Vuggestue, kommunal eller selvejende daginstitution med pædagogisk pasningstilbud for 0-3-årige børn. Antallet af vuggestuer steg i 1900-t. langsomt frem til 1960'erne; de var indtil da ledet af sygeplejersker og havde en hverdag præget af ro, renlighed og regelmæssighed med hovedvægt på fysisk sundhed. I slutningen af 1960'erne, da pædagogerne begyndte at blive den bærende arbejdskraft på området, blev barnets alsidige udvikling, omsorg, leg og kreative og musiske aktiviteter en del af vuggestuernes opgaver.
Antallet af vuggestuepladser er steget voldsomt fra 1970'erne; i 2000, da de fleste kommuner havde pladsgaranti, var antallet ca. 19.500. I 1998 blev der for første gang med Lov om social service lovgivet om vuggestuers formål, som i lighed med bl.a. børnehavers er at støtte det enkelte barns tilegnelse af sociale og almene færdigheder i samarbejde med forældrene. Vuggestuer er åbne 45-60 timer om ugen i dagtimerne. Forældrebetalingen er afhængig af bopælskommune med mulighed for friplads i tilfælde af mindre gode økonomiske eller sociale forhold.
I Tyskland er vuggestuer og børnehaver oprettet efter et system som det danske. Norge og Sverige har etableret vuggestuer som en integreret del af børnehaver eller som det, der svarer til de danske integrerede daginstitutioner for 0-6-årige. I det øvrige Europa er der en klar skelnen mellem pleje og omsorg for de 0-2-årige og et skole- og uddannelsessystem for de 2-6-årige.
Børnehave, daginstitution, pædagogisk pasningstilbud for 3-7-årige børn, der sigter mod at fremme børnenes udvikling, trivsel og selvstændighed.
Børnehaver indgår i lighed med øvrige daginstitutioner som vuggestuer, fritidshjem, aldersintegrerede eller kombinerede institutioner samt skolefritidsordninger og klubber i kommunernes samlede generelle og forebyggende tilbud til børn. Reguleringen af daginstitutioner findes i Serviceloven.
Nye kombinerede institutionsformer som institutioner for 0-6-årige har fra omkring 1990 vundet indpas som erstatning for børnehaver og vuggestuer. Stort set alle 6-årige børn går i børnehaveklasse på skolerne, ligesom der mange steder er etableret skolefritidsordninger.
Børnehavedrift har siden 1987 været en rent kommunal udgift. Forældrebetalingen er afhængig af bopælskommune og kan nedsættes eller helt bortfalde, idet der ses på husstandsindkomsten.
Børnehaver er åbne ca. 45-60 timer om ugen, oftest i dagtimerne, men siden 1990'erne har der været et anerkendt behov for at etablere børnehaver med døgnåbning for at tilgodese bl.a. enlige forsørgere med nat- eller skifteholdsarbejde.
Børnehavens opgaver fastlægges ud fra kommunale målsætninger for daginstitutionsområdet og suppleres med ønsker fra den enkelte børnehaves forældrebestyrelse. Udformningen af det daglige arbejde varetages af personalet. Pædagoger udgør 60-65% af personalet, og andelen er stigende; pædagogmedhjælpere udgør hovedparten af resten.
De øvrige nordiske lande og Tyskland har etableret børnehaver efter et system som det danske, mens man i det øvrige Europa som oftest tilbyder de 2-6-årige ophold i forskoleinstitutioner, som er integreret i skolerne.
Den tyske pædagog Friedrich Fröbel er ophavsmand til begrebet børnehave (Kindergarten). Idégrundlaget for børnehaven er, at barndommen har en værdi i sig selv. Før egentlige børnehaver blev oprettet i Danmark, var der i storbyerne på baggrund af industrialiseringen og vandringen fra land til by opstået forskellige institutionelle pasningsformer for mindre børn: asyler og arbejdsstuer.
Disse institutioner kunne modtage op til flere hundrede børn. For oprettelse og drift stod borgerskabets kvinder, og drivkraften var socialt engagement og idealisme. Arbejdet var ulønnet, og hovedopgaverne var af social, religiøs og sundhedsmæssig karakter.
Ægteparret Hedvig og Sofus Bagger var omkring år 1900 drivkraften i en ændring af asyler til børnehaver efter de fröbelske idéer. Ægteparret tog også initiativ til at oprette den første folkebørnehave i 1901, en halvdagsbørnehave på Enghave Plads, som fik offentlig støtte til driften. Fra 1919 blev der givet statstilskud til drift af børnehaver, og fra 1920'erne var børnehaver ikke længere forbeholdt ubemidlede. De blev en folkesag ligesom folkeskolen. Et helhedssyn på barnet og på barndommen blev grundlagt. Det sociale engagement kunne ikke stå alene, leg og kreative, musiske og kulturelle aktiviteter blev en del af børnehavens opgaver.
Med socialreformen af 1933 blev børnehavens placering som en forebyggende foranstaltning fastholdt. Frem til begyndelsen af 1970'erne oprettedes et stigende antal børnehaver med et pædagogisk hovedsigte i form af fortrinsvis halvdagsbørnehaver.
Oprettelse og drift af børnehaver blev omfattet af Lov om forebyggende børneforsorg fra 1964. Fra omkring dette tidspunkt kom et stigende antal kvinder på arbejdsmarkedet, og behovet for børnehaver steg derfor kraftigt.
I forbindelse med bistandslovens ikrafttræden i 1976 overtog kommunerne ansvaret for børnehaver og andre institutionstilbud under fællesbetegnelsen daginstitutioner; herefter kunne børnehaver drives som kommunal institution eller som selvejende.
Udviklingen fra 1970'erne til 1990'erne har været karakteriseret ved en voldsom stigning i antallet af børnehaver. Siden midten af 1980'erne har det været almindeligt for danske børn mellem 0 og 10 år at opholde sig i daginstitution.
Skolefritidsordning, SFO, kommunalt daginstitutionstilbud for skolebørn før og efter skoletid, oftest for de yngste klassetrin. SFO udspringer af kommunale forsøg fra begyndelsen af 1970'erne og blev lovfæstet i 1984. Tilslutningen har nærmest været eksplosiv, idet børnetallet er steget fra 1223 børn i 1984 til ca. 145.000 i 1998.
Da SFO er en del af folkeskolens virksomhed, er det skolebestyrelsen, der fastsætter principper og fører tilsyn på området, og skoleinspektøren er den administrative og pædagogiske leder. Forældreråd kan oprettes, men ikke tillægges formelle beføjelser.
Rammerne for SFO, herunder personalenormering og forældrebetaling, fastsættes kommunalt, men det henstilles, at SFO følger de regler, der er opstillet for tilsvarende sociale institutioner.
Ungdomsklub, for store børn og unge, der er vokset fra pasningsordninger. Ungdomsklubber, som ifølge Lov om social service kan oprettes af både kommuner og regioner, kan drives som selvejende institutioner eller som private klubordninger med kommunalt tilskud. Tilbuddene tilrettelægges sammen med de unge og kan være almene tilbud eller rette sig mod særlige grupper; åbningstiderne fastlægges efter behovet, og de unge inddrages aktivt i tilrettelæggelsen af klublivet, fx gennem arbejdsgrupper, klubråd og stormøder.
Tendensen i samfundet går imod en stigende individualisering med øget krav til selvrealisering og et personligt ansvar for eget liv. Børn og unge forvalter i stadig højere grad deres eget liv end tidligere og derved sker der også en løsrivelse fra hjemmet og forældrene.
Løsrivelsen fra hjemmet bevirker at forældrene har mindre opsyn og indføling i børnenes liv, dette bliver mere udtalt jo ældre børnene bliver. Løsrivelsen giver børnene større mulighed for at realisere sig positivt, men også negativt.
Hvad kan ungdomsklubben
- Støtte op om den unge positive udvikling, samt sundhed og trivsel, ved at fokusere på det positive i den historie vi bliver mødt med fra den unge, og nedtone det negative således den unge bliver anerkendt i det de gør godt, på den måde kan man hjælpe den unge med at stiladsere en positiv historie ny historie om hvem de er og hvad de kan. Man sætter problemet uden for den unge således at de ikke bare er en kriminel, men et individ som er meget mere end den kriminelle handling de måtte have begået.
- Støtte op omkring den unges socialt netværk, tilknytning til foreningsliv, uddannelse m.m. Derfor lægger vi meget vægt på at tale med de unge om nødvendigheden af at passe sin skole og få en uddannelse, samt at vi tilbyder lektie hjælp to gange om ungen, der udover vil der altid være mulighed for at få hjælp i det omfang vi kan være behjælpelige.
- Man ved i dag at unge primært spejler sig i hinanden og udvikler deres socio- kulturelle kompetencer gennem de fællesskaber og de miljø de færdes i. Derfor bestræber vi os på at have en god sammensætning af børn i vores ungdomsklub, således at de giver mulighed for unge med særlige udfordringer kan spejler i andre unge som forvalter deres liv anderledes. Samt at de ansatte i ungdomsklubben sørge for de børn som spiller efter demokratiske spille regler ikke bliver trumfet af dem som ikke gør.
- Have aktiviteter som kan være med til at stimulere udviklingen af et bedre selvværd, samt til at fastholde en kontakt til brugere af klubben.
- Forældre netværk og forældre samarbejde ser vi som yderst vigtigt i forholdet til at støtte om en unge eller en gruppe unge som er kommet ud på et skrå plan. Hvis den unge oplever at der er færre arenaer at optræde på i det de flere interessanter omkring den unge samarbejder, vil det kunne opleves som en sikkerhed. Vi har fra tidligere haft gode erfaringer med at holde forældremøder med de unge og deres forældre. For at skabe forældre netværk, samt kontakt mellem den unge og evt. rådgivende organ (u-turn e. lign). Hvis det skulle være nødvendigt.
- Forsøge at inddrage de unge mest muligt i tilrettelæggelsen af aktiviteter m.m. i huset således at vi giver dem medbestemmelse samt en forståelse af den demokratiske tankegang.