Fabel : En fabel er en kortere fortælling afsluttet med en morale og kan dels betyde motivet eller handlingsskelettet i et drama, en fortælling eller lignende, dels en særskilt, ofte kort, fortællende genre på vers eller i prosa. I sidstnævnte betydning er fabelen en fortælling om dyr: Det kan være løven og musen, dyr med typiske menneskelige egenskaber, magtlyst, listighed osv. Det er en belærende genre med en udtrykkelig morale, tit mere kynisk eller kritisk end opbyggelig.
Figur : Figuren er den rollefigur, som skabes og fremstilles af den, som agerer. Figuren skabes ved hjælp af aktørens krop og stemme gennem en aktiv identificering med den fiktive figur. Uanset om ageringen indgår i en helt åben improvisation, eller der er tale om at fortolke en rolle i et manuskript, kræves det, at man har en fornemmelse af dette andet menneske. Den, som agerer, må forsøge at leve sig ind i rollefigurens følelser og tanker, for at spillet kan fungere og blive troværdigt.
Man kan arbejde med åbne, ikke-tekstbundne improvisationer, hvor udgangspunktet er en rekvisit ud fra hvilken, figuren opbygges. Man kan arbejde med løst tekstbundne dramatiseringer af personer i romaner & noveller og endelig kan man arbejde med sceniske realiseringer af figurer i skuespil.
Rum : Rummet er både det konkrete fysiske rum, som spillet foregår i, og det fiktive rum, vi definerer. Måden, rummet bruges på, afgør rummets kvalitet og indhold. Det tomme rum giver i udgangspunktet den bedste spilleramme, fordi det med lethed kan omdefineres til alle de rum, vi har brug for i et spil.
Man kan gå videre med at arbejde med enkle rekvisitter i det fiktive rum. Det fiktive rum kan blive til et hvilket som helst sted. Hvordan opfattes et rum, hvor en stol er placeret? Figuren kan gennem sit spil få frem, om denne stol er på en banegård, en cafe eller hjemme i stuen. Man kan også arbejde med stoffer og tekstiler, lyd og lys som rumskabere.
Tid : Begrebet kan forståes på 2 måder:
1) Tidsrum, præcist eller ej. Det er muligt at flytte sig frem og tilbage i tid og ”fryse”, forlænge eller fortsætte tiden spillet foregår i. Kan være årstid, epoke, tid på døgnet, sæson osv.
2) Tid kan også være den ramme som et forløb eller en øvelse foregår i. f.eks. et dramaforløb på 5 uger eller en øvelse som vi laver i 10 min.
Puls : Pulsen er musikkens hjerteslag. I det meste af vores musik er der en mere eller mindre tydeligt hørbar puls. Når vi vipper med foden til et stykke musik, er det som regel pulsen, vi følger. Når vi danser er det også pulsen vi følger. Når musikere skal spille sammen er det helt afgørende for resultatet, at de har en fælles fornemmelse for pulsen i musikken. I et symfoniorkester er det dirigenten, der har ansvaret for at styre den fælles puls. I mindre ensembler er det musikerne selv, der er ansvarlige for den fælles puls.
Melodi : En melodi er en række på mere end to toner. Som oftest bruges betegnelsen om længere forløb, der gentager sig, f.eks. versene i en sang.
Rytme : En rytme er når tonerne bliver spillet i et bestemt gentaget mønster. I musik, der er skrevet på noder viser nodernes form tonernes relative varighed og dermed er rytmen givet. Der er også en notation for pausernes længde.
Harmoni : Er betegnelsen for samklang af toner. Som musikalsk term kunne harmoni i den græske oldtid betyde musik i det hele taget, men også toneskala, oktav, toneart og tonekøn. Man lagde vægt på, at harmoni i alle disse betydninger var baseret på tal og talforhold. I middelalderens enstemmige musik betød harmoni den vellydende melodiske rækkefølge mellem to eller flere toner. Med fremkomsten af den flerstemmige musik i vor kulturkreds kom harmoni til at betyde den vellydende samklang af toner. Siden det 19. århundrede anvendes harmoni oftest som ensbetydende med akkord og akkordernes funktioner. Harmonilæren er viet studiet af akkordernes opbygning og funktioner.
Klang : Er en egenskab ved tonerne, der gør at to toner, der har samme grundfrekvens og samme styrke, alligevel kan lyde forskelligt, så man for eksempel kan høre om tonen er frembragt af et blæse- eller strygeinstrument, og kende to forskellige instrumenter af samme art fra hinanden på deres toners forskellige klangfarve. To ens toner giver lige mange svingninger i sekundet og meddeler altså øret det samme antal indtryk i en vis tid; men samtidig med at grundtonen klinger, lyder der et større eller mindre antal overtoner der er forskellige i frekvens og styrke for de forskellige tonegivere (strenge, stænger, plader, åbne og lukkede rør) og giver grundtonen dens ejendommelige klangfarve.
Form : Arkitekturen i et værk – søjlerne & samlingerne. Uden form kan det være svært for beskueren at overskue værket og følgerne kan være tab at interesse for værket. I et musisk værk, kan formen være de melodiske gentagelser, som gør værket genkendelig og som vi husker det for.