Når sygdom og pres gør det nødvendigt for dig at give op, hvordan føles det så? Føler du skam eller skyld over at trække stikket?
Alle andres velmenende råd kan få dig til at føle, du bare kan tage dig sammen og blive positiv… bare lige med et knips. Måske forsøger du over længere tid at få dit underskud til at se ud som overskud, hvilket blot trætter dig yderligere.
På et tidspunkt må du erkende, at du ikke kan give noget, du ikke har. Du må ganske enkelt spare sammen igen for at få noget at give af. En nedadgående helbredsmæssig spiral kan ikke vendes med et quick fix. Livet er en proces.
På et tidspunkt lander du et sted, hvor du tænker aha! Hvor du får dén indsigt, DU har brug for. Hvor du mærker, hvad der er rigtigt for dig. Måske er det at række ud og få andres hjælp. Måske er det at være i ro med dig selv, med hele dig, og mærke efter, hvad du mangler og ønsker for at få det liv, du virkelig gerne vil have. For DIG.
At give op er ikke nødvendigvis det samme som at opgive. Når du stopper op og passer på dig selv og mærker ind i dine egne behov, så ser du måske, at der er noget, du har brug for og lyst til at ændre.
Noget kan ikke ændres, andet kan. Har du mistet noget eller nogen, kan det/den ikke bare komme tilbage. Der kan være en sorg i ændrede livsbetingelser. Der kan være identitetstab.
Du kan give en bold op igen. Du kan give dig selv, ja livet, en chance mere. Men det sker i dit eget tempo. Når du er klar.
En kærlig sjæl gjorde mig her i weekenden opmærksom på, hvor hårdt jeg selv prøver på at blive rask og komme ovenpå, at vende mit underskud til overskud. Jeg har selv en idé om, at jeg kan fikse mig selv. Men af og til er det vigtigt og nødvendigt, at jeg ganske enkelt er med de udfordringer, jeg har… uden at gøre andet end at elske mig selv, præcis som jeg er.
Den afmagt eller frustration, som følger efter at forsøge genoptræning og behandlinger, som ikke ændrer meget, er ukærlig. Jeg har forsøgt at acceptere mine vilkår, men selve accepten har været handlingsorienteret. Accepten er blevet et mål.
Der sker nu det, at jeg giver op… jeg lader alt være, jeg passer på mig selv, jeg vender blikket indad og mærker efter og finder ind til den lille forladte pige i mig selv, som jeg var en gang. Hende den lille pige, der blev svigtet, ikke set og ikke hørt… hun har brug for at lære kærligheden at kende.
Heldigvis har jeg stor kærlighed i mit voksne liv. Så jeg har lært følelsen at kende. Den vil jeg stille og roligt lære den lille pige at finde og nære hende med det, som jeg nu ved som voksen.
Jeg giver på et tidspunkt bolden op igen – jeg kan ikke lade være. Jeg dykker ned i selvhypnosens univers, og jeg har en historie, jeg har fået lyst til at fortælle. Den kommer, når den er klar.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg