskøl prøver at tegne et billede af, hvordan hverdag og fest har været i denne tidsperiode, hvor den tunge våbenteknologi i form af rustninge, sværd og økser var dominerende. I år var der dog fokus på middelalderes klædedragter, som kan være ganske flotte i farver og udformning.
Jeg har været på de fleste markeder, hvis ikke dem alle, så det kan måske knibe med den umiddelbare inspiration til at fotografere. Kameraet er dog altid med, og også i år kom der nogle skud på kortet.
I forbindelse med weekendens tur til Hamborg blev der også tid til et besøg i byens zoologiske have: Hagenbeck Tierpark.
Dyreparken, som er mere end 100 år gammel, var en af pionerene når det gælder om at vise eksotiske dyr i autentiske omgivelser. Der har således altid været gjort meget ud af at give dyrene nogle gode og store arealer, hvor fornemmelsen af bur og zoologisk have minimeres. Det er faktisk lykkedes meget godt.
Der er særligt et sted i parken, som er meget kendt og elsket. Det er et panorama, hvor man i forgrunden har en sø med flamingoer, medens der bag dem er en savanne med zebraer og strudse og helt bagude er der så et klippelandskab med løver. Når man står foran søen ser man det hele som et sammenhængende landskab, selv om der er adskillelser og gangstier mellem de tre anlæg. Billedet herunder viser dette panorama, som dog er svært at vise på et foto - man skal stå der for at få den rigtige fornemmelse.
Hos elefanterne er det tilladt at fodre med gulerødder og salat - noget som elefanterne er særdeles tilfredse med - de står klar til at række snablerne ud til publikum for at få en godbid eller to!
Det nyeste i Hagenbeck er et stort polaranlæg med sæler, hvalrosser og isbjørne i et meget flot anlæg med masser af klipper og vand.
Generelt var det en rigtig god oplevelse at besøge dyreparken, hvor man har let ved at komme på skudhold med kameraet.
På en medarbejdertur til Hamborg med efterskolen kom vi til at snakke om, at en af mine gode kolleger i ramme alvor havde påstået, at et af Creedence Clearwater Revivals store hits angiveligt skulle hedde “Pale Moon Rising”!
Nu ved jeg og andre jo, at det retteligt er “Bad Moon Rising”, og den slags påstande forbliver bestemt ikke forbigået i tavshed på min arbejdsplads, hvor sarkasmen har gode levevilkår.
I Hamborg kom vi således til at reflektere over, at det sikkert en slags konspirationsteori, hvor alle popnumre med ordet “Bad” retteligt skal synges med ordet “Pale” i stedet. Og det giver da egentlig også mening, at Michael Jackson skulle synge “I’m pale” i stedet for “I’m bad”.....
Ikke mere boren rundt i det, lad os da lige høre det kendte nummer “Pale Moon Rising”:
Forleden var jeg i den hyggelige Aalborg Zoo med eleverne fra HCI. Formålet var først og fremmest at deltage i en naturvidenskabelig dag, hvor forskellige skoler og institutioner stillede op med stande, hvor vores elever så kunne foretage forskellige forsøg indenfor fag som fysik og biologi.
Nu var der heldigvis også afsat tid til, at vi kunne gå rundt i haven og se på dyrene, som mange steder har rigtig flotte anlæg - bl.a. hos isbjørnene, hvor jeg sagtens kan stå en times tid med mit kamera og observere deres leg i vandet. Og så ellers håbe på at få et godt skud eller to i kassen af disse prægtige dyr. (Husk, at billederne kan klikkes op i stort.)
Det lykkedes ganske fint denne solbeskinnede torsdag i Aalborg, også selv om billederne er taget gennem tykt og ikke altid helt rent glas.
På vores lille weekendtur til København var vi ved middagstid i den indre by, hvor vi spise frokostbuffet på Dallevalle, som er en cafe indrettet i det gamle Daells Varehus. Maden er ikke prangende, men der er rigeligt og prisen er rimelig: Familien på 4 kunne spise for en samlet pris på 475 kr.
Efter frokost delte vi: Hedvig og Morten gik deres vej, medens Thomas og jeg gik vores vej. Vi ville nemlig besøge Tøjhusmuseet, som jeg tit har tænkt på at besøge men aldrig fået gjort. Det gjorde jeg så nu, og Thomas var helt med på ideen.
I den store kanonhal er der et væld af artilleri og luftværnskanoner, som er brugt i den danske hær gennem tiden. Mest interessant var dog den særudstilling, som er opbygget i den ene side af den store hal. Her går man ind i et typisk dansk ungdomsværelse med Piratos på bordet, fodboldplakater på væggene og en computer på skrivebordet. PC-skærmen antydede, hvem der boede på værelser, for over skærmen rullede “Min sidste vilje”, som er en slags testamente, som udsendte soldater kan udfylde - barskt men nødvendigt, når man drager i krig!
Fra værelset gik vi igennem et rum, som illuderede et fly fyldt med soldater, og da vi gik ned af rampen, var vi ankommet til Afghanistan. Her er opbygget en lejr, som de danske kampgrupper bor i. De fleste af genstandene i udstillingen er hentet hjem fra Afghanistan og der er derfor en stor grad af autencitet over det hele med slidte og ramponerede genstande, toiletdøre med grafitti og det lille køkkenbord med mikroovn og feltrationer i stakkevis. Lyd og lys er også en vigtig del af udstillingen, hvor lyset til tider dæmpes for at vise lejren i forskellig belysning. Over hovederne på os kunne vi høre fly og helikoptere i luften - alt sammen meget virkningsfuld og en smule skræmmende.
Udstillingen er rost fra mange sider, og den største ros er vel, når tidligere udsendte erklærer, at det er som at være tilbage i lejren i Afghanistan. Udstillingen har sin egen hjemmeside.
På førstesalen i Tøjhusmuseet er der en række montrer som udstiller genstande fra de krige, Danmark har deltaget i gennem de seneste 500 år.
Efter den oplevelse drog vi tilbage til Østerbro, hvor Thomas skulle til fest med den sprogskole han var på i sommerferien. Hedvig og Morten tog i Tivolis Koncertsal for at se en flot og ny opsætning af en række af H C Andersens eventyr, hvor den nyeste teknologi blev taget i brug i scenografien.
Senere på aftenen mødtes vi allesammen i Tivoli, hvor vi så årets sidste store fyrværkeri, som i bedste Olsen Banden stil blev afviklet til tonerne af Lumbyes “Champagnegaloppen”, hvor timingen var imponerende, når raketternes knald “spillede sammen” med musikken.
Lørdag var København tilsmilet af smukt efterårsvejr. Blå himmel og klar luft inviterede nærmest til, at vi tog gåturen fra Østerbro til City.
Sortedamssøen er den sidste i rækken af søer, når man bevæger sig mod øst. Her er masser af fugle og fisk og rundt om søen en hel del repræsentanter af arten “motionsløbere”. I denne østlige ende er en stor del af søen inddraget til det store metroprojekt, som vækker nogen debat med støjgener og lignende. Vi var nu ikke generet af støjen, men kunne da godt se, at det er noget som fylder mange steder i byen. Fra selskabets side har man hegnet byggepladserne ind med grønne vægge, som er forsynet med store kunstværker.
På den anden side fandt vi Holmens Kirkegård, som i efterårssolen var en smuk lille oase i storbyen. Oprindeligt var det flådens kirkegård og kun tiltænkt fattige og ubemidlede, men efterhånden som kirkegårdene rundt om i byen blev fyldt op, kom også det bedre borgerskab til at ligge på “skibskirkegården”. Hæren havde også sin egen: Garnisonskirkegården, som dog er noget yngre end Holmens Kirkegård. Flere kendte danskere ligger begravet her, bl.a. komponisten H. C. Lumbye, grundlæggerne af skibsværftet Burmeister & Wain og forfatteren Emma Gad. Kirkegårdens kapel er meget iøjnefaldende og karakteristisk med sin udformning som en norsk stavkirke.
Fra Holmens Kirkegård bevægede vi os gennem Østre Anlæg og forbi Statens Museum for Kunst og over til den smukke Kongens Have med det lille slot Rosenborg. Vi kiggede indenfor og fik også set kronjuvelerne i skatkammeret under slottet.
Vores lille spadseretur gennem byens grønne oaser havde nu brag os til kanten af midtbyen med dens travle virvar af biler, cykler og fodgængere. Hvad byen så havde at byde på for vores vedkommende, vil blive beskrevet i den næste blog.
I weekenden skulle Thomas til København, hvor der var gensynsfest i forbindelse med den sprogskole, han var på i sommerferien. Vi benyttede lejligheden til at lave en weekendtur ud af det for hele familien.
Transporten lod vi DSB om at klare - som minigruppe kunne vi stort set komme lige så billigt med toget, som det ville være at køre selv. Dertil slap vi for at skulle finde og betale for parkering i København - og jeg slap for at køre rundt i storbyen, som jeg finder ret stressende.
Vi havde på forhånd undersøgt forskellige vandrehjem og lignende men faldt så over et hotel i Ryesgade. Hotel Rye er et lillebitte hotel, som er indrettet i et tidligere plejehjem. Man kommer ind via en ganske normal opgang med almindelige lejligheder. Hotellet råder over to etager og der er morgenmad i en hyggelig spisestue, hvor vi vel kunne være 18-20 mennesker af gangen. Var der ikke lige plads, kunne man vente i opholdsstuen, som var lige så hyggelig som spisestuen - hjemligt og anderledes fra hvad man normalt finder på hoteller og hostels.
Værtsparret kræsede med en udsøgt morgenmad med hjemmelavede pandekage, hjemmebagte boller og blødkogte æg, som var perfekt tilberedte - normalt lidt af en sjældenhed på de hoteller, jeg har frekventeret gennem tiden.
Vi nød den hjemlige og hyggelige atmosfære. Bad og toiletter var på gangene, men der var naturligvis lagt slåbrok og hjemmefutter frem til alle. Ganske hyggeligt, som vi allesammen tøffede rundt og pænt ventede på, at der blev plads på et af de to badeværelser.
Hotellet ligger på Østerbro, en enkelt blok fra Sortedamssøen og med blot få minutters gang til Triangelen. Det var således let at komme til og fra byen med bus.
Hvad vi så foretog os i hovedstaden, vil man kunne læse om i de næste par blogs.
Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om skuespillet “Den hæse drage”, som jeg opførte som en skolekomedie tilbage i folkeskoletiden.
Som stor fan af dansk beatmusik fra slut 60’erne og start 70’erne er jeg også begejstret for den danske gruppe The Beefeaters, som leverede noget flot musik med inspiration fra rock, pop, soul og blues. Jeg har et par gamle LP’er med gruppen. Jeg ved også, at gruppen i sin tid lavede en plade med musik til netop Benny Andersens populære komedie om den hæse drage.
Jeg har dog aldrig set pladen - selv om jeg har været til en del plademesser og rodet rundt i ret så mange pladekasser gennem tiden.
Men det har jeg nu. Faktisk står pladen nu i min reol. Forklaringen er, at en af mine gode venner en dag droppede et par kasser med gamle LP’er af i min kælder. Det meste af musikken var 80’er rock og pop og der var en del, som jeg ikke havde i forvejen. Den første hurtige gennemgang af kasser resulterede i, at Michael Jackson og Fleetwood Mac røg med op i stuen. Lidt senere fik jeg tid til en mere detaljeret gennemgang, og sad så pludselig med Beefeaters og “Den hæse drage” i hænderne! Sikke en overraskelse.
Pladen røg naturligvis på afspilleren med det samme og det viser sig at være en indspilning med Det Lille Teater og Beefeaters. Så nu kan jeg høre hele skuespillet - inklusive min egen replik, hvor jeg skulle sige: “Det hedder nu agurk”, medens min skolekammerat skulle påstå, at det hed “agork”.
Jeg har googlet lidt og fundet ud af, at pladen måske ikke er så sjælden, som jeg troede. Det er nu heller ikke det vigtigste, det er det til gengæld, at jeg nu kan høre det gamle skuespil og Beefeaters.
Torsdag aften tilbragte jeg i gode venners lag på Aalborgs hyggelige spillested med det EU-politiske ukorrekte navn “Skråen”. Her stillede Manfred Manns Earth Band op til koncert - og hvilken koncert!
Manfred Mann har huseret på hitlisterne siden 1960’erne, hvor den stod på klassisk engelsk popmusik. I 1970’erne blev stilen lagt om til mere hård rock med rå guitar moog og flotte vokaler. I første omgang videreførte Manfred Mann traditionen med at gøre Bob Dylan-numre til pophits, da Earth Band udgav albummet “Solar Fire” med det flotte Dylan-nummer “Father of Day - Father of Night”. Sidenhen kastede gruppen sin kærlighed på Springsteens numre og lavede hits ud af “Blinded By The Light”, “For You” og “Spirits In The Night”.
Sidstnævnte nummer indledte koncerten i Aalborg, hvor den altid hatteklædte Manfred Mann havde selskab af bandets faste guitarist Mick Rogers og en velspillende rytmegruppe plus en sanger i skikkelse af Robert Hart, hvis stemme lå perfekt til gruppens numre.
Mick Rogers har næsten er mere fremtrædende rolle end bandmesteren selv, som for det meste gemmer sig bag sine keyboards og lader andre om at komme i rampelyset. Men Rogers er også en kompetent guitarist, som desuden kan supplere på den vokale side. Han mestrer den rå lyd, men viste også spilleglæde og overskud, da vi fik det gamle hit “Doo Wah Diddy” i en nærmest Chet Atkins-agtig version, hvor der kun var guitar, trommer og Rogers vokal - sammen med vores! Flot, sjovt og anderledes.
Mann selv kom dog også frem med sit specielle keyboard over skulderen, så det nærmest kunne betjenes som en guitar. Der blev spillet soloer og rocket, så publikum måtte overgive sig. I første halvdel var der flere knap så kendte numre, medens vi til slut fik alle de store hits - inklusive “Mighty Quinn”, som næsten fik Skråen til at vælte.
Efter sådan en koncert forlader man lokalet med et tilfreds smil på læben - vel var det nostalgiske toner, men når de bliver leveret med så meget spilleglæde og overskud, som vi oplevede denne torsdag aften i Aalborg, er der ikke andet at sige end: Fremragende. Kommer Manfred og Co i nærheden af et spillested nær dig, så tøv ikke med at få købt billet - det er alle pengene værd.
Videoen her er fra en koncert i Tyskland i foråret.