Jeg er generelt meget analyserende og opsøger ny viden, hver gang jeg støder på nye udfordringer. Jeg har brug for at forstå, hvorfor jeg føler, mærker og fornemmer, som jeg gør.
Jeg ramte endnu en gang en barriere her fornyligt, da jeg startede på genoptræning af mit bækken og min ryg efter fald fra hest i foråret. Det er på papiret et forløb, som kan tilpasses alle, og som har en varierende og stigende intensitet i takt med, at træningen skrider frem uge for uge.
Allerede ved det indledende foredrag om forløbet sendte min krop alarmsignaler, men jeg valgte at overhøre dem, fordi jeg lever efter de små og positive skridts princip, og forløbet ville umiddelbart passe fint ind i det princip. Så jeg var med første gang – og overhørte min krops signaler, fordi jeg overbeviste mig selv om, at det kunne og burde jeg være med til.
Jeg vil gerne have det bedre og blive stærkere. Hvem vil ikke det? Jeg reagerede overraskende voldsomt på træningen, selv om jeg havde trænet meget forsigtigt under fysioterapeutens supervision. Jeg fik stærke smerter og migræne. Jeg gav det en chance mere gangen efter, men igen blev reaktionen voldsom i forhold til indsatsen, som endda var skruet betydeligt ned.
Jeg har arbejdet meget med selvhypnose og meditation for at få ro på hele mit system igen. Hvad er det, der trigger mig så meget, at jeg ikke kan bruge min krop ret meget, før jeg får ondt? Hvorfor er jeg også så sensitiv over for massage, som jeg er?
Nu er jeg endelig ved at komme ind og mærke min krop efter et liv, hvor hovedet har styret. Krop og sind påvirker hinanden den ene og den anden vej rundt, når der er ubalancer.
I min søgen efter svar faldt jeg over begrebet ”body armour”, kropspanser. Psykolog Wilhelm Reich var den første til at beskrive begrebet, som er en mentalmuskel-refleksmekanisme, som involverer spænding af muskelvæv, når vi oplever stress eller følelser.
For at beskytte sig selv indtager kroppen en defensiv, stram og stiv holdning. Musklerne holder fast og modstår forandring og forløsning. Uudtrykte følelser som vrede, frygt og sorg er almindelige årsager til, at vi danner et kropspanser (kilde: thefreedictionary.com).
Voldsomme oplevelser som ulykker og krig afføder ofte stressrelaterede symptomer. Men også når vi vokser op i en dysfunktionel familie og er udsat for traumatiske oplevelser og overgreb, så kan vi danne spændinger i kroppen. En konstant belastning giver spændte muskler, fordi vi er i alarmberedskab og ikke kan slappe af. Flugt er ikke mulig i egen familie.
Er vi ramt af stress eller PTSD (posttraumatisk stresslidelse), oplever vi ofte en anspændthed i kroppen, som gør det svært at tage mod massage eller mærke, hvor meget vi kan træne. Foruden et eventuelt mentalt panser for at undgå at føle vores egen krop eller dissociere os fra vores situation, så opstår der et kropspanser af overspændingerne, som kan påvirke smerteniveauet i vores krop.
Kroppen er på overarbejde. Når kroppen er spændt, bliver vi hurtigere trætte og får hurtigere smerter. Vi bliver mere stressede, irritable og frygter måske flere smerter. Det er vigtigt at finde ind til den individuelle og hårfine balance, som er helt rigtig for netop os hver især.
Jeg har på baggrund af egne erfaringer og kundskaber en ramme klar for en kropspanserforløsende teknik, som jeg vil eksperimentere med og forsøge at give en fast form og skrive ned i tiden frem. BART, body armour release technique, vil samle krop, sind og sjæl i ét.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg